Landsskatteretten: Skønsmæssig forhøjelse af indkomst og virksomhedsordning – Udeholdt restaurantomsætning

SKAT fastholdt, at de noterede omsætningstal var korrekte og kunne anvendes til indkomstopgørelsen, idet hovedparten af forhøjelsen var baseret på klagerens egne noteringer. SKAT vurderede også, at den beregnede bruttoavanceprocent ikke var urealistisk høj, og at det estimerede antal kunder pr. dag var plausibelt.

Klagerens argumenter

Klageren erkendte at have udeholdt omsætning, men bestred størrelsen af SKATs forhøjelser, især for årene 1999-2001, hvor der ikke fandtes kalenderbøger. Klageren mente, at SKATs antagelse om udeholdt omsætning for disse år, udelukkende baseret på fund fra senere år, manglede tilstrækkelig hjemmel. For årene 2002-2007 argumenterede klageren for, at SKATs brug af kalenderbogstallene førte til "exorbitante" og urealistiske forhøjelser.

En syns- og skønserklæring blev indhentet, som sammenlignede klagerens tal med Horestas normtal for bruttoavanceprocenter. Skønsmanden bemærkede, at klagerens selvangivne bruttoavanceprocent var usædvanlig lav. Skønsmanden oplyste desuden, at der i Horestas normtalsanalyse var anslået en sort omsætning svarende til 16,67% af den officielle omsætning blandt Horestas medlemmer. Klageren argumenterede for, at skønsmandens beregninger, der inkluderede denne påståede sorte omsætning, ikke kunne anvendes til at vurdere grundlaget for en skønsmæssig forhøjelse, da de per definition inkluderede udeholdt indkomst. Klageren foreslog i stedet, at en eventuel forhøjelse skulle tage udgangspunkt i Horestas normtal uden tillæg af den sorte omsætning.

Klagerens selvangivne og SKATs justerede bruttoavanceprocenter sammenlignet med Horestas normtal og skønsmandens skøn var som følger:

Klageren fremhævede desuden, at dennes privatforbrug var pænt og ordentligt og ikke var blevet kritiseret af SKAT, hvilket ifølge klageren indikerede, at den udeholdte indkomst ikke var så stor som antaget.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at skattepligtige skal selvangive deres indkomst i henhold til Skattekontrolloven § 1, og erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab baseret på løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, jf. Skattekontrolloven § 3. Hvis regnskabet ikke er udarbejdet på et tilstrækkeligt grundlag, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt, jf. Skattekontrolloven § 5.

Forhøjelse af indkomsten for 1999-2006

Landsskatteretten fandt, at klageren havde erkendt at have udeholdt omsætning i alle de påklagede indkomstår. Dette betød, at kravene til regnskabsgrundlaget ikke var opfyldt, og virksomhedens regnskabsmateriale var ufuldstændigt. SKAT var derfor berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt for indkomstårene 1999-2006.

Retten lagde til grund, at noteringerne i kalenderbøgerne for 2002-2006 var udtryk for faktiske tal relateret til restaurantens omsætning. SKAT havde dokumenteret en sammenhæng mellem de noterede tal og årsregnskaberne. Sammenholdt med det registrerede Dankort-salg måtte det konstateres, at der ikke havde været kontantsalg af betydning i restauranten, hvilket Landsskatteretten ikke anså for sandsynligt. Derimod ansås det for sandsynligt, at de i kalenderbøgerne noterede tal var udtryk for dagens faktiske omsætning.

På baggrund af klagerens erkendelse af udeholdt omsætning, fundet af 2 mio. kr. i kontanter i hjemmet, verificerbarheden af en række kalenderbogstal, og klagerens manglende alternative forklaring på de noterede tal, vurderede Landsskatteretten, at der var grundlag for at foretage forhøjelser af klagerens indkomst svarende til SKATs opgørelser.

For indkomstårene 1999-2001, hvor der ikke forelå kalenderbøger, bemærkede Landsskatteretten, at klageren ikke havde godtgjort, at SKATs skøn over omsætningen for disse år var urimelige. SKAT havde anvendt den samme fordelingsnøgle til beregning af den udeholdte omsætning som for de øvrige indkomstår. Landsskatteretten stadfæstede derfor afgørelsen for indkomstårene 1999-2006.

Forhøjelse af indkomsten for 2007

For indkomståret 2007 fandt Landsskatteretten, at SKAT ikke havde hjemmel til at foretage en forhøjelse af indkomsten, inden der var indgivet selvangivelse eller fristen for indgivelse af selvangivelse var udløbet. Dette er en forudsætning i Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1. Afgørelsen af 12. oktober 2007 var dermed ugyldig for så vidt angår indkomståret 2007. Landsskatteretten nedsatte derfor forhøjelsen for indkomståret 2007 til 0 kr.

Anvendelse af virksomhedsordningen

Landsskatteretten bemærkede, at det er en betingelse for anvendelse af virksomhedsordningen, at bogføringslovens krav opfyldes, jf. Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 1. Selvom en manglende adskillelse af virksomhedens og den private økonomi ikke i sig selv udelukker anvendelse af ordningen, skal der henses til virksomhedens karakter og omfang.

I denne sag var der tale om udeholdt omsætning af betydelig størrelse og systematisk karakter, herunder opbevaring af en betydelig kontant beholdning i hjemmet. Klagerens regnskabsmæssige forhold gjorde, at klageren ikke havde opfyldt de regnskabsmæssige krav. Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke var berettiget til at anvende virksomhedsordningen for indkomstårene 1999-2006. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen om beskatning af opsparet overskud.

SKAT baserede sit skøn på en opgørelse for december 2012 og perioden 1. januar til 19. februar 2013. For december 2012 var den gennemsnitlige udeholdelse pr. dag 1.210 kr., hvilket førte til et skøn på 387.500 kr. inkl. moms for hele året (340 åbningsdage). Dette resulterede i en forhøjelse af salgsmoms på 77.500 kr. For perioden i 2013 var den gennemsnitlige udeholdelse pr. dag 1.159 kr., hvilket førte til et skøn på 187.500 kr. inkl. moms for første halvår 2013 og en forhøjelse af salgsmoms på 37.500 kr.

SKATs opgørelse for december 2012 viste følgende:

SKATs opgørelse for januar-februar 2013 viste følgende:

Klageren påstod, at SKATs skøn var utilstrækkeligt, da det var baseret på atypiske perioder, og at sammenligningen med branchegennemsnittet for restaurationsbranchen var misvisende, da virksomheden var en kinesisk grillbar med take-away. Klageren anførte også, at stigende vareindkøbspriser uden tilsvarende salgsprisregulering burde have medført et fald i bruttoavancen. Klageren hævdede desuden, at hun ikke havde kendskab til den udeholdte omsætning, og at beløbet måtte anses for at være medgået til samleverens private forbrug.

SKAT fastholdt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de udvalgte måneder var atypiske, og at skønnet var realistisk, underbygget af bruttoavancen efter forhøjelsen, som lå tæt på branchegennemsnittet. SKAT bemærkede også, at der ikke var dokumentation for de påståede prisstigninger på råvarer.