Dansk selskab var betalingspligtig af moms ved køb af hollandsk arbejdskraft til flodkrydstogter da der ikke forelå et fast forretningssted i Holland

Juridiske rammer for leveringssted

Hovedreglen for ydelser leveret til afgiftspligtige personer fremgår af Momsloven § 16, stk. 1, hvorefter leveringsstedet er der, hvor kunden har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed. Hvis ydelsen derimod leveres til et fast forretningssted i et andet land, er det dette lands momsregler, der gælder.

For at etablere et "fast forretningssted" kræves det ifølge Momsforordningens artikel 11, at stedet har:

• En tilstrækkelig permanent karakter.
• En passende struktur med hensyn til menneskelige og tekniske midler.
• Evnen til at modtage og anvende ydelserne til egne formål.

Da selskabet alene udøvede momsfritaget personbefordring jf. Momsloven § 13, stk. 1, nr. 15, var der ikke fradragsret for den beregnede moms, hvorfor forhøjelsen udgjorde en endelig omkostning for selskabet.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at selskabet var betalingspligtig af dansk moms af de indkøbte ydelser i henhold til Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3.

Retten lagde vægt på følgende i sin begrundelse:

"Landsskatteretten finder, at selskabet (...) har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed i Danmark. Der er herved lagt vægt på, at selskabet efter det oplyste havde sit vedtægtsmæssige hjemsted i Danmark, hvor også ledelsen mødtes."

Vedrørende spørgsmålet om et fast forretningssted i Holland konkluderede retten:

• Selskabet havde ikke godtgjort at have et fast forretningssted i Holland.
• Aktiviteten i Holland manglede tilstrækkelig permanent karakter og passende struktur.
• Selskabet havde ingen faste ansatte eller kontorer i Holland, men lejede blot et skib og fik leveret arbejdskraft på midlertidig basis.

Endvidere bemærkede retten, at det hollandske selskab havde udstedt fakturaer med teksten "Reverse Charge" til selskabets danske adresse og momsnummer uden indsigelse fra selskabet, hvilket yderligere understøttede, at parterne oprindeligt havde anset Danmark som leveringssted.

SKAT henviste til EF-domstolens sag C-168/84, Berkholz, og C-260/95, DFDS, samt SKM.2008.844 for at understøtte deres vurdering af fast forretningssted baseret på en varig samvirken af menneskelige og tekniske ressourcer.

Klagerens argumenter

Virksomhedens repræsentant påstod, at det bindende svar skulle ændres til 'nej'. Repræsentanten var enig i, at leveringsstedet var i Danmark, og at ydelserne var omfattet af Momsloven § 21d, stk. 1, nr. 3. Dog fastholdt repræsentanten, at virksomheden ikke etablerede sig i Danmark via de fire ansatte. De ansatte ville udelukkende udføre støtteopgaver, og der var ikke tilstrækkelige tekniske ressourcer i Danmark til at levere hovedydelsen (analyse og fortolkning af forsøgsdata, som udføres af en Project Manager i udlandet). Derfor skulle betalingspligten påhvile modtageren af ydelsen, jf. Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3.

De ansattes opgaver i Danmark blev beskrevet som: rettidig og effektiv kommunikation, projektansvar, forretningsudvikling, overholdelse af regulatoriske retningslinjer, opfølgning på laboratorier, udarbejdelse af rapporter og vejledning af nyansatte. Kontorarbejde udføres fra de ansattes private hjem med adgang til arbejdsgiverens laptop, monitor, printer og telefon. Repræsentanten argumenterede, at den værdi, der skabes for kunden, primært stammer fra Project Managerens analyse og fortolkning af data, ikke fra de danske medarbejderes subsidiære støttefunktion.

Skatteministeriets bemærkninger

Skatteministeriet, Koncerncentret, indstillede, at det bindende svar ændres til 'nej'. De anførte, at de danske virksomheder, der aftager ydelserne, ville være betalingspligtige for momsen. Ministeriet vurderede, at der ud fra de foreliggende oplysninger ikke var grundlag for at statuere, at selskabet havde fast forretningssted i Danmark.