Landsskatteretten: Nettoprincippet finder anvendelse ved bortseelse fra underskud efter ligningslovens § 33H for royaltyindtægter

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at det underskud, der kan bortses fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter Ligningsloven § 33H, i tilfælde af royaltyindtægter skal reduceres med de omkostninger, der knytter sig til indtægterne (nettoprincippet). Dette medfører en nedsættelse af den skattepligtige sambeskatningsindkomst for de pågældende indkomstår.

Fremførselsberettigede underskud reguleres i overensstemmelse hermed.

Begrundelse

Landsskatteretten fandt, at der ved anvendelsen af Ligningsloven § 33H om bortseelse fra danske underskud også for royaltyindtægter må anses at gælde et nettoprincip. Dette blev begrundet i sammenhængen mellem Ligningsloven § 33 (creditlempelse), Ligningsloven § 33F (nettoprincippet) og Ligningsloven § 33H.

Ligningsloven § 33F, der blev indført i 1993, fastsætter nettoprincippet, hvorefter der ved beregning af lempelsesberettiget udenlandsk indkomst efter Ligningsloven § 33 mv. skal fratrækkes de udgifter, der anses for at vedrøre udlandsindkomsten. Selvom forarbejderne til Ligningsloven § 33H (indført i 1996) ikke direkte henviser til Ligningsloven § 33F, anså Landsskatteretten det for afgørende, at Ligningsloven § 33H relaterer sig direkte til anvendelsen af creditlempelsesbestemmelsen i Ligningsloven § 33, som netop forudsætter anvendelse af nettoprincippet via Ligningsloven § 33F.

Landsskatteretten lagde derfor de af selskabets repræsentant opgjorte nettoroyaltyindtægter til grund for ansættelsen af den skattepligtige indkomst.

Selskabet frafaldt sin indsigelse mod anvendelsen af nettoindkomstprincippet, men gjorde indsigelser mod den talmæssige opgørelse. Selskabet argumenterede principalt for, at hverken udgifter til formueadministration (Pensionsafkastbeskatningsloven § 5a) eller renteudgifter (Pensionsafkastbeskatningsloven § 5) vedrørte den udenlandske udbytteindtægt og derfor ikke skulle fratrækkes ved opgørelsen af lempelsesbeløbet, jf. Ligningsloven § 33 f, stk. 1 og 2. Selskabet henviste til lovforarbejder og et notat fra Skatteministeriet, der ifølge Selskabet indikerede, at der ikke var udgifter, der kunne henføres til erhvervelsen af udbytteindtægter. Selskabet fremhævede også, at livsforsikringsselskaber typisk ikke investerer for lånte midler, og at langt størstedelen af renteudgifterne var koncerninterne og ikke relaterede til udenlandsk udbytteindkomst.

Subsidiært argumenterede Selskabet for, at ikke-skattepligtige indtægter skulle medregnes ved fordelingen af udgifter, jf. Ligningsloven § 33 f, stk. 2. Selskabet henviste til Landsskatterettens bemærkninger i SKM2001.542.ØLD, selvom Østre Landsret i samme dom nåede et andet resultat. Selskabet mente, at det var et spørgsmål om "sund fornuft", at udgifter i et investeringsmiljø vedrører både skattepligtige og skattefrie indtægter, og at begrebet "skattefrie indtægter" findes andre steder i skattelovgivningen, f.eks. i Selskabsskatteloven § 13, stk. 8 og Pensionsafkastbeskatningsloven § 14, stk. 1.

Mere subsidiært påpegede Selskabet en række regnefejl i SKATs opgørelse af lempelsen, herunder en forkert reduktion af den udenlandske lempelsesberettigede nettoindkomst, manglende tillæg af faktisk betalt udbytteskat i visse tilfælde, og en uberettiget fordeling af lempelsen til selskabsskat. Selskabet fastholdt, at "bruttoindkomst" i Ligningsloven § 33 f, stk. 2 ikke omfatter negative indkomstelementer (tab), da Pensionsafkastbeskatningsloven § 2, stk. 1 ikke er relevant i denne sammenhæng, og tab ikke er indbefattet i en ordlydsfortolkning af "bruttoindkomst". SKAT erklærede sig senere enig i Selskabets mere subsidiære påstand.