Værdiansættelse af goodwill og inventar samt fradrag for skrotning ved køb af farvehandel

Som følge heraf forhøjede Skatteankenævnet klagerens personlige indkomst med 125.000 kr. (50% af det ikke-godkendte fradrag for inventar) og godkendte et fradrag på 9.268 kr. for afskrivninger på goodwill (50% af 1/7 af 129.746 kr.).

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at regnskabet skulle godkendes som selvangivet, og at fradrag for skrotning af inventar på 125.000 kr. skulle godkendes. Klageren argumenterede for, at:

• Inventaret havde været benyttet erhvervsmæssigt i perioden fra den bindende aftaleindgåelse (12. februar 2004) til den fysiske overtagelse (13. marts 2004), og betingelserne i Afskrivningsloven § 1 var derfor opfyldt.
• Subsidiært, at inventaret havde været udlejet til sælger i perioden, og at lejebetalingen var sket i form af en reduktion af den samlede købesum. Klageren henviste til SKM2007.438.HR om fikseret lejeindtægt.
• Mere subsidiært, at sælgers betaling af husleje for hele marts måned måtte anses som betaling for sælgers benyttelse af klagerens forretningslokale og inventar i perioden fra den 13. til 31. marts 2004.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse vedrørende værdiansættelsen af overdragne aktiver og fradrag for skrotning af inventar.

Landsskatteretten fandt, at:

• Aftalen om overdragelse af farvehandlen var underlagt skattemyndighedernes prøvelse i henhold til Afskrivningsloven § 45, stk. 3. Der var ikke grundlag for at henføre 250.000 kr. af købesummen til inventar, da inventarets værdi i sælgers regnskaber og dets nytteværdi for køber var lav.
• En del af købesummen med rette var henført til goodwill, da der var tale om en igangværende og veletableret virksomhed, og kundekartotek blev overdraget. Retten havde ingen bemærkninger til den beregnede goodwillværdi på 129.746 kr., som var beregnet efter den vejledende anvisning i TS-cirkulære 2000-10.
• Klageren var berettiget til at afskrive anskaffelsessummen for goodwill med 1/7 årligt fra og med indkomståret, hvor den endelige aftale blev indgået, jf. Afskrivningsloven § 40, stk. 1. Klagerens andel af afskrivningen udgjorde 9.268 kr.
• Fradrag for skrotning af inventar på 250.000 kr. (klagerens andel 125.000 kr.) blev ikke godkendt i henhold til Afskrivningsloven § 5a. Dette skyldtes, at inventaret ikke var anskaffet med henblik på at indgå i virksomhedens drift, da det ikke passede ind i klagerens koncept, jf. Afskrivningsloven § 3, nr. 2. Der var derfor ikke etableret et afskrivningsgrundlag.
• Den omstændighed, at inventaret havde været anvendt af sælger efter indgåelse af bindende aftale, ændrede ikke på dette. Klageren havde ikke fysisk råderet over lokalerne før den 13. marts 2004, og lokalerne kunne derfor ikke anses for at være stillet til rådighed/udlejet til sælger forud for dette tidspunkt. Sælgers betaling af husleje for hele marts måned blev anset for reguleret ved udarbejdelsen af sædvanlig refusionsopgørelse, jf. aftalens § 3.

Skattemyndighedernes fordeling af købesummen

SKAT underkendte den oprindelige fordeling af købesummen i henhold til Afskrivningsloven § 45, stk. 3 og foretog en ny fordeling, som følge af at værdiansættelsen af inventaret langt oversteg dets økonomiske værdi for både sælger og køber, og at der ikke var henført nogen del af salgssummen til goodwill. SKAT anvendte den vejledende anvisning i TS-cirkulære 2000-10 til at beregne goodwill. Den reviderede fordeling var som følger:

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet forhøjede klagerens skattepligtige indkomst baseret på SKAT's fordeling og afgørelse:

Skatteankenævnet begrundede afgørelsen med, at det overtagne butiksinventar ikke havde indgået i driften af den nye virksomhed, og betingelserne for skattemæssige afskrivninger var derfor ikke opfyldt, jf. Afskrivningsloven § 1 og Afskrivningsloven § 3. Fradrag efter Afskrivningsloven § 5a blev også afvist, da inventaret ikke havde indgået i virksomhedens drift og dermed ikke opfyldte betingelserne i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Udgiften blev anset som en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren nedlagde påstand om, at hans regnskab skulle godkendes som selvangivet, herunder fradrag for skrotning af inventar med 125.000 kr. Klageren argumenterede for, at han var ejer af virksomheden fra den 12. februar 2004, og at inventaret havde været benyttet erhvervsmæssigt i denne periode. Subsidiært gjorde klageren gældende, at inventaret havde været udlejet til sælger, og at en eventuel vederlagsfri udlejning skulle fikseres som lejeindtægt, jf. SKM2007.438.HR og Statsskatteloven § 4, litra b. Mere subsidiært blev det anført, at sælgers betaling af husleje for hele marts måned skulle anses som betaling for sælgers benyttelse af klagerens forretningslokale og inventar.