Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen drejede sig om en klagers anmodning om genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 1993 med henblik på at opnå fradrag for renteudgifter på 73.649 kr. Anmodningen blev afvist af SKAT og skatteankenævnet, hvilket klageren påklagede til Landsskatteretten.
Klageren anførte, at renteudgifterne ikke var medtaget i den oprindelige selvangivelse, og at skattemyndighederne under en tidligere sag ved Landsskatteretten havde givet et tilsagn om, at fradraget ville blive godkendt, hvis det kunne dokumenteres at vedrøre 1993. Klageren mente, at dette tilsagn var bindende og sidestilledes med en begunstigende forvaltningsakt. Klageren hævdede desuden, at den fornødne dokumentation først var tilvejebragt under sagens behandling ved Østre Landsret i 2004, og at anmodningen om genoptagelse derfor var fremsat inden for fristerne i Skattestyrelsesloven § 35, stk. 2.
Skatteankenævnet afviste genoptagelsesanmodningen på fire hovedpunkter:
Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om ikke at pålægge SKAT at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 1993.
Landsskatteretten fandt, at den tilkendegivelse, som SKAT fremkom med under sagens behandling ved Landsskatteretten, ikke kunne anses for at være et retsbeskyttet tilsagn, som klageren kunne støtte ret på. Retten lagde vægt på, at tilkendegivelsen blev fremsat som led i behandlingen af den skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst og alene relaterede sig til muligheden for fradrag, hvis betingelserne var opfyldt. Den medførte ikke et retsbeskyttet krav på genoptagelse uanset overholdelse af lovgivningsmæssige frister.
Landsskatteretten henviste til Skattestyrelsesloven § 34, stk. 1, som fastsætter den ordinære genoptagelsesfrist. Da klagerens anmodning om genoptagelse blev fremsat den 2. december 2003, var denne frist udløbet.
Muligheden for ekstraordinær genoptagelse efter Skattestyrelsesloven § 35, stk. 1 (nu videreført i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1) blev også afvist. Retten fandt, at:
Endvidere blev 6-månedersfristen i Skattestyrelsesloven § 35, stk. 2 anset for overskredet. Klageren var i 2001, under den tidligere sag ved Landsskatteretten, bekendt med, at fradraget ikke var selvangivet, men anmodede først om genoptagelse den 2. december 2003.
På baggrund af ovenstående fandt Landsskatteretten det berettiget, at skatteankenævnet ikke havde pålagt SKAT at genoptage skatteansættelsen.

Kirkeministeriet sender et nyt notat med 11 konkrete ændringsforslag i høring hos landets anerkendte trossamfund.


Sagen omhandler en klager, der driver personlig virksomhed med udlejning af erhvervsejendomme, og som anmodede om genoptagelse af sin skattepligtige indkomst for indkomstårene 2017 og 2018. Klageren ønskede at anvende virksomhedsordningen (VSO) og fradrag for en række udgifter, herunder renteudgifter, driftsudgifter samt udgifter til advokat, ejendomsmægler og renovering i forbindelse med salg af erhvervsejendommen i 2018. Skattestyrelsen havde delvist imødekommet genoptagelsen ved at nedsætte indkomsten for 2017 og 2018, men havde afvist anvendelse af VSO og fradrag for visse renteudgifter.
Klageren anmodede om fradrag for yderligere driftsudgifter på 23.562 kr. for indkomståret 2017, primært vedrørende service af gaskedel og internetforbindelse. Skattestyrelsen godkendte fradraget i henhold til , da udgifterne var dokumenterede og afholdt i tilknytning til virksomheden. Landsskatteretten stadfæstede denne del af afgørelsen.
Satser og beløbsgrænser i lov om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven)
Efter en dom fra Højesteret ændrer Erstatningsnævnet praksis for, hvornår der skal betales renter af erstatningskrav som følge af sagsbehandlingstid.
Klageren anmodede om fradrag for udgifter til advokat og ejendomsmægler på i alt 278.412 kr. (inkl. moms) og 27.907 kr. (inkl. moms) i forbindelse med salg af erhvervsejendommen i 2018. Skattestyrelsen anerkendte, at udgifterne skulle tillægges ejendommens anskaffelsessum i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 4. Momsen af disse udgifter, i alt 61.264 kr., blev dog ikke anset for fradragsberettiget efter Momsloven § 37 og Momsloven § 13, stk. 1, nr. 9, da salget af ejendommen ikke blev betragtet som en virksomhedsoverdragelse efter den dagældende Momsloven § 8. Skattestyrelsen mente dog, at momsen skulle indgå i avanceopgørelsen. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse og godkendte et skattemæssigt fradrag for de afholdte udgifter inkl. moms på 61.194 kr., jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da momsen ikke var fradragsberettiget efter momsloven.
Klageren havde afholdt udgifter til renovering og vedligeholdelse af erhvervsejendommen på i alt 308.876 kr. (inkl. moms) og yderligere 29.428 kr. (inkl. moms) for 2016 og 2017. Skattestyrelsen nedsatte ejendomsavancen med 287.187 kr. efter fradrag af bundgrænsen på 10.000 kr. pr. år for 2016 og 2017, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede denne nedsættelse, da udgifterne var dokumenterede.
Klageren ønskede at anvende virksomhedsordningen (VSO) og henviste til, at indskudskontoen og kapitalafkastgrundlaget havde været 0 kr. i alle år (1999-2021), og at der ikke var opsparet overskud. Skattestyrelsen afviste anvendelse af VSO med henvisning til manglende opfyldelse af bogføringskrav, herunder manglende løbende registrering af indskud og hævninger på en mellemregningskonto, jf. Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 1 og Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 4. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og lagde vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret en løbende bogført hævekonto eller en fyldestgørende opgørelse af indskudskontoen og kapitalafkastgrundlaget.
Klageren anmodede om yderligere fradrag for renteudgifter på 128.784 kr. for 2017 og 76.126 kr. for 2018, ud over de indberettede renter. Dette inkluderede renteudgifter til bank, valutakursregulering på valutalån og renter på gæld til klagerens selskab. Skattestyrelsen afviste fradraget grundet manglende dokumentation, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen og fandt, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort de yderligere renteudgifter eller tab som følge af valutakursreguleringer, der kunne fradrages efter Kursgevinstloven § 25, stk. 2 eller Ligningsloven § 5.
Klageren anmodede om fradrag for udgifter afholdt i 2012 og 2016. Skattestyrelsen afviste fradraget, da anmodningen om genoptagelse for disse indkomstår var for sent modtaget, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2, og der ikke forelå særlige omstændigheder for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse.

Sagen omhandlede en klagers anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2012 og 2013 med henblik på...
Læs mere
Sagen omhandlede klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2005 og 2006...
Læs mereLovforslag om ændring af skatteregler vedrørende minimumsbeskatning og internationale koncerner