Afslag på refusion af skat for sandsugerskib grundet sejlads i begrænset fart

Retten bemærkede, at "begrænset fart" defineres som fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde, samt anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende, jf. Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b. Disse definitioner finder tilsvarende anvendelse for stenfiskerfartøjer og sandsugere, jf. Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2.

Det blev yderligere fremhævet, at Bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk § 13, stk. 2 fastslår, at virksomhed inden for området for begrænset fart ikke anses som søtransport ved anvendelse af Sømandsbeskatningsloven § 10.

Landsskatteretten lagde til grund, at ordlyden af Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2 klart indikerer, at virksomhed med sandsugere er omfattet af reglerne om begrænset fart. Dette understøttes af forarbejderne til loven, hvoraf det fremgår, at DIS-reglerne og sømandsfradragsreglerne kun finder anvendelse uden for området for begrænset fart.

Retten henviste desuden til EU-Kommissionens afgørelse 2009/380/EF, hvor Danmark oplyste, at virksomhed i "begrænset fart" (herunder i havne og fjorde) altid falder uden for de danske statsstøtteordninger.

Det var Landsskatterettens opfattelse, at aktiviteter foretaget af sandsugere i begrænset fart ikke skal medtages ved opgørelsen af refusionen efter Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2. De udførte arbejdsopgaver i april 2012 blev med rette henført til virksomhed i begrænset fart.

For så vidt angår den subsidiære påstand, henviste retten til Bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk § 9, som fastslår, at refusion sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse, og at registreringsforhold eller indvindingstilladelser ikke i sig selv er afgørende. Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens Bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk § 10 og Bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk § 11, at opgørelsen kan ske på måneds- eller årsbasis, og at kravet om 50 % søtransportaktivitet skal være opfyldt for den valgte periode for den virksomhed, der foregår inden for EU/EØS.

Landsskatteretten konkluderede, at vurderingen skal baseres på det konkrete arbejde, hvert skib udfører i den konkrete periode (månedsbasis), og ikke på den generelle virksomheds arbejde. Da rederiets skib "[x1]" havde foretaget søtransportaktivitet under 50 % af driftstiden i april 2012, kunne selskabet ikke få refusion for denne måned. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.

Skatteministeriet taber sag om begrænset skattepligt

En skibsreder og hans rederi har fået medhold i en sag mod Skatteministeriet om hæftelse for A-skat for serbiske besætningsmedlemmer.

Rederiet nedlagde påstand om, at de var berettiget til refusion, idet de mente, at SKATs fortolkning af reglerne var forkert, og at der ikke var hjemmel til at nægte refusion for de omhandlede aktiviteter. Sagen blev anset for at vedrøre den samme problemstilling som tidligere sager for Landsskatteretten vedrørende [virksomhed1] A/S, som også var offentliggjort i SKM2011.818.LSR.

En central del af sagens grundlag var Vestre Landsrets dom af 15. juni 2015 vedrørende [virksomhed1] A/S. Landsretten havde i denne dom behandlet begrænsningen af refusionsordningen i Sømandsbeskatningsloven § 10 til ikke at omfatte virksomhed inden for området for "begrænset fart". Det blev fastslået, at Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2 havde fornøden lovhjemmel, og at aktiviteter i Limfjorden, der bestod i oprensning af indsejlinger og sejlrender, faldt inden for "begrænset fart" i henhold til Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og derfor ikke skulle anses som søtransport. Landsretten behandlede også spørgsmålet om "entreprenørmæssig virksomhed", hvor arbejde udført fra skibet, der var nødvendigt for arbejdets udførelse, blev anset for at falde uden for refusionsordningen.