Skattepligt af befordringsgodtgørelse - manglende dokumentation og kontrol af kørsel

Sagen omhandler en klager, der i 2010 og 2011 modtog skattefri befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver, [virksomhed1] A/S. Klageren ejede ikke selv en bil, men hans ægtefælle havde rådighed over to biler: en ejet Citroën C1 og en Honda CR-V stillet til rådighed som fri bil af ægtefællens hovedaktionærselskab.

SKAT anfægtede godtgørelsens skattefri status, idet de mente, at klagerens kørselsregnskaber ikke opfyldte betingelserne for skattefri udbetaling, og at arbejdsgiveren ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med den erhvervsmæssige kørsel. SKAT påpegede, at det samlede antal erhvervsmæssigt kørte kilometer (46.000 km i 2008-2011) oversteg Citroën C1's samlede kørte kilometer (29.000 km) i samme periode, hvilket indikerede, at kørslen måtte være foregået i Hondaen, som ægtefællen havde som fri bil.

Klagerens og arbejdsgiverens argumenter

Klagerens repræsentant fastholdt, at kørslen var foregået i ægtefællens Citroën C1, og at dette kunne dokumenteres via vidneudsagn. Det blev også anført, at arbejdsgiveren havde foretaget behørig kontrol i henhold til Ligningsloven § 9 B og Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Det blev forklaret, at arbejdsgiveren havde ændret procedure for aflevering af køresedler, og at bogholderen havde den fornødne fuldmagt til kontrol, med endelig godkendelse fra selskabets bestyrelse. Klageren fremlagde desuden Mayland kalendere og detaljerede kørselsregnskaber med angivelse af adresser for at dokumentere kørslens erhvervsmæssige formål.

Arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, forklarede, at de praktiserede en høj grad af tillid til deres ansatte, og at der ikke herudover var foretaget kontrol med køretøjet. De fremsendte kørselsbilag indeholdt kun dato, bynavne og runde tal for kørte kilometer, og det fremgik ikke, hvilken bil der var anvendt.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse. Nævnet fandt, at klagerens kørselsregnskaber ikke var identiske med arbejdsgiverens bogførte bilag, og at de af klageren fremlagte sedler var rettet med tilføjelse af bilregistreringsnummer. Nævnet konkluderede, at arbejdsgiverens bilag var behæftet med uklarhed, da de ikke indeholdt konkrete adresser, præcise kilometerantal eller angivelse af den anvendte bil. Dette umuliggjorde reel kontrol, og nævnet fandt, at den modtagne kørselsgodtgørelse derfor var skattepligtig. Klagerens subsidiære påstand om fradrag efter Ligningsloven § 9 C blev ikke behandlet i skatteankenævnets afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om beskatning af modtaget befordringsgodtgørelse. Retten henviste til , som fastslår, at godtgørelser for arbejdsrelaterede udgifter medregnes i indkomstopgørelsen, medmindre de er omfattet af og ikke overstiger Skatterådets satser.