Aarhus Universitet mod Skatteministeriet: Sag om forrentning af tilbagebetaling af energi- og miljøafgifter

Skattecentret anerkendte et samlet afgiftskrav på 52.845.904 kr., men opgjorde rentegodtgørelsen således, at universitetet kun var berettiget til rente efter rentecirkulærets punkt 7 for perioden 1. december 2000 til 31. december 2002, og punkt 8 for de øvrige perioder. Dette førte til en samlet rentegodtgørelse på 17.587.610 kr.

Universitets Påstande i Landsretten

Aarhus Universitet nedlagde fire påstande:

• Påstand 1: Skatteministeriet skal anerkende, at kravet for perioden 1. oktober 1998 til 31. december 2006 skal tillægges rentegodtgørelse efter rentecirkulærets punkt 7 for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2005.
• Påstand 2: Skatteministeriet skal anerkende rentegodtgørelse efter punkt 8 for 1. oktober 1998 til 5. december 1999, efter punkt 7 for 6. december 1999 til 31. december 2002, og efter punkt 8 for 1. januar 2006 til 31. december 2006.
• Påstand 3: SKAT's betalinger skal afskrives først på renter og dernæst på hovedstol.
• Påstand 4: Opgørelsen af rentegodtgørelsen skal hjemvises til SKAT til fornyet beregning.

Skatteministeriet påstod frifindelse for påstand 1, men tog bekræftende til genmæle over for påstandene 2, 3 og 4. Den primære tvist i landsretten var derfor forrentningen for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2005.

Landsrettens Begrundelse og Resultat

Landsretten behandlede primært spørgsmålet om forrentning af Aarhus Universitets tilbagebetalingskrav for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2005 (påstand 1). Kernen i tvisten var, hvorvidt der i denne periode forelå en "påkravssituation" i henhold til rentecirkulærets punkt 7, hvilket ville medføre forrentning fra indbetalingsdagen.

Påkravssituationens Fortsættelse

Det var enighed mellem parterne om, at der indtil Landsskatterettens kendelse af 20. december 2002 i den såkaldte købmandsskolesag, eksisterede en administrativ praksis, hvorefter universiteterne skulle opgøre den delvise momsfradragsret efter Momsloven § 38, stk. 2. Denne praksis udgjorde eller kunne sidestilles med en påkravssituation omfattet af rentecirkulærets punkt 7. Det påhvilede herefter Skatteministeriet at bevise, at denne etablerede påkravssituation senere var ændret eller ophørt.

Landsretten fandt, at:

• Kendelsen i købmandsskolesagen angik en erhvervsskole og adskilte sig retligt fra universiteterne. Universiteterne kunne derfor ikke umiddelbart lægge til grund, at kendelsen havde direkte virkning for dem, således at påkravssituationen ophørte.
• Genoptagelsescirkulæret af 11. juli 2003 (TSS 2003-21), der fulgte kendelsen, var alene rettet mod undervisningsinstitutioner omfattet af erhvervsskoleloven. Indholdet af cirkulæret gav ikke grundlag for at fastslå, at påkravssituationen for universiteterne var ophørt.
• Skattecenter Aarhus imødekom ikke universitetets anmodninger om tilbagebetaling af energiafgifter. Told- og Skattestyrelsens brev af 28. februar 2005 til Aarhus Universitet fastholdt, at Momsloven § 38, stk. 2 fortsat skulle anvendes for universiteterne.
• SKAT Hovedcentrets brev af 1. februar 2006 må anses for at have opretholdt en særlig praksis vedrørende principperne for opgørelse af den delvise momsfradragsret, som i relation til tilbagebetalingskravene må sidestilles med et påkrav efter rentecirkulærets punkt 7.

Afgørelse af Påstande

Landsretten tog Aarhus Universitets påstand 1 til følge, hvilket betyder, at universitetets krav på tilbagebetaling af energi- og miljøafgifter for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2005 skal tillægges rentegodtgørelse efter rentecirkulærets punkt 7.

Da Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle over for påstandene 2, 3 og 4, blev der afsagt dom i overensstemmelse hermed:

• Påstand 2: Aarhus Universitets krav på tilbagebetaling af energi- og miljøafgifter skal tillægges rentegodtgørelse efter rentecirkulærets punkt 8 for perioden 1. oktober 1998 til 5. december 1999, efter rentecirkulærets punkt 7 for perioden 6. december 1999 til 31. december 2002 og efter cirkulærets punkt 8 for perioden 1. januar 2006 til 31. december 2006.
• Påstand 3: SKAT's betalinger af Aarhus Universitets krav på tilbagebetaling af energi- og miljøafgifter (31 mio. kr. den 12. marts 2006, 24.605.811 kr. den 16. maj 2007 og 5.411.372 kr. den 17. april 2008) skal afskrives først på renter (rentegodtgørelse efter rentecirkulæret) og dernæst på hovedstol (afgiftskravet).
• Påstand 4: Opgørelsen af rentegodtgørelsen af Aarhus Universitets krav på tilbagebetaling af energi- og miljøafgifter hjemvises til SKAT til fornyet beregning.

Sagsomkostninger

Skatteministeriet blev pålagt at betale sagsomkostninger til Aarhus Universitet på i alt 129.000 kr. Beløbet omfatter 4.000 kr. til retsafgift og 125.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand. De idømte sagsomkostninger forrentes efter Renteloven § 8 a og skal betales inden 14 dage.

Kommissionen godkendte først ordningen den 17. juni 2009, dog med krav om betaling af EU's minimumsafgifter. Dette førte til vedtagelsen af Lov nr. 1384 af 21. december 2009 § 15 (2009-loven), der trådte i kraft den 1. januar 2010 og muliggjorde tilbagebetaling af CO2-afgift for perioden 2005-2009 under de nye betingelser. H1 A/S ansøgte om og modtog den 18. marts 2010 det tilbagebetalte afgiftsbeløb, men SKAT afviste at forrente beløbet.

SKATs argumentation

SKAT fastholdt, at der ikke var hjemmel til forrentning. De argumenterede, at kravet om tilbagebetaling ikke var omfattet af Opkrævningsloven § 12 eller Renteloven § 8, og at selskabet først erhvervede et retskrav på tilbagebetaling ved ikrafttrædelsen af 2009-loven. SKAT mente desuden, at beløbet ikke var "indbetalt efter påkrav" i henhold til Procesvejledningens afsnit J.3, punkt 7, og at udbetalingen skete inden for 30 dage, hvilket udelukkede renter efter punkt 8.

Selskabets argumentation

Selskabet påstod, at de var berettiget til forrentning efter Procesvejledningens afsnit J.3, punkt 7, primært baseret på den juridiske berigelsesgrundsætning. De fremhævede, at staten havde haft rådighed over beløbene og dermed en rentefordel. Selskabet argumenterede, at lovgivers tilkendegivelse i 2004-loven om tilbagebetaling skabte en klar forventning om refusion, og at betalingerne var sket "efter påkrav", da der var en lovfastsat pligt til indbetaling. De henviste til tidligere praksis (kantinemoms- og skolemoms-sagerne), hvor betaling efter gældende regler blev anset for "efter påkrav". Selskabet mente, at fraværet af en specifik rentebestemmelse i 2004- og 2009-loven ikke udelukkede forrentning efter almindelige retsgrundsætninger eller Procesvejledningen, og at lovgivers bemærkning om "beskedent rentetab" i 2004-loven understøttede dette.