Afgørelse om nægtet tilbagebetaling af elafgift grundet manglende dokumentation for eget forbrug

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at selskabet med rette ikke var berettiget til tilbagebetaling af eldistributionsbidraget, jf. Elektricitetsafgiftsloven § 11, stk. 1.

Det blev lagt til grund, at selskabet i en periode på 7 år forud for den 11. maj 2005 ikke havde foretaget aflæsning af elmåleren, hvilket betød, at det omhandlede elektricitetsforbrug også inkluderede forbrug fra den forudgående periode.

Det påhviler den afgiftspligtige at godtgøre, hvilken del af den afgiftspligtige elektricitet der er forbrugt til godtgørelsesberettigede formål. Ifølge Elektricitetsafgiftsloven § 11, stk. 1 er det en betingelse for afgiftsgodtgørelse, at elektriciteten er forbrugt af den pågældende virksomhed. Desuden er det en betingelse, at der ikke er tale om rumvarmeforbrug, hvor godtgørelsesadgangen er udelukket i medfør af Elektricitetsafgiftsloven § 11, stk. 3.

Landsskatteretten fandt, at der i den periode, hvor elektriciteten var forbrugt, var sket delvis udlejning af ejendommen Y1-vej. Dette blev understøttet af fremlagte lejekontrakter, bogførte huslejeindtægter og selskabets øvrige oplysninger. En del af elektricitetsforbruget kunne derfor ikke anses for forbrugt af selskabet, da det var anvendt i udlejede lokaliteter.

Da selskabet ikke havde dokumenteret, hvilken del af elektricitetsforbruget der var forbrugt af selskabet selv, kunne selskabet ikke anses for at have godtgjort at være berettiget til godtgørelse af elafgift i medfør af Elektricitetsafgiftsloven § 11, stk. 1 for nogen del af forbruget. Som følge heraf blev SKATs afgørelse stadfæstet.

SKATs argumentation

SKATs afgørelse byggede på, at selskabet ikke havde opfyldt kravet om en minimumsproduktion på 50.000 kWh for frivillig registrering efter Elafgiftsloven § 2, stk. 2. Desuden havde selskabet ikke foretaget måling af den producerede strøm eller den indfyrede mængde brændsel, og der var ingen eksterne bilag til at dokumentere forbruget. SKAT mente, at den oprindelige vejledning fra 2000, som tillod beregning uden måling, var ulovlig, men havde alligevel valgt at acceptere, at selskabet kunne indrette sig efter den, dog med et indfortolket krav om dokumentation. Da dieselolien blev tanket fra samme tank til både fradragsberettigede (generator) og ikke-fradragsberettigede (lastbiler) formål, og der manglede præcis måling, blev hele forbruget anset for ikke-fradragsberettiget i henhold til Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 3.

For elafgiften vedrørende kontor og garage, nægtede SKAT tilbagebetaling, da selskabet ikke havde fremlagt fakturaer eller måleropgørelser, der kunne dokumentere forbruget, som krævet af Elafgiftsloven § 11, stk. 16.

Selskabets argumentation

Selskabet påstod, at det var berettiget til godtgørelse af både mineralolieafgift og elafgift, da olien og elektriciteten utvivlsomt var anvendt til godtgørelsesberettigede procesformål i grusgraven. Selskabet henviste til den indgåede aftale med SKAT fra 2000, som ifølge selskabet ikke indeholdt et krav om måling, men derimod en beregningsmetode baseret på olieforbrug. Selskabet mente, at denne aftale udgjorde en bindende forhåndstilkendegivelse, som de havde indrettet sig efter. De argumenterede for, at deres faktiske elproduktion, omregnet fra olieforbruget, oversteg de 50.000 kWh, selvom de kun havde angivet en tiendedel af den producerede mængde el på grund af en fejlagtig opfattelse af godtgørelsesreglerne. Subsidiært påstod selskabet, at hvis olieafgiften ikke blev godtgjort, skulle pligten til registrering for elproduktion bortfalde, og den indbetalte el- og CO2-afgift skulle tilbagebetales.