Landsskatteretten: Rette indkomstmodtager og privatforbrugsberegninger – Indkomstår 2007-2010

Klagerens argumenter

Klageren bestred afgørelserne og gjorde gældende, at [virksomhed3] e.K. havde fast driftssted i Tyskland og var rette indkomstmodtager af indtægterne fra [virksomhed2]. Han henviste til, at samarbejdet med [virksomhed2] var påbegyndt i 1998 med en tysk enhed, og at den tyske virksomhed havde overtaget forpligtelsen efter konkursen af et tidligere tysk selskab. Det blev fremhævet, at [person1]s personlige tilstedeværelse og værdiskabelse primært skete på det tyske marked. Klageren anførte, at de tyske regnskaber for [virksomhed3] e.K., udarbejdet af et anerkendt tysk revisionsselskab, skulle lægges til grund, og at disse viste negative egenkapitaler, hvilket udelukkede beskatning af løn og udbytte. Han henviste til Selskabsskatteloven § 8, stk. 2 og artikel 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Vedrørende fri bil bestred klageren, at bilen tilhørte [virksomhed1] ApS, men derimod [virksomhed3] e.K., og at han derfor ikke var skattepligtig af fri bil i Danmark efter Ligningsloven § 16, stk. 4. Han bestred også at have modtaget løn eller udbytte fra [virksomhed1] ApS, da selskabet ikke havde økonomisk overskud til udlodning.

Klageren bestred endvidere SKATs privatforbrugsopgørelser, idet han mente, at de ikke tilstrækkeligt tog højde for familiens økonomiske situation og [person1]s omfattende rejseaktivitet i Tyskland. Han anførte, at privatforbruget var finansieret ved gældsoptagelse i den tyske virksomhed, som delvist var tilbagebetalt i 2010 og 2011.

SKATs og Skatteankenævnets begrundelse

SKAT og Skatteankenævnet fastholdt, at [person1] havde firmabil stillet til rådighed, skattepligtigt efter Ligningsloven § 16, stk. 4, og at værdien var korrekt opgjort. De henviste til, at indtægterne fra [virksomhed2] var indsat på [person1]s tysk registrerede personligt ejede virksomhed [virksomhed3] e.K., men at ydelserne reelt blev leveret af [virksomhed1] ApS. Den udbetalte løn til [person1] blev derfor anset for maskeret udlodning, da beløbene måtte anses for udeholdt omsætning i [virksomhed1] ApS, og det blev fundet godtgjort, at beløbene havde passeret [person1]s økonomi som eneanpartshaver i henhold til Statsskatteloven § 4 og Ligningsloven § 16 a, stk. 1. SKAT afviste de tyske regnskaber for [virksomhed3] e.K. som konstruerede, da de var udarbejdet sent og indeholdt udgifter, der allerede var bogført i [virksomhed1] ApS. SKATs privatforbrugsopgørelser var baseret på Forbrugerstyrelsens familiebudget og justeret for [person1]s rejseaktiviteter. SKAT fastholdt, at [person1] havde en skærpet bevisbyrde for at dokumentere indsætninger på sine private bankkonti.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelser for indkomstårene 2007-2010. Retten fandt, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der gav grundlag for at ændre Landsskatterettens tidligere afgørelse fra 2011 om rette indkomstmodtager. Det tidligere [virksomhed1] ApS blev fortsat anset for rette indkomstmodtager af indtægterne fra [virksomhed2]. Dette blev understøttet af, at det tyske Finanzamt med afgørelse af 20. november 2015 havde fraskrevet sig beskatningsretten for [person1] i perioden 2008-2010, idet han ikke blev anset for at have haft fast driftssted i Tyskland.

Landsskatteretten tiltrådte de foretagne forhøjelser af [person1]s skattepligtige indkomster vedrørende yderligere løn og værdi af fri bil for alle de omhandlede år (2007-2010). Der var ikke oplyst om ændrede forhold for 2007 og 2010, der kunne føre til et andet resultat for disse år.

SKATs skønsmæssige forhøjelser af den skattepligtige indkomst for maskeret udlodning for 2008, 2009 og 2010 blev også stadfæstet. Retten lagde vægt på følgende:

• De af klagerens revisor udarbejdede regnskaber for [virksomhed3] e.K. var opgjort flere år efter de omhandlede indkomstår og blev anset for behæftet med stor usikkerhed.
• SKATs skønsmæssige forhøjelser var baseret på privatforbrugsopgørelser, udarbejdet med udgangspunkt i Forbrugerstyrelsens familiebudget, som er baseret på et normalforbrug og normalpriser. De negative beregninger viste, at [person1] havde haft indtægter, som ikke var selvangivet.
• SKAT var berettiget til at foretage skønsmæssige forhøjelser i henhold til Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Det påhvilede [person1] at godtgøre, at forhøjelserne skulle tilsidesættes.
• Ved ansættelserne var der taget højde for husstandens størrelse og forbrug, herunder ferierejser m.v., og et årligt fradrag på 18.000 kr. var anerkendt som følge af [person1]s rejseaktiviteter.
• Det var ikke dokumenteret, at [person1] ved øget gældssætning var tilført likviditet til privatforbrug.

Samlet set fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte de af SKAT foretagne skønsmæssige forhøjelser, og der blev ikke fundet sagsbehandlingsfejl. De foretagne forhøjelser blev derfor stadfæstet i det hele.

Klageren påstod, at aktieindkomsten skulle nedsættes med 3.500.000 kr. og gjorde gældende, at likviditeten i selskabet ikke var anvendt til privatforbrug, men til finansiering af rekonstruktion for klagerens tidligere ægtefælle, herunder projekter i Tyskland og servicering af kreditorer via de nu konkursramte selskaber [virksomhed2] A/S og [virksomhed3] A/S. Klageren anførte, at det var umuligt at anvende de samme penge til privatforbrug, og at SKAT ikke havde indikationer på private udtræk. Klageren henviste desuden til, at hun via arv og forsikringssum havde likviditet til at finansiere sit privatforbrug uden udbytte fra det tyske selskab.

Landsskatteretten forsøgte forgæves at modtage yderligere oplysninger og dokumentation fra klageren vedrørende rådighed og anvendelse af beløbet.