Forbud mod salg med tilgift af finansielle tjenesteydelser og foreneligheden med EU-retten

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Belgien vedrørende fortolkningen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis og artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser.

Citroën Belux NV blev sagsøgt af Federatie voor Verzekerings- en Financiële Tussenpersonen (FvF) for at tilbyde en gratis omnium-forsikring i seks måneder ved køb af en ny Citroën. FvF mente, at dette var en ulovlig tilgift i strid med belgisk lov.

De centrale spørgsmål er:

• Er et nationalt forbud mod salg med tilgift, hvor mindst en ydelse er en finansiel tjenesteydelse, i overensstemmelse med EU-retten?
• Udgør et sådant forbud en ulovlig begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser?

Citroën argumenterede for, at forbuddet var en uforholdsmæssig restriktion, mens FvF hævdede, at det var nødvendigt for at beskytte forbrugerne.

Hof van Beroep te Brussel forelagde sagen for EU-Domstolen for at få en afklaring af EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 3, stk. 9, i direktiv 2005/29/EF og artikel 56 TEUF ikke er til hinder for en national bestemmelse, der generelt forbyder salg med tilgift, hvor mindst en af ydelserne er en finansiel tjenesteydelse, medmindre andet er fastsat i national lovgivning.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Direktiv 2005/29/EF tillader medlemsstaterne at opretholde eller indføre strengere regler for finansielle tjenesteydelser.
• Et generelt forbud mod tilgift kan være berettiget for at beskytte forbrugerne mod vildledning og manglende gennemsigtighed.
• Forbuddet er proportionalt, da det ikke går videre end nødvendigt for at beskytte forbrugerne, og der findes undtagelser i den nationale lovgivning.