Klage over evalueringsmodel for miljøkriterier og tekniske specifikationer i IT-udbud afvist

Påstand 2: Vildledende tekniske specifikationer

Klageren hævdede, at SKI's svar på spørgsmål om serverkapacitet (spørgsmål 51 og 72) var i strid med gennemsigtighedsprincippet. Ifølge klageren medførte SKI's definitioner, at tilbudsgivere skulle byde med en pris, der var næsten fire gange højere end nødvendigt, eller afgive et ukonditionelt tilbud, da kravene ikke var i overensstemmelse med gængs markedsteknologi.

Påstand 3: Annullering af udbuddet

Som konsekvens af de påståede overtrædelser krævede klageren, at udbudsforretningen blev annulleret.

Klagenævnet for Udbud fandt ikke grundlag for at give IBM Danmark ApS medhold i klagen.

Vedrørende evalueringsmodellen for miljø (Påstand 1)

Klagenævnet tiltrådte SKI's argumentation om, at de to spørgsmål under miljøkriteriet havde hvert sit formål. Det ene spørgsmål vedrørte leverandørens service om at opkøbe CO2-kvoter på kundens vegne, mens det andet omhandlede leverandørens egen anvendelse af vedvarende energi. Da spørgsmålene havde forskelligt sigte, var modellen ikke i strid med udbudsreglerne. Påstanden blev derfor ikke taget til følge.

Vedrørende de tekniske serverspecifikationer (Påstand 2)

Klagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at SKI havde opstillet uforenelige tekniske krav. Den omstændighed, at en ønsket løsning kunne være uforholdsmæssigt dyr at realisere med eksisterende teknologi, indebar ikke, at SKI havde tilsidesat det EU-retlige gennemsigtighedsprincip. Denne påstand blev derfor heller ikke taget til følge.

Konklusion

Da påstand 1 og 2 blev afvist, blev påstanden om annullering af udbuddet (påstand 3) ligeledes afvist. Klagenævnet bemærkede desuden, at nævnet ikke har kompetence til at pålægge en ordregiver at lade et udbud gå om. Klagen blev samlet set ikke taget til følge.

Høring og sammenfattende redegørelse

Miljørapporten var i offentlig høring fra juli til september 2012, hvilket resulterede i mange høringssvar fra både nationale og internationale parter. Energistyrelsen udarbejdede en sammenfattende redegørelse i august 2013, der opsummerede høringssvarene og de tiltag, der var truffet som følge heraf. Dette inkluderede tiltag vedrørende støj og pattedyr, overvågning af seismicitet, kumulative effekter og CO2-projekter. Energistyrelsen understregede, at risikovurdering af konkrete CO2-projekter ville ske i forbindelse med en VVM-vurdering af det specifikke projekt, da det ikke var muligt på planlægningsniveauet.

Klagers synspunkter

Klager gjorde indsigelse mod miljøvurderingen og anførte, at risiciene ved EOR med CO2 ikke var tilstrækkeligt undersøgt. Klager mente, at lagring og anvendelse af CO2 indebar hidtil ukendte risici med uoverskuelige konsekvenser for miljøet, herunder det følsomme økosystem i Wattenmeer, som er udpeget som UNESCO verdensnaturarv og biosfæreområde. Klager afviste en udforskning baseret på indsamling af erfaringer ved første anvendelse af teknologien.

Energistyrelsens udtalelse

Energistyrelsen fastholdt sine tidligere bemærkninger fra den sammenfattende redegørelse. De henviste til hvidbogens afsnit om lækage, som beskrev, at forskning (f.eks. Gary Shaffers artikel i Nature Geoscience og IPCC's rapport fra 2005) indikerer, at en stor del af lagret CO2 vil forblive i undergrunden i lange perioder. Det blev fremhævet, at CO2-injektion til EOR sker i tætte kalkstenslag, der har tilbageholdt olie og gas i millioner af år, og at risikoen for lækage fra disse formationer er lille. Energistyrelsen anerkendte, at uheld kan forekomme, men understregede, at industrien og myndighederne har et beredskab. De gentog, at en detaljeret risikovurdering af korrosion og blow-outs ville finde sted ved godkendelse af konkrete projekter, da dette ikke var muligt på planlægningsniveauet.

Retsgrundlag

Sagen blev behandlet under Undergrundsloven § 1, stk. 2, nr. 1 og 2 og Undergrundsloven § 28a, som omhandler efterforskning, indvinding og anvendelse af undergrunden. Miljøvurderingen er udarbejdet i medfør af Miljøvurderingsloven § 3, stk. 1, nr. 1, jf. Miljøvurderingsloven § 16, stk. 1, som implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet. Loven stiller krav til miljørapportens indhold, jf. Miljøvurderingsloven § 7, stk. 1 og 2, og til den sammenfattende redegørelse, jf. Miljøvurderingsloven § 9, stk. 2. Overvågning af miljøpåvirkninger er reguleret i Miljøvurderingsloven § 11. Det blev også bemærket, at en miljøvurdering efter miljøvurderingsloven ikke træder i stedet for VVM-vurderingen efter Undergrundsloven § 28a, jf. Miljøvurderingsloven § 11a. Desuden er Rådets direktiv 93/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planer (Habitatdirektivet) artikel 6, stk. 3, og Espoo-konventionen relevante for vurderingen af grænseoverskridende miljøpåvirkninger.