Dom om Hævdserhvervelse på Jernbaneareal: Banedanmark mod Sagsøgte

Retsgrundlag og Anbringender

Sagen drejede sig om fortolkningen af hævdsreglerne i Danske Lov 5-5-1 og Danske Lov 5-5-2 i lyset af Jernbaneloven § 28 (tidligere Lov om DSB § 52 a, stk. 2), som fastslår, at hævd ikke kan vindes over jernbanearealer, der er matrikuleret som sådanne. Det centrale spørgsmål var, om hævd kunne vindes forud for den 1. juni 1988, hvor den gældende bestemmelse trådte i kraft.

Banedanmark anførte:

• Der kan ikke vindes hævd over jernbanearealer, hverken før eller efter 1988, da de ikke kan sidestilles med private arealer.
• Sagsøgte og tidligere ejere har ikke rådet over arealet i god tro eller med tilstrækkelig intensitet.

Sagsøgte anførte:

• Hævd kunne vindes over jernbanearealer, hvis råden var påbegyndt før 1968, og betingelserne for hævd var opfyldt forud for 1988.
• Tidligere ejere handlede i god tro, og brugen af arealet var intensiv.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten fandt, at det omtvistede areal, der var placeret mellem et levende hegn og ejendommene på Vej, i perioden fra i hvert fald 1950'erne og frem til efter 1988, ikke kunne henregnes til "statsbaneområdet" i henhold til den dagældende Lov nr. 221 af 31. maj 1968 om statsbanerne § 60. Dette betød, at offentligretlig regulering ikke var til hinder for, at der kunne vindes hævd på arealet forud for den 1. juni 1988.

Retten lagde til grund, at den tidligere ejer, Person 1, var i god tro om, at arealet var en del af hendes ejendom. Selvom arealet udgjorde ca. 400 m², og der i 1952 blev tinglyst en servitut vedrørende et privat vandløb, ændrede dette ikke vurderingen af god tro.

Da Person 1 havde rådet over det omtvistede areal med den fornødne intensitet i mere end 20 år forud for den 1. juni 1988, og da Sagsøgte er succederet i hendes ret, blev det fastslået, at der var vundet hævd over arealet. Skellet blev derfor fastlagt som bestemt i skelerklæringen af 14. marts 2024.

Domslut

• Sagsøgte blev frifundet for Banedanmarks påstande 1 og 2 (anerkendelse af matrikulært skel og fjernelse af bygninger/beplantning).
• Sagsøgte blev tillige frifundet for Banedanmarks påstand 3 (betaling af omkostninger til skelforretningen).
• Banedanmark blev pålagt at betale 58.180,82 kr. til statskassen inden 14 dage til dækning af Sagsøgtes udgifter til advokatbistand og vidnegodtgørelse. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.

Fredning – Stevns Klint

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.

De sagsøgte påstod frifindelse og gjorde gældende, at de havde vundet ejendomshævd over arealerne.

Landinspektørens Undersøgelser

En skelforretning blev afholdt den 21. maj 2019. Landinspektørens erklæring af 4. juni 2019 fremhævede:

• De oprindelige skelrør fra udstykningerne i 1967, 1970 og 1972 er intakte og korrekt placeret.
• Arealerne er anvendt som have med en intensitet, der svarer til havearealer i området, herunder tilplantning, fældning, græsslåning, opførelse af skure og legeudstyr.
• Kommunen har ikke dokumenteret modråden eller forsøg på at bryde hævden fysisk eller retligt før 2017.
• Hævdsperioden kan dokumenteres til mindst 20 år, sandsynligvis omkring 45 år.
• Parcelhusejerne var bekendt med kommunens ejerskab, men udviste ikke ond tro ved uretmæssig tilegnelse.

Landinspektøren konkluderede, at hævd skulle anerkendes, og at de gældende skel skulle følge de faktiske brugsgrænser.

Kommunens Synspunkter

Stevns Kommune anførte, at de sagsøgte ikke havde løftet bevisbyrden for hævd, da ejendomsretten er ukrænkelig, og hævd kræver særlige omstændigheder. Kommunen bestred, at de sagsøgte havde udøvet en ejers råden i mere end 20 år, og henviste til luftfotos, der angiveligt viste, at beplantningsbæltet havde været intakt. Kommunen hævdede at have ført løbende tilsyn og vedligeholdelse af bæltet og bestred, at de havde udvist passivitet. Endvidere gjorde kommunen gældende, at de sagsøgtes råden var i strid med offentlige forskrifter, og at de havde handlet i ond tro, da de var bekendt med, at arealet var udlagt som beplantningsbælte, og de oprindelige skelpæle var intakte.

Sagsøgtes Synspunkter

De sagsøgte fastholdt, at de havde rådet over arealerne i mindst 20 år og op til 47 år, og at hævdsperioden tidligst blev afbrudt ved retssagens anlæggelse i 2017/2019. De bestred, at kommunen havde udøvet løbende vedligeholdelse eller tilsyn, og henviste til, at kommunen selv havde beskrevet bæltet som misligholdt. De sagsøgte bestred også, at de havde handlet i ond tro, da de altid havde opfattet arealerne som ubrugte af kommunen, og at ond tro som udgangspunkt er irrelevant for hævd. De fremhævede, at deres råden var intensiv, kontinuerlig og synbar, og at kommunen ikke havde udøvet effektiv modråden.

Sagens Forløb

Skelforretning og Vidneforklaringer

Under skelforretningen oplyste Sagsøgte 1, at han købte sin ejendom i 1970 og umiddelbart derefter indhegnede grunden, inklusive beplantningsbæltet. Han anvendte arealet til hundehus, legehus, køkkenhave og havebassin. Han var bekendt med, at arealet var kommunens, men mente, det var muligt at anvende det som tilgrænsende lodsejer. Sagsøgte 2 overtog sin ejendom i 1975 og begyndte at slå græs på arealet i 1976. Han indhegnede arealet i 1978 og plantede kirsebær og røn i 1982. Sagsøgte 4, der købte sin ejendom i 2004, fik af ejendomsmægleren oplyst, at der var vundet hævd på arealet.

Kommunens Vedligeholdelse og Kendskab

Vidner fra Stevns Kommune forklarede, at beplantningsbæltet blev etableret i 1970 for at skærme mod industriområdet. Der var ikke en fast plan for vedligeholdelse, og bæltet skulle vokse sig højt og tæt. Kommunen opdagede den uretmæssige råden i 2013 i forbindelse med en beplantningsplan. Enkelte grundejere trak sig tilbage, men de sagsøgte gjorde det ikke. Kommunen har udført begrænset vedligeholdelse i dele af bæltet, hvor der var adgang.

Sagsøgtes Kendskab og Anvendelse

Sagsøgte 1 forklarede, at han var klar over, at beplantningsbæltet var kommunens område og skulle fungere som skærm mellem industri- og parcelhusområdet. Han havde dog fået oplyst af en tidligere nabo, at man måtte bruge arealet som have, hvis man selv stod for vedligeholdelsen. Han havde rådet over arealet som sin egen have siden indflytningen i 1970. Sagsøgte 2 var også bekendt med, at arealet var kommunens ejendom.