Landsrettens stadfæstelse af byrettens ret til skønsmæssig nedsættelse af sagsomkostninger ex officio

Sagen vedrører en kære af Københavns Byrets afgørelse om sagsomkostninger i en civil sag. Den oprindelige sag omhandlede et spørgsmål om efterregulering af købesummen på en andelsbolig, som blev afgjort ved en delafgørelse i byretten. Spørgsmålet i delafgørelsen blev af retten betegnet som et simpelt spørgsmål om ordfortolkning.

Sagens forløb og byrettens afgørelse

Byretten traf den 23. maj 2008 afgørelse om sagsomkostninger. Her valgte dommeren at fastsætte beløbet til dækning af advokatomkostninger lavere end de vejledende takster. Dommeren begrundede dette med Retsplejeloven § 312, idet sagen blev anset for at være af simpel karakter, og at de tilkendte omkostninger dækkede modpartens faktiske behov for advokatbistand i den specifikke delafgørelse.

Kærendes argumenter

Kærende (tidligere sagsøger) indbragte afgørelsen for landsretten med følgende hovedpunkter:

• At salæret efter gældende regler kun kan fastsættes til et beløb mindre end minimumssalæret, hvis der foreligger en påstand herom fra modparten.
• At modparten ikke havde anmodet om en nedsættelse af omkostningerne under de vejledende takster.
• At retten ikke på eget initiativ (ex officio) kan fravige taksterne til ugunst for den vindende part.

Indkæredes og byretsdommerens bemærkninger

Indkærede valgte ikke at udtale sig under kæremålet. Byretsdommeren henholdt sig til sin afgørelse og uddybede i et fremsendelsesbrev, at fravigelsen af taksterne skete på baggrund af en konkret vurdering af sagens omfang og enkelhed i medfør af Retsplejeloven § 312.

Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse med følgende begrundelse:

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten slog fast, at en dommer i forbindelse med fastsættelse af sagsomkostninger har kompetence til på eget initiativ at fravige de vejledende satser for advokatsalærer. Retten lagde vægt på:

• At dommeren har adgang til at fastsætte et passende beløb ud fra et konkret skøn.
• At byretten i både dommen og det efterfølgende fremsendelsesbrev havde givet en fyldestgørende redegørelse for årsagen til fravigelsen.
• At der ikke var grundlag for at tilsidesætte det skøn, byretten havde udøvet i medfør af Retsplejeloven § 312.