Skønsmæssig ansættelse af virksomhedsindkomst og nægtelse af fradrag grundet manglende dokumentation

Klageren gjorde gældende, at indsætningerne på bankkontiene ikke var udtryk for erhvervsmæssig aktivitet, men derimod vedrørte private forhold såsom:

• Tilbagebetaling af udlæg for venner og kæreste.
• Salg af private aktiver, herunder biler (BMW, VW Polo) og indbo.
• Lån fra familiemedlemmer (onkel).
• Interne overførsler og forsikringsudbetalinger.

For så vidt angår befordringsfradraget, forklarede klageren den usædvanligt lange afstand mellem bopæl og arbejde med samkørsel og specifikke ansættelsesforhold, men erkendte at kvitteringer for Storebæltsbroen ikke var gemt. Rejse- og håndværkerfradrag blev ligeledes begrundet i konkrete projekter og arbejdsopgaver, dog uden fremlæggelse af fakturaer. Skattestyrelsen fastholdt, at bevisbyrden for, at indsætningerne ikke var skattepligtige, påhvilede klageren, jf. Statsskatteloven § 4 og praksis i SKM2008.905.HR.

Landsskatteretten fandt, at klageren havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, men nedsatte Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelser delvist. Retten vurderede, at visse indsætninger var tilstrækkeligt sandsynliggjorte som værende af privat karakter eller tilbagebetaling af udlæg.

Landsskatterettens ændringer i virksomhedens overskud

Retten accepterede følgende som ikke-skattepligtige:

• Indsætninger fra klagerens kæreste (SS) og mindre beløb fra venner, hvor der var en vis sammenhæng med forklaringer og korrespondance.
• Salg af private genstande markeret med "SOFA", "SUBWOOFER" og "OVERSKYDENDE TRÆ".
• En specifik returnering af en vare til en forretning.

Derimod blev de store indsætninger vedrørende bilsalg (195.000 kr., 130.000 kr. og 104.900 kr.) ikke godkendt som skattefrie, da der manglede slutsedler, og der ikke var tidsmæssig sammenhæng med klagerens registrering som bruger af bilerne. Retten udtalte:

"Da der ikke er fremlagt objektive konstaterbare kendsgerninger, der godtgør, at disse indsætninger udgør midler, der allerede er beskattet... er det berettiget, at Skattestyrelsen har anset indsætningerne for at være omsætning."

Vedrørende fradragene traf retten følgende afgørelser:

1. Befordring (Ligningsloven § 9 C): Stadfæstet. Klageren havde ikke dokumenteret kørslen med brændstofkvitteringer, lønsedler eller vagtplaner, hvilket er påkrævet ved usædvanlig lang befordring.
2. Rejse (Ligningsloven § 9 A): Stadfæstet. Manglende dokumentation for overnatning og faktiske udgifter.
3. Håndværkerfradrag (Ligningsloven § 8 V): Stadfæstet. Da der ikke forelå fakturaer eller dokumentation for betaling af arbejdsløn, kunne fradrag ikke indrømmes.

Drift af ridecenter var erhvervsmæssig

To ægtefæller fik medhold ved Retten i Horsens i, at deres ridecenter og stutteri blev drevet erhvervsmæssigt, hvilket åbner for fradrag for underskud.

Klageren forklarede, at indsætningerne var private lån, ydet af nære venner på grund af klagerens længerevarende sygdom og hospitalsindlæggelser, som havde påvirket hans evne til at drive virksomhed optimalt. Han oplyste, at der ikke var oprettet formelle lånedokumenter, aftalt renter eller faste tilbagebetalingsvilkår, men at aftalerne var mundtlige. Klageren fremlagde dog e-mail-erklæringer fra flere af långiverne, der bekræftede låneforholdene, samt dokumentation for delvise tilbagebetalinger via MobilePay fra sin private konto.

For så vidt angår indsætningerne fra én specifik person (person9) på 47.937 kr. i 2019, forklarede klageren, at disse vedrørte honorar for juridisk bistand ydet under en "no cure no pay"-aftale. Klageren mente, at retserhvervelsen først skete i 2021, da sagen blev afsluttet med et positivt resultat for klienten.

Skattestyrelsen fastholdt forhøjelsen med henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret låneforholdene tilstrækkeligt. De lagde vægt på manglen på formelle lånedokumenter, renteaftaler og tilbagebetalingsplaner. Erklæringerne fra långiverne blev anset for at være indhentet til brug for skattesagen og tillagdes derfor ikke selvstændig bevismæssig værdi. Skattestyrelsen anførte desuden, at klagerens bogføring var mangelfuld, og at tilbagebetalingerne ikke var konsistent bogført eller afstemt med de oprindelige indsætninger. For honoraret fra person9 fastholdt Skattestyrelsen, at retserhvervelsen skete i 2019, da beløbet var til disposition, og at honorarkravet var afregningsmodent.

Klageren nedlagde subsidiært påstand om fradrag for de beløb, han havde tilbagebetalt, hvis indsætningerne blev anset for skattepligtig omsætning.