Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Fernlund
Generaladvokat
Sharpston
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rayonen sad Varna (Bulgarien) vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (Bruxelles I Recast-forordningen).
Tvisten i hovedsagen stod mellem de tidligere ægtefæller Todor Iliev og Blagovesta Ilieva, som begge var statsborgere i en medlemsstat, men som havde fast bopæl i Italien på det relevante tidspunkt for ægteskabet, anskaffelsen af godet og skilsmissen.
Efter opløsningen af ægteskabet i 2015 anlagde Todor Iliev sag ved den bulgarske ret med krav om salg af en bil, der var anskaffet under ægteskabet, og som ifølge bulgarsk familielov (artikel 21 og 28) udgjorde ægtefællernes fælleseje. Blagovesta Ilieva bestred de bulgarske retters kompetence og hævdede, at de italienske domstole burde have kompetence i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, da hun var bosiddende i Italien.
Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt en tvist om deling af et gode, der er anskaffet under ægteskabet og betragtes som fælleseje, henhørte under undtagelsen for "formueforholdet mellem ægtefæller" i forordningens artikel 1, stk. 2, litra a). Hvis tvisten var udelukket, skulle kompetencen fastlægges efter national bulgarsk ret; hvis den var omfattet, skulle italienske domstole have kompetence i henhold til EU-retten.
De tre spørgsmål handlede samlet om, hvorvidt:
Domstolen (Sjette Afdeling) fastslog ved kendelse, at en tvist som den i hovedsagen omhandlede, vedrørende salg og deling af et gode erhvervet under ægteskabet efter afsigelse af skilsmissedom, ikke henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012.
Domstolen begrundede sin afgørelse med henvisning til kontinuitetsprincippet mellem fortolkningen af Bruxelles I Recast-forordningen og den tidligere Bruxelles-konvention. Da artikel 1, stk. 2, litra a), i forordningen er sammenfaldende med den tilsvarende bestemmelse i konventionen, anvendtes den etablerede retspraksis, især fra de Cavel-dommen (143/78).
Domstolen fastslog, at begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 1, stk. 2, nr. 1), ikke alene omfatter formueordninger, som af visse nationale lovgivninger specielt og udelukkende er udformet med henblik på ægteskabet, men også alle formueretlige forhold, som er en direkte følge af ægteskabet eller af dettes opløsning (præmis 28).
Retssager, der vedrører formueretlige forhold som en direkte følge af ægteskabets opløsning, falder derfor uden for det civil- og handelsretlige område, som forordning nr. 1215/2012 dækker. Denne tvist, der drejer sig om deling af fælleseje som en direkte konsekvens af skilsmissen, er derfor udelukket.
Vestre Landsret har afgjort, at en ægtepagt om egenkapitalinstrumenter ikke var præcis nok til at blive tinglyst som skilsmissesæreje.
Denne sag vedrørte en kommerciel tvist mellem sagsøger, Hans Peter Guldager, og sagsøgte, Kjeld Wessel Wetlesen, om påstået misligholdelse af en aftale vedrørende salg af et større parti specialudstyr til fødevareproduktion.
Sagsøger, Hans Peter Guldager, gjorde gældende, at parterne i oktober 2022 havde indgået en bindende mundtlig aftale, efterfulgt af skriftlig korrespondance, hvor Wetlesen forpligtede sig til at levere udstyret til en pris af Levering skulle have fundet sted den 1. december 2022. Da Wetlesen ikke leverede, hævede Guldager købet og krævede erstatning for differencetab, da han måtte anskaffe lignende udstyr hos en anden leverandør til en højere pris.
Generaladvokat Spielmann vurderer i sag C-876/24, at onlinekøb af flybilletter ikke giver passagerer ret til at anlægge sag ved egen bopæl baseret på selskabets forretningssted.
FN-kommission samler eksperter i New York for at drøfte de juridiske rammer for digitale aktiver og handelsplatforme.
Sagsøger krævede i alt 150.000 kr. i erstatning, svarende til merudgiften, samt procesrente fra sagens anlæg, jf. Renteloven § 3, stk. 1.
Sagsøgte, Kjeld Wessel Wetlesen, der førte sagen uden advokat, påstod frifindelse. Han gjorde gældende, at der aldrig var indgået en endelig, bindende aftale, men kun foreløbige forhandlinger. Han hævdede, at den skriftlige korrespondance alene var et udkast, og at en forudsætning for aftalen (finansiering af hans side) ikke var opfyldt.
"Sagsøgte fastholdt, at det på intet tidspunkt blev kommunikeret entydigt, at aftalen var endelig og bindende, og at forudsætningen om en ekstern godkendelse manglede."
Retten foretog en omfattende bevisførelse, der omfattede e-mailkorrespondance og vidneudsagn fra to af sagsøgers ansatte. Retten lagde vægt på følgende punkter:
Retten fandt, at den efterfølgende korrespondance bekræftede, at sagsøgte var klar over, at sagsøger betragtede aftalen som bindende, og at sagsøgte ikke i tide gjorde indsigelse mod dette synspunkt. Retten fastslog derfor, at der forelå en bindende aftale om køb, jf. almindelige aftaleretlige principper og Købeloven § 76, stk. 1.
Retten fandt, at den manglende levering udgjorde væsentlig misligholdelse, hvilket berettigede Guldager til at hæve købet og kræve erstatning for differencetab, jf. Købeloven § 25 og § 30. Det godtgjorte differencetab blev vurderet til 150.000 kr.
Sagen angik et erstatningskrav rejst af Samsung Electronics Europe Logistics B.V. (Samsung) mod deres transportør, Kuehn...
Læs mereSagen omhandlede en kommerciel tvist mellem sagsøger, FREDHEIM SHIPPING COMPANY A/S, et dansk rederi, og sagsøgte, Astil...
Læs mere
Nægtet fradrag for advokatudgifter - Tvist om tilbagekøbsret af anparter - Formuedisposition vs. indkomsterhvervelse
