HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Skanderborg Kommune eller Randers Kommune skulle betale mellemkommunal refusion til Vejle Kommune for udgifter til anbringelse af en borger med vidtgående psykiske handicap, efter at borgerens botilbud var opsagt på grund af manglende lovligt ophold. Borgeren havde oprindeligt haft bopæl i Skanderborg Kommune, men opholdt sig efter botilbuddets ophør mest hos sin mor i Vejle Kommune, som Ankestyrelsen udpegede som opholdskommune. Højesteret stadfæstede landsrettens frifindelse af begge kommuner, idet Skanderborgs refusionspligt var ophørt ved fraflytning, og hverken Skanderborg eller Randers havde udvist passivitet efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6.
Sagsøger: Vejle Kommune ved advokat Aleksander Lind.
Sagsøgte: Skanderborg Kommune og Randers Kommune, begge ved advokat Birgitte Pedersen.
Person 1, der oprindeligt havde bopæl i Skanderborg Kommune, blev i maj 2017 af denne kommune bevilget ophold efter serviceloven på Institution 3 i Randers Kommune. Skanderborg Kommune blev først efter bevillingen gjort bekendt med, at Person 1 ikke havde lovligt ophold i Danmark, da han havde undladt at ansøge om selvstændig opholdstilladelse senest ved fyldte 18 år (Dato 2017). Efter løbende dialog med Udlændingestyrelsen opsagde Skanderborg Kommune den 31. august 2018 botilbuddet med virkning fra udgangen af september 2018. Kommunen betalte for udgifterne til dette ophold, som ikke er del af sagen.
Person 1 ansøgte den 17. september 2018 om permanent opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte ham den 27. september 2018, at han havde lovligt ophold under sagsbehandlingen. Ansøgningen blev den 31. oktober 2018 afvist på grund af manglende betaling af ansøgningsgebyr, men samtidig forlængedes hans opholdstilladelse til den 31. oktober 2022.
I november 2019 blev Person 1 dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Randers Kommune, der da fungerede som opholdskommune, placerede ham den 1. april 2020 i et botilbud i Mariagerfjord Kommune.
Ankestyrelsen traf den 25. maj 2020 afgørelse om, at Vejle Kommune var opholdskommune for Person 1 med pligt til at yde hjælp efter ophøret af botilbuddet på Institution 3 i september 2018. Det skyldtes, at Person 1 herefter mest opholdt sig hos sin mor i Vejle Kommune. Afgørelsen indebar, at Randers Kommune havde ret til refusion fra Vejle Kommune for de udgifter, Randers Kommune havde haft som fungerende opholdskommune.
Vejle Kommune anlagde sag mod Skanderborg Kommune og Randers Kommune med krav om refusion. Vestre Landsret frifandt de to kommuner ved dom af 1. maj 2024 (BS-12879/2023-VLR). Vejle Kommune ankede dommen til Højesteret.
Vejle Kommune har for Højesteret gentaget sine principale og subsidiære påstande:
Skanderborg Kommune og Randers Kommune påstod stadfæstelse af landsrettens dom for de gentagne påstande og frifindelse for påstanden om tilbagebetaling af sagsomkostninger. Parterne var enige om de beløbsmæssige opgørelser.
De centrale retsregler, som Højesteret anvendte:
Sagen angik, om Skanderborg Kommune eller Randers Kommune skulle dække Vejle Kommunes udgifter til Person 1 fra 1. oktober 2018 efter reglerne om mellemkommunal refusion.
Vejle Kommunes synspunkter:
Skanderborg Kommunes synspunkter:
Randers Kommunes synspunkter:
Højesteret lagde til grund, at Skanderborg Kommune i en lang periode frem til den 30. august 2018 havde haft løbende dialog med Udlændingestyrelsen om Person 1's forhold og havde forsøgt at motivere og hjælpe ham med at søge opholdstilladelse.
Retten fandt, at Skanderborg Kommune hverken handlede forkert ved at opsige botilbuddet den 31. august 2018 eller ved at lade botilbuddet ophøre med udgangen af september 2018.
Det bemærkes herved, at det følger af servicelovens § 2, at serviceloven kun finder anvendelse på personer, som opholder sig lovligt her i landet, og at Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 42 a har forsørgelsespligten over for personer, der opholder sig ulovligt i Danmark.
Skanderborg Kommunes pligt til at betale refusion til Randers Kommune ophørte som følge heraf ved Person 1's flytning fra botilbuddet, jf. princippet i dagældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 1, jf. stk. 8 modsætningsvis.
Der var dermed ikke et refusionskrav mod Skanderborg Kommune, som Vejle Kommune kunne indtræde i. Højesteret fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at Skanderborg Kommune havde udvist passivitet ved at undlade at gribe ind og yde støtte, jf. dagældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 6.
Højesteret henholdt sig til Ankestyrelsens afgørelse af 25. maj 2020, hvorefter Vejle Kommune var opholdskommune for Person 1 med pligt til at yde hjælp fra ophøret af botilbuddet i september 2018, fordi Person 1 herefter mest opholdt sig hos sin mor i Vejle Kommune. Der var ikke fremkommet oplysninger, der kunne føre til en anden vurdering.
Der er ikke fremkommet oplysninger, som kan føre til en anden vurdering.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom og frifandt dermed Skanderborg Kommune og Randers Kommune for Vejle Kommunes principale og subsidiære refusionskrav samt for anerkendelsespåstanden. Vejle Kommune blev også frifundet for påstanden om tilbagebetaling af de sagsomkostninger, Vejle Kommune havde betalt efter landsrettens dom.
For Højesteretssagen blev Vejle Kommune pålagt at betale sagsomkostninger på 300.000 kr. til Skanderborg Kommune og 300.000 kr. til Randers Kommune inden 14 dage med procesrente efter rentelovens § 8 a.
Da der heller ikke var grundlag for at fastslå passivitet fra Randers Kommunes side efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, tiltrådte Højesteret frifindelsen af Randers Kommune.
