Genoptagelse af skatteansættelser for 2000-2002 tilladt pga. fejl i kapitalafkastsats

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten pålagde SKAT at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2000, 2001 og 2002.

Retten henviste til SKATs styresignal SKM2011.810, som fastslog, at en forkert beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000-2010 kunne give ret til genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i Skatteforvaltningsloven § 26 og Skatteforvaltningsloven § 27, forudsat at den skattepligtige var stillet dårligere. Styresignalet nævnte også muligheden for omvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30, hvis en ansættelsesændring havde betydning for valget.

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for genoptagelse og omvalg var opfyldt i klagerens tilfælde. Retten henviste til tidligere kendelser, herunder SKM2013.767.LSR og SKM2014.730.LSR, hvor der var givet medhold i, at ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. var omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til Skatteforvaltningsloven § 30.

Retten lagde vægt på, at den forkert opgjorte kapitalafkastsats havde haft betydning for klagerens overskudsdisponering. Hvis klageren havde kendt den korrekte sats, ville indkomstdisponeringen have omfattet et mindre kapitalafkast, og den personlige indkomst kunne have været afpasset til topskattegrænsen. Den for høje sats havde således medført, at der var betalt mere i skat, og at der var truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.

På denne baggrund var klageren berettiget til genoptagelse af ansættelserne med hjemmel i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren var endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30, da omvalget var direkte forbundet med ændringen. Det blev dog bemærket, at de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår ikke kunne ændres, og at der ikke kunne ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Omvalg kunne kun ske, hvor der var en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

Klagerens repræsentant fastholdt, at der skulle ske genoptagelse, og at klageren skulle have mulighed for at optimere sin indkomst, som han ville have haft, hvis den korrekte kapitalafkastsats havde været kendt. Det blev anført, at der var hjemmel i Virksomhedsskatteloven § 10, stk. 1 til at ændre beslutning om overførsel af overskud, når skatteansættelsen ændres som følge af Skatteforvaltningsloven §§ 26 og 27. Klageren henviste til SKM2011.810.SKAT, punkt 2.2., som angiver, at skatteyder kan få genoptagelse tilbage til år 2000, hvis en for høj kapitalafkastsats har bevirket en for høj skatteansættelse.

Klagerens strategi var at lade sig beskatte af mest muligt af virksomhedens overskud, samtidig med at topskat blev begrænset. Klageren mente at være stillet dårligere, da kapitalafkastet, jf. hæverækkefølgen i Virksomhedsskatteloven § 5 (ikke en del af de endelige love, da den ikke er central for afgørelsen), skal hæves forud for resterende overskud. Desuden sker beregningen af topskat af ægtefællers positive nettokapitalindkomst, jf. Personskatteloven § 7, på toppen af den af ægtefællernes personlige indkomst, der er størst. Klageren mente, at der var den fornødne sammenhæng til at tillade et selvangivelsesomvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30.

Klageren anmodede om følgende ændringer: