ETS: Definitionen af 'brændselsbenchmark' for kobberproduktion og retten til gratiskvoter efter handelsperiodens udløb

Derudover spurgte Domstolen, om retten til tildeling bortfalder ved udløbet af handelsperioden, da der ikke findes en udtrykkelig overgangsbestemmelse i national ret.

Domstolen fastslog, at oxideringen af svovl i kobberkoncentratet med henblik på at producere ikkemålelig varme kvalificerer som en 'brændselsbenchmarket delinstallation'. Endvidere fastslog Domstolen, at en rettighed til gratistildeling for den tredje handelsperiode (2013-2020) ikke bortfalder ved periodens udløb, hvis retten først fastslås ved en retsafgørelse efter denne dato.

Fortolkning af 'Brændselsbenchmark' (Spørgsmål 1)

Domstolen afviste den tyske myndigheds indskrænkende fortolkning. Begrebet 'forbrænding' (Art. 3, litra t), i direktiv 2003/87/EF) dækker 'enhver oxidering af brændsel' og er ikke begrænset til fuldstændig oxidering eller til materialer, hvis primære formål er varmeproduktion.

• Begrebet 'brændsel' kan ikke indskrænkes, så det kun omfatter materialer, der kan erstattes af andre, eller hvis kulstofindhold overstiger en bestemt tærskel.
• Artiklen 3, litra d), i Afgørelse 2011/278/EU kræver blot, at input, output og emissioner 'vedrører' produktionen af ikkemålelig varme fra brændselsforbrænding, som forbruges til at producere et produkt. Dette skaber en operationel forbindelse, som var til stede i Aurubis’ anlæg.
• Da brændselsbenchmarket er en 'fallback-metode' med forrang for procesemissioner, skal anlæggets aktivitet, hvor ikkemålelig varme produceres ved oxidering af svovl i råstoffet, klassificeres som en brændselsbenchmarket delinstallation.

Tildeling efter periodens udløb (Spørgsmål 2)

Domstolen konkluderede, at retten til gratiskvoter for den tredje handelsperiode kan opfyldes efter den 31. december 2020. Dette er begrundet i retten til effektive retsmidler.

• Kvoter udstedt fra 1. januar 2013 er gyldige på ubestemt tid (Art. 13, stk. 1, Dir. 2003/87/EF).
• Nationale myndigheder skal kunne ændre de nationale tildelingstabeller og udstede kvoter for den tredje periode, selv efter periodens udløb, da relevante forordninger (især Forordning nr. 389/2013) fortsat finder anvendelse på operationer relateret til den tredje periode indtil 2026.
• Den centrale administrator har pligt til at undersøge, om de manglende kvoter er overført til reserven (Markedsstabilitetsreserven) eller auktioneret, og derefter afgøre, hvordan tildelingen til driftslederen bedst foretages.

Virksomhedens klagepunkter

Klageren gjorde gældende, at afgørelsen var forkert og anførte flere hovedargumenter:

• Primært synspunkt: Produktionsenheden var idriftsat længe før 2004 (oprindeligt i 1975), og de efterfølgende produktionsstop skyldtes ejerskifter og tekniske problemer. Derfor skulle kvoterne tildeles på baggrund af historiske udledningsdata i henhold til CO2-kvoteloven § 16 og § 17.
• Subsidiært synspunkt: Hvis enheden blev anset for ny, burde kvotetildelingen ske analogt med nøgletallet for støbejernsproduktion, som angivet i lovens bilag 2, punkt 30. Dette ville resultere i en markant højere kvotetildeling og var tidligere blevet anvendt for enhedens forrige ejer.

Energistyrelsens argumentation

Energistyrelsen fastholdt sin afgørelse og argumenterede for, at Energiklagenævnet ikke havde kompetence til at behandle sagen. Ifølge CO2-kvotelovens § 34, stk. 3 kan afgørelser om kvotetildeling efter lovens kapitel 4 (herunder § 19) ikke påklages, medmindre det drejer sig om en uenighed om datagrundlaget for historiske udledninger efter § 16, stk. 6, hvilket ikke var tilfældet her. Subsidiært mente styrelsen, at enheden reelt var en ny produktionsenhed, da den blev udskilt som en selvstændig virksomhed i september 2004 og genoptog produktionen i januar 2005 efter flere års stilstand.