Dom om Hævdserhvervelse på Jernbaneareal: Banedanmark mod Sagsøgte

2.1Beløbsoversigt

3.1Banedanmarks anbringender

• Der kan ikke vindes hævd over jernbanearealer hverken før eller efter 1988, da arealerne ikke kan sidestilles med private ejendomme og er omfattet af samfundsmæssige interesser for jernbanedriften.
• Den rådende brug strider mod offentligretlig regulering, herunder færdselsrestriktioner på infrastrukturforvalterens område.
• Tidligere ejere har ikke handlet i god tro, da der i 1952 blev tinglyst en servitut med målfast rids over ejendommens udstrækning, og det omtvistede areal udgør en betydelig forøgelse af grunden.
• Råden har ikke været intensiv eller ensartet nok til at opfylde betingelserne for ejendomshævd.

3.2Sagsøgtes anbringender

• Forarbejderne til hævdforbuddet bekræfter, at det før 1988 var muligt at vinde hævd over jernbanearealer, hvis banen ikke var fornødent indhegnet.
• Samtlige hævdsbetingelser var opfyldt forud for den 1. juni 1988. Luftfotos fra 1954 og frem viser intensiv havebrug helt ud til det levende hegn.
• Tidligere ejere handlede i god tro, og sagsøgte er succederet i deres rettigheder. Den i U.2023.2074H opstillede princip om ond tro finder ikke anvendelse, idet der aldrig har været vished om, at arealet tilhørte Banedanmark.

4.1Gældende bestemmelser

"Dansk Lov 5-5-1: Hvis Gods og Ejendom nogen haver haft i Haand og Hævd i tyve Aar Ulast og Ukært til Tinge, det beholder hand, uden anden Adkomst at fremvise, angerløst og Uafvundet, med mindre det bevisis, at hand hafde det, enten til Pant eller i Forlæning, eller i Forsvar."

"Jernbanelovens § 28: Hævd kan ikke vindes over arealer, der i matriklen er registreret som jernbanearealer."

Bestemmelsen i jernbaneloven er en videreførelse af tidligere Lov om DSB § 52 a, stk. 2, der trådte i kraft den 1. juni 1988. Forarbejderne angiver, at bestemmelsen skulle afværge risikoen for, at nabolodsejere kunne vinde hævd over uindhegnede banearealer, hvilket kunne medføre inddragelse til anden brug og forstyrre jernbanedriften.

5.1Vurdering af statsbaneområde og god tro

Retten lagde vægt på, at det omtvistede areal i perioden fra 1950'erne og frem var placeret mellem et tæt levende hegn og selve baneområdet. Arealet var afskærmet og kunne efter sin karakter ikke henregnes til "statsbaneområdet" som defineret i den daværende Lov nr. 221 af 31. maj 1968 om statsbanerne § 60. Der fandtes derfor ingen offentligretlig barriere mod hævd forud for 1988.

Landsretten fastslog, at den tidligere ejer (Person 1) var i god tro om, at arealet hørte til ejendommen, idet haven fremstod som en samlet enhed, og der ikke forelå oplysninger, der burde have vakt tvivl. Det forhold, at arealet udgør ca. 400 m², og at der i 1952 blev tinglyst en servitut vedrørende et privat vandløb, kunne ikke ændre på vurderingen af god tro.

5.2Intensitet og hævdserhvervelse

Retten viste hen til luftfotos fra 1951, 1954 og senere, samt vidneforklaringer, der dokumenterede kontinuerlig og intensiv haveanvendelse helt ud til det levende hegn. Landinspektørens skelerklæring understøttede, at arealet havde været anvendt med stor intensitet af ejerne siden 1928. Da Person 1 rådede over arealet med den fornøden intensitet i mere end 20 år forud for den 1. juni 1988, og sagsøgte er succederet i hendes ret, er hævdserhvervelsen opfyldt. Skellet fastsættes derfor i overensstemmelse med skelerklæringen.