Afgrænsning af lovvalg mellem Rom I og Rom II Forordningen ved forsikringsselskabers regreskrav efter færdselsulykker

Sagerne vedrører præjudicielle spørgsmål fra litauiske domstole om fastlæggelsen af lovvalget for et regressøgsmål mellem forsikringsselskaber, hvor et trækkende køretøj og dets påhængskøretøj er involveret i en ulykke i en anden medlemsstat end den, hvor forsikringsaftalerne er indgået. Konflikten opstod, efter at forsikringsselskabet for det trækkende køretøj udbetalte fuld erstatning til skadelidte i Tyskland og derefter krævede regres (tilbagebetaling af en del af beløbet) fra forsikringsselskabet for påhængskøretøjet.

De litauiske domstole (Vilniaus miesto apylinkės teismas og Lietuvos Aukščiausiasis Teismas) ønskede at fastslå, om regressøgsmålet mellem forsikringsgiverne skulle behandles som en kontraktlig forpligtelse under Rom I-forordningen (Rådsforordning (EF) nr. 593/2008) eller som en forpligtelse uden for kontrakt under Rom II-forordningen (Rådsforordning (EF) nr. 864/2007).

Det centrale spørgsmål var, hvilken lov der skulle anvendes til at afgøre ansvarsdelingen – loven i ulykkeslandet (Tyskland), som ifølge Rom II normalt gælder for skadevoldende handlinger, eller loven, der regulerede forsikringsaftalerne (Litauen), som ifølge Rom I gælder for kontraktlige forhold. Afgørelsen var vigtig, da tysk og litauisk ret foreskrev forskellige regler for ansvarsfordeling i sager med trækkende køretøjer og påhængsvogne.

Domstolen fastslog, at lovvalget i regressøgsmål mellem forsikringsgivere i disse situationer kræver en kombineret anvendelse af Rom I- og Rom II-forordningerne, idet de to regelsæt regulerer forskellige aspekter af det retlige forhold.

Direktiv 2009/103/EF finder ikke anvendelse

Domstolen afviste indledningsvis, at artikel 14, litra b), i direktiv 2009/103/EF (Motoransvarsdirektivet) indeholder en særlig lovvalgsregel, der tilsidesætter Rom I- og Rom II-forordningerne. Bestemmelsen begrænser sig til at fastsætte det territoriale omfang og dækningsniveauet for den lovpligtige ansvarsforsikring med henblik på at beskytte ofre, men regulerer ikke regressøgsmål mellem forsikringsselskaber.

Sondring mellem kontraktlige og ikkekontraktlige forpligtelser

Domstolen præciserede, at selvom forsikringsselskabets forpligtelse over for forsikringstageren er kontraktlig (Rom I), er regressøgsmålet mod det andet selskab relateret til erstatningsansvar uden for kontrakt, men afledt af subrogationsrettigheder. Kvalificeringen sker i to trin:

1. Ansvarsgrundlag og ansvarsdeling: Selve forpligtelsen til at yde erstatning til ofret for skaden (og den eventuelle fordeling af ansvaret mellem ejerne af de involverede køretøjer) er en forpligtelse uden for kontrakt.
2. Subrogationsretten: Forsikringsgiverens ret til at subrogere i ofrets rettigheder over for den anden ansvarlige forsikringsgiver følger af den kontrakt, der ligger til grund for forsikringsgiverens betaling.