Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen, Frankrig, EU-medlemsstater
Generaladvokat
Fernlund
Sagen vedrører et præjudicielt spørgsmål fra Conseil d’État (Frankrig) om, hvorvidt national lovgivning, der kræver forudgående godkendelse fra skattemyndighederne for at opnå udskydelse af beskatning af kapitalvinding i forbindelse med en grænseoverskridende fusion, er forenelig med EU-retten, navnlig etableringsfriheden (artikel 49 TEUF) og fusionsdirektivet.
Tvisten opstod, da det franske selskab SCI Cairnbulg Nanteuils (Cairnbulg) blev overtaget af dets eneste anpartshaver, det luxembourgske selskab Euro Park Service. I den forbindelse valgte Cairnbulg den særlige fusionsordning, der indebærer udskydelse af beskatningen af kapitalvinding – en skattefordel fastsat i direktiv 90/434/EØF.
Den franske skattemyndighed nægtede Cairnbulg (nu Euro Park) adgang til skatteudskydelsen med henvisning til, at selskabet ikke havde indhentet den ministerielle forudgående godkendelse, som var et krav i henhold til den franske skattelov (CGI artikel 210 C). Ifølge denne lovgivning var forudgående godkendelse kun påkrævet, når aktiver blev tilført en udenlandsk juridisk person, men ikke ved interne (franske) fusioner.
Euro Park anfægtede dette og gjorde gældende, at kravet om forudgående godkendelse udelukkende for grænseoverskridende transaktioner udgjorde en uberettiget restriktion på etableringsfriheden. Den nationale godkendelse var betinget af, at selskabet kunne godtgøre, at transaktionen var økonomisk begrundet, og at den ikke havde skattesvig eller skatteunddragelse som et hovedformål.
Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF og artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 90/434/EØF er til hinder for en national lovgivning som den franske, der differentierer mellem interne og grænseoverskridende fusioner vedrørende adgangen til skatteudskydelse.
Domstolen bemærkede først, at selvom medlemsstater har ret til at indføre anti-misbrugsforanstaltninger i henhold til direktivets artikel 11, stk. 1, litra a), udgør denne bestemmelse ikke en udtømmende harmonisering. De nationale tiltag skal derfor overholde EU’s primære ret, herunder etableringsfriheden.
Domstolen fandt, at den franske lovgivning skabte en klar restriktion for etableringsfriheden, da den behandlede grænseoverskridende fusioner mindre gunstigt end interne fusioner. Selvom bekæmpelse af skattesvig var et gyldigt alment hensyn, var den valgte foranstaltning disproportional.
Domstolen understregede, at den nationale lovgivning indførte en generel formodning om skattesvig og skatteunddragelse, hvilket stred mod direktivet. Direktiv 90/434/EØF tillader kun medlemsstaterne at nægte skattefordele i specifikke tilfælde af faktisk misbrug, ikke baseret på en generel regel, der:
Endelig konstaterede Domstolen, at de processuelle regler for den forudgående godkendelsesprocedure tilsidesatte kravet om retssikkerhed og effektivitet, især i betragtning af den uoverensstemmelse, der var mellem lovgivningen og skattemyndighedens praksis. Især blev det påpeget, at en implicit afgørelse om afslag (fire måneders stilhed) ikke automatisk blev begrundet, hvilket gjorde det vanskeligt for skatteyderen effektivt at føre sagen ved de nationale domstole. Afslag på EU-retlige skattefordele skal altid være begrundet.
Konkurrence- og ForbrugerstyrelsenKonkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt kapitalfonden Blue Equitys overtagelse af TRECO A/S efter en forenklet sagsbehandling.
Skatteministeriet
Sagen omhandlede, hvorvidt en grænseoverskridende fusion, hvor et dansk selskab ([virksomhed2] ApS) skulle fusionere ind i et tysk moderselskab, ville udløse dansk ophørsbeskatning. En afgørende forudsætning var, at det danske selskabs aktiver og passiver, primært patenter, ikke ville blive allokeret til et fast driftssted i Danmark efter fusionen.
Selskabet argumenterede for, at en ophørsbeskatning ville være i strid med EU-retten, specifikt etableringsfriheden i . De påpegede, at en tilsvarende national fusion mellem to danske selskaber ville være skattefri. Denne forskelsbehandling udgjorde en ulovlig restriktion, da den afholdt selskabet fra at omstrukturere sig på tværs af grænserne. Selskabet henviste til EF-Domstolens praksis, herunder , for at underbygge, at exitbeskatning af urealiserede avancer er en uforholdsmæssig hindring.
Satser i lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven)
Kommissionen har indledt nye retlige skridt mod en række medlemslande for manglende overholdelse af fælles regler inden for miljø, energi og retsvæsen.
Skatterådet, hvis afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten, fastholdt, at beskatningen var i overensstemmelse med både dansk lov og EU-retten. De henviste til Fusionsskatteloven § 15, stk. 4, som netop betinger skattefrihed af, at aktiverne forbliver i et dansk fast driftssted. Denne regel blev anset for at være en korrekt implementering af fusionsdirektivet (90/434/EØF), som har til formål at sikre medlemsstaternes ret til at beskatte avancer, der er opstået på deres territorium. Med henvisning til bl.a. Oy AA-dommen (C-231/05) blev det argumenteret, at hensynet til at bevare det nationale skattegrundlag og sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen er et tvingende alment hensyn, der kan retfærdiggøre en restriktion i etableringsfriheden.
Landsskatteretten konkluderede, at da der ikke ville eksistere et fast driftssted i Danmark efter fusionen, skulle der ske ophørsbeskatning i henhold til Selskabsskatteloven § 5.
Sagen omhandler en advokat, hvis skattepligtige indkomst for årene 2006-2008 blev forhøjet af SKAT. Forhøjelsen skyldtes...
Læs mereSagen omhandlede en anmodning om bindende svar fra et selskab, der ønskede at fusionere skattefrit med et nystiftet dans...
Læs mereLovforslag om ændring af skatteregler vedrørende minimumsbeskatning og internationale koncerner
