Stadfæstelse af SKATs afgørelse om nægtet fradrag for renteudgifter grundet manglende dokumentation for reelt gældsforhold

Klagerens påstand

Klageren nedlagde påstand om, at indkomsten for 2011-2012 nedsættes til det selvangivne, og at de forskudsregistrerede renteudgifter godkendes. Klageren anførte, at hun havde været imødekommende over for SKAT, og at SKAT ikke havde specificeret, hvilken dokumentation der ønskedes. Klageren fremhævede de økonomiske problemer, afgørelsen havde medført.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for indkomstårene 2011 og 2012 samt forskudsregistreringen for 2013.

Retten bemærker indledningsvis, at SKATs ændring af skatteansættelsen for 2011 ikke er omfattet af den korte ligningsfrist i Bekendtgørelse nr. 1095 af 23. oktober 2005 § 1, stk. 1, da ændringen vedrører samme forhold som ændringen for 2012.

Det er en grundlæggende forudsætning for fradrag for renter, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, at der foreligger et reelt og retligt bindende gældsforhold, hvor der er en forpligtelse til at betale både gælden og dens forrentning. Det påhviler skatteyderen at dokumentere dette.

Landsskatteretten finder, at:

• Investerings- og låneaftalerne er gensidigt afhængige, og indgåelse af én aftale forudsætter samtidigt indgåelse af de andre.
• Tegningsaftalen angiver, at investor ikke påtager sig nogen hæftelse, og at risikoen er begrænset til købsprisen for andelene fratrukket en garantiaftale, der overstiger købsprisen. Dette indikerer, at der reelt ikke er nogen økonomisk risiko for investor.
• Klageren har, trods gentagne opfordringer fra Skatteankestyrelsen, ikke fremlagt dokumentation for, at hun har optaget og fået udbetalt et lån, eller for betaling af renter i overensstemmelse med lånevilkårene.

Samlet set understøtter disse forhold, at der ikke er tale om et reelt gældsforhold. De påståede renteudgifter er derfor ikke fradragsberettigede.

Investerings- og låneordningen

Arrangementet involverede en tegningsaftale for andele i [finans5], et gældsbrev for et lån på 1.000.000 kr. fra [finans1] ApS med en fast rente på 15 % p.a., og en garanti fra [finans1] ApS. Ifølge tegningsaftalen påtog investor sig ingen hæftelse, og den økonomiske risiko var begrænset til købsprisen fratrukket garantiaftalen, som var et større beløb end købsprisen. Garantien lovede en gennemsnitlig årlig stigning på 17 % over 5 år og indeholdt en kaution, der sikrede, at [finans1] ApS til enhver tid ville købe investeringen tilbage til kurs 100. Der var også fuld modregningsadgang i lånet.

Som en integreret del af låneaftalen fik investor en opsparing i en BonusFerie-ordning. Denne ordning var struktureret således, at den månedlige indbetaling på 4.000 kr. blev dækket af skatteværdien af renteudgiften, hvilket resulterede i et "overskud/underskud pr. md." på 0 kr. Beløbet kunne bruges til ferie eller udbetales kontant med et fradrag på 15 %.

En salgsbeskrivelse fra [finans6] ApS fremhævede, at investorerne ikke ville kunne miste penge, at investeringen var "helt uden risiko" og "bundsolid", og at alle penge til investeringen kunne lånes. Det blev også anført, at skattebesparelsen fra rentefradraget skulle indbetales til selskabet, så den daglige økonomi var uændret.

En investeringsoversigt for 100 stk. investeringsbeviser a 10.000 kr. illustrerede den forventede økonomi over 5 år:

Opgørelse af investeringen efter 5 år:

SKATs og klagerens argumenter

SKAT forsøgte at indhente dokumentation for arrangementet hos udbyderne, men modtog intet materiale. SKAT henviste til Skattekontrolloven § 10f, som pålægger udbydere af skattearrangementer dokumentationspligt, når formålet fortrinsvis er at nedbringe eller udskyde skattebyrden. SKAT godkendte ikke arrangementet skattemæssigt, da investorerne ikke havde rådighed over lånet, og renteudgifterne blev betalt via en ikke-oplyst kassekredit. SKAT politianmeldte desuden personkredsen bag selskaberne.

Klageren fastholdt, at hun havde optaget lån hos selskaberne og mente, at SKAT ikke havde specificeret, hvilken dokumentation der ønskedes, og at SKAT ikke havde udbedt sig dokumentation hos alle relevante selskaber. Klageren oplyste senere til Skatteankestyrelsen, at hun ikke var i besiddelse af dokumentation for de selvangivne renteudgifter. Klageren fremhævede de økonomiske problemer, afgørelsen havde medført.