Landsskatteretten: Tandimplantater er ikke omfattet af momsfritagelsen for tandproteser

Landsskatteretten lagde vægt på, at momsfritagelser skal fortolkes indskrænkende, da de udgør undtagelser fra hovedreglen om momspligt. Retten fandt, at et standardimplantat i sig selv ikke kan erstatte en eller flere tænder og derfor ikke falder ind under det snævre begreb "tandprotese". Da videresalget ikke var fritaget, kunne importen heller ikke fritages efter Momsloven § 36, stk. 1, nr. 4.

Afslutningsvis vurderede retten, at et varsel på 3 måneder var tilstrækkeligt til, at klinikken kunne indrette sig på den ændrede momsmæssige status.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at tilbagekalde det bindende svar. Retten konkluderede, at tandimplantater i standardstørrelser ikke udgør tandproteser i momslovens forstand.

"Efter ordlyden i artikel 132, stk. 1, litra e, er det alene levering af tandproteser, der er fritaget. Tandimplantater kan udgøre en del af en tandprotese, men udgør ikke i sig selv en sådan. Et tandimplantat kan således ikke erstatte én eller flere tænder, således som en tandprotese kan."

Retten fandt det dermed godtgjort, at det oprindelige svar var i strid med EU-retten, hvilket berettigede en tilbagekaldelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 25, stk. 2. Afgørelsen betyder, at både import og videresalg af de pågældende implantater er momspligtige aktiviteter.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen fandt, at virksomheden skulle betale 598.000 kr. i salgsmoms, jf. Momsloven § 4, stk. 1. Styrelsen argumenterede for, at overdragelsen ikke opfyldte betingelserne for momsfri virksomhedsoverdragelse efter Momsloven § 8, stk. 1, 3. punktum, da køber ikke selv havde til hensigt at drive klinikken videre, men overførte driften til et interessentskab. Dette var ifølge Skattestyrelsen i strid med EU-dommen C-497/01, Zita Modes SARL, præmis 44, som kræver, at modtageren har til hensigt at drive virksomheden videre. Skattestyrelsen henviste også til SKM2007.842.SR, SKM2018.270.SR og SKM2018.271.SR.

Desuden mente Skattestyrelsen, at overdragelsen af immaterielle aktiver (goodwill) udgjorde en momspligtig levering af ydelser mod vederlag, jf. Momsloven § 4, stk. 1. De afviste, at Momsloven § 8, stk. 1, 1. punktum, modsætningsvis, kunne fritage salget, idet de henviste til EU-dommen C-242/08, Swiss Re, som fastslog, at salg af en forsikringsportefølje var en tjenesteydelse og ikke omfattet af fritagelsen for varer. De argumenterede for, at Momsloven § 8, stk. 1, 1. punktum, skulle fortolkes EU-konformt. Endvidere fandt de, at goodwill ikke var omfattet af momsfritagelsen i Momsloven § 13, stk. 2, da denne bestemmelse kun omhandler varer (materielle goder).

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentant påstod, at salget ikke var en momspligtig transaktion i henhold til Momsloven § 8, stk. 1, 1. punktum. Argumentet var, at virksomheden ikke havde været momsregistreret og dermed ikke havde haft ret til momsfradrag på afholdte udgifter. Med henvisning til lovbemærkningerne til Momsloven § 8, stk. 1, som angiver, at salg af aktiver, der alene har været anvendt i forbindelse med ikke-registreringspligtig virksomhed, ikke skal afgiftsbelægges, mente repræsentanten, at der ikke skulle opkræves moms ved salg af goodwill. Repræsentanten henviste også til Landsskatterettens afgørelse i SKM2020.329.LSR.