Forsyningspligt og finansiering af elektroniske kommunikationstjenester: Anvendelse på mobile tjenester og internetabonnementer

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den belgiske forfatningsdomstol (Grondwettelijk Hof) vedrørende fortolkningen af forsyningspligtdirektivet (2002/22/EF), særligt artikel 9 og 32, samt gyldigheden af direktivet i forhold til lighedsprincippet.

Base Company NV og Mobistar NV, to belgiske telekommunikationsoperatører, anlagde sag mod Ministerraad (Ministerrådet) vedrørende nationale retsbestemmelser, der pålægger operatører af mobile kommunikationstjenester og internetabonnementer at bidrage til finansieringen af nettoomkostningerne ved disse tjenester som en del af forsyningspligten.

De centrale spørgsmål er, om den sociale takst for tjenester omfattet af forsyningspligten og den tilhørende kompensationsmekanisme også gælder for mobiltelefonitjenester og internetabonnementer, eller om de er begrænset til fastnetforbindelser. Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt medlemsstaterne kan lade flere særlige takstvalgmuligheder end dem, der er omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 2, være omfattet af forsyningspligten.

Base Company og Mobistar argumenterede for, at finansieringsforpligtelsen er i strid med EU-retten og udgør en forskelsbehandling. Ministerrådet anførte, at direktivets artikel 9, stk. 3, giver mulighed for at yde støtte til forbrugere til andre tjenester end dem, der er opregnet i direktivets artikel 4-7, herunder mobile tjenester.

Domstolen skulle tage stilling til, om forsyningspligtdirektivet tillader, at finansieringsordninger for forsyningspligtydelser udvides til at omfatte mobile kommunikationstjenester og internetabonnementer, og om direktivet er foreneligt med lighedsprincippet, hvis det ikke tillader en sådan udvidelse.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at forsyningspligtdirektivets artikel 9 og artikel 13, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at de særlige takster og den finansieringsordning, der er fastsat heri, finder anvendelse på tjenester vedrørende internetabonnementer, der kræver en fastnetforbindelse. De finder derimod ikke anvendelse på mobile kommunikationstjenester, herunder internetabonnementer leveret via mobile netværk. Hvis medlemsstaterne vælger at tilbyde mobile tjenester som "supplerende obligatoriske tjenester" i henhold til direktivets artikel 32, kan finansieringen heraf ikke ske gennem en ordning, der pålægger specifikke virksomheder bidrag.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med, at forsyningspligtdirektivets formål er at sikre et minimum af tjenester til en rimelig pris for alle slutbrugere. Direktivets artikel 4 omhandler specifikt fastnetadgang og telefonitjenester, hvilket indikerer, at forsyningspligten primært er knyttet til faste forbindelser. Udtrykket "på et fast sted" i artikel 4 modsætter sig ideen om mobile tjenester. Artikel 32 giver medlemsstaterne mulighed for at tilbyde supplerende tjenester, men forbyder samtidig at pålægge specifikke virksomheder en finansieringsbyrde for disse tjenester. Domstolen henviste også til direktivets betragtninger, som understreger, at medlemsstaterne ikke kan kræve bidrag fra markedsaktører til foranstaltninger, der ikke er en del af forsyningspligten.