Sag om mellemkommunal refusion for udgifter til anbringelse

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og frifandt både Skanderborg Kommune og Randers Kommune for Vejle Kommunes påstande om refusion af udgifter og tilbagebetaling af sagsomkostninger.

Skanderborg Kommunes Frifindelse

Højesteret lagde til grund, at Skanderborg Kommune havde en løbende dialog med Udlændingestyrelsen om Person 1's forhold og forsøgte at hjælpe ham med at søge opholdstilladelse. Retten fandt, at Skanderborg Kommune ikke handlede forkert ved at opsige botilbuddet med udgangen af september 2018. Dette skyldtes, at Serviceloven § 2 kun finder anvendelse på personer med lovligt ophold i Danmark, og at Udlændingestyrelsen i medfør af Udlændingeloven § 42 a har forsørgelsespligten over for personer med ulovligt ophold. Skanderborg Kommunes pligt til at betale refusion til Randers Kommune ophørte ved Person 1's fraflytning fra botilbuddet, jf. princippet i Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1, jf. stk. 8 modsætningsvis. Der var ikke grundlag for at fastslå, at Skanderborg Kommune havde udvist passivitet ved ikke at gribe ind og yde støtte, jf. Retssikkerhedsloven § 9 c, stk. 6. Højesteret tiltrådte derfor, at Skanderborg Kommune blev frifundet.

Randers Kommunes Frifindelse

Højesteret bemærkede, at Ankestyrelsen den 25. maj 2020 havde afgjort, at Vejle Kommune blev opholdskommune for Person 1 med pligt til at yde hjælp efter ophøret af botilbuddet i september 2018. Dette var begrundet i, at Person 1 efterfølgende primært opholdt sig hos sin mor i Vejle Kommune. Højesteret fandt ikke grundlag for at fravige denne vurdering. Ligesom for Skanderborg Kommune fandt Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at Randers Kommune havde udvist passivitet ved ikke at gribe ind og yde støtte, jf. Retssikkerhedsloven § 9 c, stk. 6. Randers Kommune blev derfor også frifundet.

Sagsomkostninger

Vejle Kommune blev dømt til at betale 300.000 kr. i sagsomkostninger til Skanderborg Kommune og 300.000 kr. til Randers Kommune for behandlingen i Højesteret. Beløbene skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter renteloven.

Ensretning af begrebsbrug: Fra 'Opholdskommune' til 'Handlekommune'

En central del af lovforslaget er en sproglig modernisering, hvor begrebet 'opholdskommune' konsekvent ændres til 'handlekommune'. Dette sker i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) samt en lang række andre love på social-, beskæftigelses- og undervisningsområdet.

Formålet er at skabe større klarhed og forhindre tvivl og uenigheder mellem kommuner. 'Handlekommune' defineres som den kommune, der har pligten til både at yde hjælp til en borger og afholde de tilhørende udgifter.

Nye regler for fastlæggelse af handlekommune for børn (§ 9 a)

Lovforslaget nyaffatter § 9 a i retssikkerhedsloven for at skabe klarere regler for børn, især i komplekse situationer.

• Hovedregel: Et barns handlekommune er som udgangspunkt den samme som forældremyndighedsindehaverens handlekommune. Hvis forældre med fælles forældremyndighed bor i forskellige kommuner, er handlekommunen hos den forælder, barnet bor mest hos. Bor barnet lige meget hos begge, er det kommunen, hvor barnet har sin CPR-adresse.
• Anbragte børn: For et barn, der er anbragt uden for hjemmet, er handlekommunen den kommune, der traf afgørelse om anbringelsen. Dette sikrer kontinuitet i indsatsen, selvom forældrene flytter.
• Børn, der vender tilbage fra udlandet (§ 9 a, stk. 11): Ankestyrelsen får en ny bemyndigelse til i helt særlige tilfælde at udpege en handlekommune for et barn, der opholder sig i udlandet, men som forventes at komme til Danmark med danske myndigheders medvirken. Dette gør det muligt for en kommune at forberede den nødvendige socialfaglige indsats inden barnets ankomst. Det kan f.eks. være relevant for børn, der hentes hjem fra genopdragelsesrejser eller internationale børnebortførelser.
• Børn med uklar tilknytning (§ 9 a, stk. 10): Ankestyrelsen får bemyndigelse til at træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune, hvis det ikke kan fastlægges efter de almindelige regler. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis et barns forældre bor i udlandet. Afgørelsen træffes ud fra barnets samlede tilknytning til en kommune.
• Internationale sager: Der skabes klarhed om handlekommunen i sager om overførsel af kompetence efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Ændringer i handlekommuneregler for voksne og ved uenighed

• Bevaret handlekommune efter ophold på botilbud: En kommunes ansvar som handlekommune for en borger, der har fået ophold på et botilbud (f.eks. forsorgshjem, krisecenter, institution under Kriminalforsorgen) i en anden kommune, fortsætter, så længe borgeren bor på tilbuddet, et tilsvarende tilbud, og herefter indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune. Dette skal forhindre, at sårbare borgere efterlades uden en ansvarlig kommune, og at beliggenhedskommuner for botilbud belastes unødigt.
• Midlertidig handlekommune og refusion ved uenighed: Hvis kommuner er uenige om, hvem der er handlekommune, skal den kommune, hvor borgeren senest har haft CPR-adresse, fungere som midlertidig handlekommune. Det præciseres, at denne kommune fortsat er midlertidig handlekommune, selvom borgeren flytter, mens uenigheden består. Med en ny bestemmelse i § 9 c, stk. 9, får den midlertidige handlekommune en klar ret til at få refunderet sine udgifter af den kommune, der endeligt fastlægges som rette handlekommune.

Konsekvensændringer og ikrafttrædelse

Lovforslaget medfører en lang række konsekvensændringer i andre love for at implementere den nye terminologi. Dette gælder bl.a. lov om social service, lov om socialtilsyn, lov om sygedagpenge, lov om aktiv socialpolitik og diverse love på undervisningsområdet.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. oktober 2023.