Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en interessent i en revisionsvirksomhed, der blev nægtet fradrag for sin andel af erstatninger, som virksomheden havde betalt i forbindelse med selskabstømmersager. Erstatningerne blev betalt i indkomstårene 2000, 2001 og 2002.
Klagerens andel af erstatningerne var som følger:
| Indkomstår | Klagerens andel af erstatning (kr.) |
|---|---|
| 2000 | 11.399 |
| 2001 | 50.221 |
| 2002 | 25.321 |
Klageren argumenterede for, at erstatningerne var fradragsberettigede som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da de var pådraget som led i sædvanlig revisionsvirksomhed og udgjorde en normal driftsrisiko. Alternativt blev det anført, at tabet var fradragsberettiget efter Kursgevinstloven § 17 som tab på en regresfordring mod selskabstømmerne.
SKAT og Skatteankenævnet afviste fradragsretten med henvisning til, at den adfærd, der førte til erstatningsansvaret, ikke var udtryk for en normal driftsrisiko. Med udgangspunkt i Højesterets praksis (Thrane-sagen, TfS 1999.897 H) blev det fremhævet, at revisorernes medvirken var en "uforsvarlig tilsidesættelse af skattevæsenets interesser" og lå uden for rammerne af normal forretningsmæssig disposition.
Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og nægtede klageren fradrag for erstatningsbeløbene.
Landsskatteretten lagde til grund, at fradrag for erstatninger som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a forudsætter, at de erstatningspådragende handlinger er sædvanlige for virksomhedens drift og udgør en naturlig driftsrisiko.
Retten henviste til principperne fra Højesterets dom i Thrane-sagen (TfS 1999.897 H), og konkluderede, at revisionsvirksomhedens (Interessentskabets) medvirken i selskabstømmersagerne indebar, at det:
På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at Interessentskabets medvirken lå uden for rammerne af normal og sædvanlig revisionsvirksomhed. Erstatningsudgifterne var derfor ikke et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko og kunne ikke fradrages som et driftstab.
Retten afviste ligeledes fradrag efter Kursgevinstloven § 17, da den underliggende handling (medvirken til selskabstømning) ikke blev anset for at være et led i sædvanlig drift af revisionsvirksomhed.
Retten i Lyngby har fastslået, at et revisionsselskab handlede ansvarspådragende ved at give en blank påtegning til et forsikringsselskabs fejlagtige årsrapport.
Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for erstatningsbeløb, som klageren som interessent i revisionsvirksomheden G1 havde andel i. Erstatningerne blev betalt i indkomstårene 2001 og 2002 i forbindelse med revisionsvirksomhedens medvirken i selskabstømmersager. Skatteankenævnet havde nægtet fradrag med den begrundelse, at erstatningsudbetalingerne ikke var et udslag af en normal driftsrisiko i revisionsvirksomheden, og henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
SKAT støttede Skatteankenævnets afgørelse og argumenterede for, at de afholdte erstatningsudgifter ikke var fradragsberettigede. SKAT henviste til Højesterets dom i den såkaldte Thrane-sag (TfS 1999, 897 H), som fastslog, at sælgerens rådgivere havde medvirket til en selskabsoverdragelse, der ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, og at de på uforsvarlig måde havde tilsidesat skattevæsenets interesser. SKAT fremhævede, at en sådan adfærd var så afvigende fra sædvanlig driftsmæssig adfærd for en revisionsvirksomhed, at tabene ikke kunne siges at være udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko. SKAT argumenterede desuden ud fra erstatningsretlige principper om, at skadelidte (skattemyndighederne) skulle stilles, som om skaden ikke var sket, og at fradragsret ville underminere dette princip. Endelig påberåbte SKAT sig retsprincippet om, at ingen kan drage fordel af sin egen forkerte handling (nemo auditur pro priam turpitudinem allegans).
Københavns Byret har afvist et erstatningskrav mod en advokat og en erhvervsjurist i en sag om beskatning af fri lystbåd.
Ejeren af et selskab var ikke i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, berettiget til at klage over en afgørelse, som Skattestyrelsen havde truffet over for selskabet.
Klagerens repræsentant påstod fradrag for erstatningerne og argumenterede for, at de var pådraget i forbindelse med sædvanlig drift af revisionsvirksomhed og var udslag af en normal driftsrisiko. Repræsentanten henviste til, at tabet var fradragsberettiget som driftstab efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a eller som tab på en regresfordring efter Kursgevinstloven § 17, da selskabstømmerne var insolvente. Det blev fremhævet, at revisorernes bistand til sælgere af overskudsselskaber på tidspunktet for bistanden faldt inden for rammerne af revisionsvirksomhed. Repræsentanten bestred, at erstatningsretlige betragtninger skulle have betydning for fradragsretten, og henviste til, at Højesteret i Thrane-sagen havde udtalt, at der muligvis var adgang til skattemæssigt fradrag for de ansvarlige rådgivere, og at dette spørgsmål ikke blev behandlet i erstatningssagen.
Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for erstatninger betalt i forbindelse med selskabstømmersager. Klageren var i...
Læs mereSagen omhandler, hvorvidt en interessent i en revisionsvirksomhed kunne få fradrag for sin andel af erstatninger, som vi...
Læs mereNy lov om standardiseret indberetning og udveksling af oplysninger om global minimumsskat
