Begrænsning af erstatning ved skadelidtes medvirken i trafikulykke

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal da Relação de Guimarães (Portugal) vedrørende fortolkningen af EU-direktiverne om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (72/166/EØF, 84/5/EØF og 90/232/EØF). Sagen er anlagt af Vítor Hugo Marques Almeida mod Companhia de Seguros Fidelidade-Mundial SA m.fl. vedrørende erstatning for skader lidt i en trafikulykke.

Almeida var passager i en bil, der kolliderede med en anden bil. Han blev alvorligt kvæstet, da han ikke brugte sikkerhedssele. Han sagsøgte forsikringsselskabet for den bil, han var passager i, samt føreren og ejeren af den anden bil og Fundo de Garantia Automóvel (den portugisiske garantifond for motoransvar).

Det centrale spørgsmål er, om EU-retten er til hinder for nationale bestemmelser, der tillader begrænsning eller bortfald af erstatningsansvaret, når en skadelidt passager selv har medvirket til skaden ved ikke at anvende sikkerhedssele.

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt den nationale erstatningsansvarsordning var forenelig med EU-retten, idet den nationale retspraksis tillader, at skadelidtes egen skyld kan medføre bortfald af erstatningskravet.

Domstolen fastslår, at EU-retten ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der tillader begrænsning eller bortfald af erstatningsansvaret i sådanne tilfælde, forudsat at der foretages en individuel vurdering af skadelidtes medvirken, og at de nationale bestemmelser ikke fratager EU-direktiverne deres effektive virkning.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF, artikel 2, stk. 1, i direktiv 84/5/EØF og artikel 1 i direktiv 90/232/EØF ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der i tilfælde af et sammenstød mellem to køretøjer, hvor en passager i et af køretøjerne er kommet til skade, og hvor ingen af førerne kan tilskrives fejl, tillader, at de forsikredes erstatningsansvar begrænses eller bortfalder.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at de nævnte direktiver ikke tilsigter en harmonisering af medlemsstaternes erstatningsansvarsordninger. Medlemsstaterne har frihed til at fastsætte erstatningsansvarsordninger for skader forvoldt ved færdsel med motorkøretøjer, så længe det sikres, at det erstatningsansvar, der gælder i henhold til national ret, er dækket af en forsikring i overensstemmelse med direktiverne. De nationale bestemmelser må dog ikke fratage direktiverne deres effektive virkning, hvilket ville ske, hvis en national lovgivning på grundlag af generelle og abstrakte kriterier enten bestemmer, at en skadelidts ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring bortfalder, eller uforholdsmæssigt begrænser retten til erstatning. I den konkrete sag fandt Domstolen, at den nationale lovgivning ikke uden videre udelukker eller uforholdsmæssigt begrænser skadelidtes ret til erstatning, da der foretages en individuel vurdering af skadelidtes medvirken.