Landsrettens dom i sag om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter færdselsuheld

Sagen omhandlede en anke af Odense Rets dom af 27. februar 2009, hvor Appellant, tidligere Sagsøger, krævede erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra If Skadeforsikring som følge af et færdselsuheld den 1. september 2005.

Sagens Baggrund

Parterne var enige om følgende hændelsesforløb:

• Appellantens personskade fra færdselsuheldet den 1. september 2005 var årsag til sygemelding i Danmark fra 1. september 2005 til 8. januar 2006.
• Appellanten havde opsagt sit job som taxachauffør op til september 2005, da han planlagde en motorcykelrejse til udlandet med afrejsedag den 2. september 2005.
• Appellantens arbejdsgiver bekræftede, at appellanten kunne have fortsat sit arbejde som taxachauffør, hvis han ikke havde sagt op, aflyst sin rejse eller ikke havde været sygemeldt.
• Appellanten opholdt sig i Danmark med danske leveomkostninger i den angivne periode grundet færdselsuheldet.

Sagen blev afgjort uden mundtlig hovedforhandling efter parternes enighed herom, jf. Retsplejeloven § 387.

Appellantens Anbringender

Appellanten gjorde gældende, at han havde et berettiget krav på erstatning efter Erstatningsansvarsloven for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. september 2005 til 8. januar 2006. Dette skyldtes, at han grundet sygemelding efter ulykken måtte aflyse sin planlagte udlandsrejse og opholde sig i Danmark uden at kunne bestride et arbejde. Han modtog sygedagpenge, men mente at have dokumenteret mulighed for fortsat indtjening som taxachauffør, hvis han ikke havde været sygemeldt. Appellanten argumenterede for, at hans opsigelse af fast ansættelse som taxachauffør var at sidestille med en orlov, og at han kunne have genoptaget arbejdet med dags varsel. Endvidere mente han, at Erstatningsansvarsloven § 2 ikke skulle fortolkes indskrænkende i den foreliggende situation.

If Skadeforsikrings Anbringender

If Skadeforsikring påstod stadfæstelse af byrettens dom og anførte følgende:

• Skadelidte har kun krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis et konkret tab som direkte følge af sygdomsperioden efter ulykken kan bevises.
• En skadelidt, der skulle have været på ferie uden lønindkomst i den periode, hvor vedkommende er syg, opnår ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
• Appellanten havde oplyst, at han ville have været på en længere udenlandsrejse af 6-12 måneders varighed, og det var ubestridt, at han forud for skadetidspunktet havde opsagt sit arbejde og var uden ansættelse.