Fradrag for omkostninger ved lukning af forretningsområder

Sagen omhandlede et tysk datterselskab, H1 GmbH, der var sambeskattet med sit danske moderselskab, H3 A/S. Selskabet havde i indkomståret 2002 afholdt betydelige udgifter til restrukturering, primært i forbindelse med lukning af dets fastnet- og internetaktiviteter for at fokusere på mobiltelefoni. De samlede udgifter udgjorde ca. 52,7 mio. EUR (svarende til ca. 394,7 mio. kr.).

SKAT havde ikke godkendt et straksfradrag for disse udgifter. I stedet anså SKAT udgifterne for at være rationaliseringsudgifter, der skulle afskrives over 10 år. SKAT argumenterede for, at udgifterne, uanset deres art, skulle bedømmes efter deres formål, som var at forbedre selskabets fremtidige indkomstgrundlag gennem en reduktion af omkostningsniveauet og eliminering af underskudsgivende aktiviteter. SKAT henviste til skattepraksis, herunder TfS 1997.126 LSR og TfS 1999.448 LR, som støtte for, at betydelige rationaliseringsudgifter skal aktiveres og afskrives.

Selskabets repræsentant nedlagde påstand om fuldt straksfradrag for udgifterne efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Selskabet argumenterede for, at de omtvistede udgifter ikke var rationaliseringsudgifter i skatteretlig forstand, da de ikke havde til formål at skabe fremtidige indtægter, men derimod var endelige tab forbundet med en indskrænkning af aktivitetsområdet. De fremhævede, at udgifterne primært vedrørte:

• Løn i opsigelsesperioden og fratrædelsesgodtgørelser til medarbejdere.
• Erstatningskrav fra kunder og forpligtelser ifølge teleaftaler.
• Husleje og reetablering af lejede lokaler.
• Omstilling/nyprogrammering af software og bemanding af kundecenter.

Selskabet gjorde gældende, at lønomkostninger og udgifter til reetablering af lejede lokaler var almindelige driftsomkostninger eller straksfradragsberettigede efter Afskrivningsloven § 39, stk. 6. Udgifter til softwareomstilling/nyprogrammering skulle straksafskrives efter Afskrivningsloven § 6, stk. 1, nr. 4. Erstatningsudgifter blev anset for at være pådraget som led i normal driftsrisiko. Selskabet bestred, at udgifterne var væsentlige i forhold til virksomhedens omfang, og at de påvirkede den fremtidige indtjening i de fortsættende mobilaktiviteter. De anførte, at en forbedring af det samlede resultat alene skyldtes eliminering af underskudsgivende aktiviteter, ikke en forbedring af indkomstgrundlaget for de fortsættende aktiviteter.

SKAT anerkendte under sagens behandling, at visse beløb, herunder et løbende underskud på 1.992.229 EUR, softwarekøb på 48.000 EUR og softwareomstilling/nyprogrammering på 2.945.171 EUR, samt reetablering af lejede lokaler, kunne straksfradrages. Den resterende del af udgifterne fastholdt SKAT skulle afskrives over 10 år.