Skattepligtig gave og privatforbrug – utilstrækkelig dokumentation for fradrag

Klageren var registreret som direktør i flere selskaber, hvoraf et gik konkurs, men klageren hævdede identitetstyveri og ingen reel tilknytning til det konkursramte selskab. Klageren havde ingen selvangiven indkomst i de pågældende år.

Skattepligtig gave

Klageren ejede 75 % af en ejendom på [adresse1], mens [person2] ejede 25 %. Klageren modtog 5.000 kr. månedligt (60.000 kr. årligt) fra [person2], som klageren mente dækkede [person2]s andel af ejendommens udgifter. SKAT beregnede, at [person2]s faktiske andel af udgifterne var lavere end de indbetalte 60.000 kr., og anså differencen som en skattepligtig gave, da [person2] ikke var omfattet af personkredsen i Boafgiftsloven § 22.

SKATs opgørelse af de modtagne beløb fra [person2] i forhold til afholdte udgifter var som følger:

Privatforbrug

SKAT beregnede et negativt privatforbrug for klageren og forhøjede indkomsten skønsmæssigt med henvisning til Danmarks Statistiks gennemsnitlige privatforbrug for enlige uden børn. Klageren anførte, at han havde levet af lån fra sin moder, dokumenteret ved gældsbreve og kontoudtog, og at hans livsførelse var yderst beskeden på grund af sygdom og manglende indkomst. Klagerens repræsentant argumenterede for, at Danmarks Statistiks gennemsnitstal ikke var relevante for en person i klagerens situation og henviste til Justitsministeriets rådighedsbeløb for gældssanering som en mere passende målestok for et minimumsforbrug. Repræsentanten påpegede også fejl i SKATs privatforbrugsberegninger, herunder dobbeltmedregning af renteudgifter og manglende indregning af alle overførsler fra moderen.

Klagerens repræsentant opgjorde de samlede midler til rådighed fra moder og [person2] til:

Klagerens repræsentant argumenterede for, at disse midler dækkede klagerens udgifter, herunder husleje på 2.500 kr. månedligt i en andelsbolig, og at der derfor ikke var grundlag for en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. Statsskatteloven § 4. Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, og Skatteforvaltningen kan kræve oplysninger om formue og privatforbrug, jf. Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6b, stk. 1. Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt, og Skatteforvaltningen kan skønsmæssigt fastsætte en indkomst, der giver mulighed for et rimeligt privatforbrug, jf. fast praksis, herunder SKM2011.208H.

Skattepligtig gave

SKAT havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 med henholdsvis 20.354 kr., 19.678 kr. og 18.725 kr., idet beløbene blev anset for skattepligtige gaver fra medejer [person2]. Klagerens repræsentant anførte, at beløbene udgjorde [person2]s andel af ejendomsudgifter eller lejeindtægt under bundgrænsen.

Landsskatteretten lagde til grund, at de samlede ejendomsudgifter for [adresse1] udgjorde:

Klageren modtog 60.000 kr. årligt fra [person2]. Da klageren var registreret med 75 % ejerandel og [person2] med 25 %, udgjorde [person2]s andel af udgifterne henholdsvis 39.467 kr., 40.322 kr. og 41.275 kr. for de pågældende år. Klageren havde ikke dokumenteret, at det yderligere modtagne beløb (differencen mellem 60.000 kr. og [person2]s andel af udgifterne) knyttede sig til ejendomsudgifter eller var lejeindtægt, da der ikke forelå en lejekontrakt eller anden dokumentation. Landsskatteretten fandt det derfor berettiget, at SKAT havde anset den yderligere indkomst for at stamme fra skattepligtig gave efter Statsskatteloven § 4. [person2] var ikke omfattet af personkredsen i Boafgiftsloven § 22, hvilket medførte skattepligt. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse på dette punkt.

Privatforbrug

SKAT havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 211.000 kr., 129.000 kr. og 146.000 kr. for henholdsvis 2011, 2012 og 2013, baseret på et negativt privatforbrug og en skønsmæssig ansættelse ud fra gennemsnitstal fra Danmarks Statistik. SKATs hjemmel til ændring af indkomstansættelsen for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 var Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 og Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.

Landsskatteretten tog udgangspunkt i Skatteankestyrelsens privatforbrugsopgørelser. Henset til de fremlagte gældsbreve, forklaringen fra klagerens søster på retsmødet, og det fremlagte materiale om tilbagebetaling af større beløb til moderen efter salg af en ejendom i 2014, fandt Landsskatteretten det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klagerens leveomkostninger var betalt ved midler modtaget fra hans moder i form af lån og yderligere løbende beløb. Ved at indregne disse midler i privatforbrugsopgørelsen fremkom et positivt privatforbrug for alle tre indkomstår.

Landsskatteretten fandt det endvidere godtgjort, at klageren, grundet oplyst sygdom, levevis og manglende indkomst, havde haft et beskedent privatforbrug, der ikke kunne beregnes ud fra gennemsnitstal fra Danmarks Statistik. Dette var i overensstemmelse med praksis, herunder SKM 2020.51.BR og SKM 2019.473.LSR. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for de foretagne forhøjelser i indkomstårene 2011-2013 vedrørende privatforbrug, og disse nedsattes derfor til 0 kr.

Landsskatteretten fandt, at formueopgørelserne var fejlbehæftede vedrørende mellemregningskontoen, og at der skulle foretages reguleringer. Retten afviste dog at medregne klagerens gæld til samleveren, da den ikke var tilstrækkeligt dokumenteret. Vedrørende kørselsgodtgørelse på 54.543 kr. fra selskabet, som dækkede erhvervsmæssige omkostninger, blev det fastslået, at kun 22.000 kr. kunne godskrives privatforbruget, da de resterende 32.000 kr. var øremærket til bilens drift. Efter disse justeringer blev klagerens privatforbrug beregnet til ca. -95.600 kr.

Landsskatteretten nedsatte på denne baggrund SKATs skønsmæssige forhøjelse fra 326.196 kr. til 200.000 kr., idet et passende privatforbrug blev skønnet til ca. 100.000 kr.