Energiklagenævnets afgørelse om afslag på anmodning om udtræden af CO2-kvoteordning

Energistyrelsens vurdering af de enkelte anlæg var som følger:

• Oliekedler 182-1 og 182-2: Konverteret til biodiesel og tæller derfor ikke med.
• Affaldsovn 182-4: Anvender alene biomasse og tæller derfor ikke med.
• Affaldsovn 182-5: Har en nominel indfyret effekt på 14 MW og tæller med.
• Gaskedel 182-9: Klager havde nedgraderet gaskedlen til 5,9 MW. Energistyrelsen vurderede dog, at denne nedgradering ikke udgjorde en permanent begrænsning af anlæggets drift. Styrelsen henviste til en beskrivelse fra Bosch, der angav, at nedgraderingen var udført ved at slette indreguleringen over 5,9 MW i brænderstyringen, hvilket var passwordbeskyttet. Energistyrelsen mente, at ændringerne var af indstillingsmæssig og IT-mæssig karakter, som kunne ændres tilbage uden et større teknisk indgreb. Derfor fastholdt Energistyrelsen, at gaskedlen havde en nominel indfyret effekt på 12,60 MW.

Samlet set vurderede Energistyrelsen, at produktionsenhedens samlede indfyrede effekt ved årsskiftet 2021/2022 var 26,6 MW (14 MW fra affaldsovn 182-5 + 12,60 MW fra gaskedel 182-9), hvilket oversteg grænsen på 20 MW.

Klagers bemærkninger

Klager fastholdt, at nedgraderingen af gaskedlen udgjorde en permanent begrænsning, og at Hammel Fjernvarme derfor ikke var omfattet af CO2-kvoteordningen pr. 1. januar 2022. Klager henviste til dokumentation fra Bosch, der beskrev en "fysisk blokering" og en montørrapport, der angav, at det ikke var muligt at hæve ydelsen uden en komplet ny indregulering.

Klager anførte desuden, med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-575/20, at kravet om permanent ændring ikke nødvendigvis indebærer en mekanisk ombygning, men at begrænsningen ikke kan gøres om uden et større teknisk indgreb eller myndighedstilladelse. Klager bestred også, at omkostningerne ved en eventuel senere opgradering skulle tillægges vægt, og at det ikke var sagligt at stille teknologibegrænsende krav til nedgraderingen.

Energistyrelsens bemærkninger til klagen

Energistyrelsen fastholdt sin afgørelse og henviste til, at webbaserede begrænsninger af et anlægs effekt ikke accepteres som permanente i henhold til hidtidig praksis og EU-Domstolens dom i sag C-575/20 (præmis 35 og 36). Styrelsen argumenterede, at sådanne begrænsninger ville vanskeliggøre myndighedernes kontrol og overholdelse af retssikkerhedsprincippet. Energistyrelsen havde desuden eksplicit gjort klagers rådgiver opmærksom på, at webbaserede begrænsninger ikke ville blive accepteret som permanente.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 22. februar 2023.

Retsgrundlag og vurdering

Nævnet baserede sin afgørelse på CO2-kvoteloven § 4, stk. 1 og CO2-kvoteloven § 5, stk. 1, samt kvotedirektiv 2003/87/EF (bilag I, punkt 2 og 3). Det blev fremhævet, at direktivet omfatter energiproducerende anlæg med en indfyret effekt på mere end 20 MW, og at kapaciteten af aktiviteter skal lægges sammen, hvis samme driftsleder udfører flere aktiviteter under samme rubrik.

Energiklagenævnet lagde vægt på EU-Domstolens dom i sag C-575/20, især præmis 31, der fastslår, at den maksimale nominelle indfyrede termiske effekt skal lægges sammen for alle tekniske enheder, selv når de ikke er i drift på fuld kapacitet. Dog anfører dommens præmisser 41-45, at en kapacitetsbegrænsning kan tages i betragtning, hvis den er permanent og kontrollerbar. En begrænsning er permanent, hvis den ikke kan gøres om uden et større teknisk indgreb eller uden tilladelse fra den nationale kompetente myndighed, og dens permanente karakter skal kunne efterprøves af myndigheden. Bevisbyrden for dette påhviler driftslederen.

Nævnets konklusion

Energiklagenævnet vurderede, at den af klager fremsendte dokumentation fra Bosch vedrørende nedjusteringen af gaskedel 182-9 ikke var tilstrækkelig til at bevise, at arbejdet ville kræve et større teknisk indgreb at gøre om. Nævnet var enig med Energistyrelsen i, at webbaserede begrænsninger generelt vanskeliggør myndighedernes kontrol og overholdelse af retssikkerhedsprincippet samt reglerne om drivhusgasemissioner.

På baggrund af en samlet vurdering fandt nævnet, at den tekniske ændring i gaskedel 182-9 ikke udgjorde en permanent ændring, og at den ikke ville kræve et større teknisk indgreb at gøre om. Derfor stadfæstede Energiklagenævnet Energistyrelsens afgørelse om afslag på klagers anmodning om udtræden af CO2-kvoteordningen pr. 31. december 2021.

Den 10. marts 2020 anmodede klager om at opdele produktionsenheden i to separate enheder:

• Anlæg 1: Wärtsilä gasgenerator med 10,6 MW indfyret effekt.
• Anlæg 2: To Ulstein Bergen gasgeneratorer med samlet 14,8 MW indfyret effekt.

Formålet med opdelingen var at bringe begge anlæg under 20 MW-grænsen og dermed fritage dem for CO2-kvoteregisteret. Klager fremførte følgende argumenter for opdelingen:

• Begge anlæg har separate SRO-anlæg og styres uafhængigt.
• De har egen tilslutning til gasforsyning og elnet samt egne målepunkter for afregning.
• Historisk gruppering skyldtes et nu ophørt krav om 10 MW pulje for manuelle rådighedsreserver.
• Anlæggene har været til salg separat, og det ene anlæg kan fjernes uden at påvirke det andet.
• Klager mente, at anlæggene ikke var i "driftsmæssig eller fysisk sammenhæng" som defineret i CO2-kvotelovens forarbejder.
• Klager har en miljøgodkendelse på maksimalt 500 timer årligt og meget lave CO2-udledninger (21 og 17 ton i 2018/2019).
• Anlægget bidrager til forsyningssikkerheden i DK1 og aktiveres kun ved stor mangel på el.
• En yderligere verificering pålægger klager en årlig udgift og egetforbrug.
• Klager argumenterede for en proportionalitetsvurdering mellem lovens intentioner og de pålagte byrder.

Energistyrelsens afslag

Energistyrelsen afviste anmodningen med henvisning til, at spørgsmålet om en produktionsenheds afgrænsning skal afgøres ud fra et samlet skøn i henhold til CO2-kvoteloven § 5 og CO2-kvoteloven § 2, nr. 6. Styrelsen lagde vægt på, at anlæggene befinder sig på samme lokalitet, står til rådighed som reserve for elproduktion, og ejes og drives af samme driftsleder, hvilket indikerer en tæt fysisk og driftsmæssig sammenhæng. Energistyrelsen fandt, at separate gasmålere og uafhængig drift ikke var afgørende for vurderingen. Styrelsen henviste også til Bekendtgørelse om CO2-kvoter § 6 og forarbejderne til CO2-kvoteloven, som skal forhindre omgåelse af kvoteordningen. En fravigelse af kriterierne ville stride mod lighedsprincippet og udhule formålet med Rådets direktiv 2003/87/EF (Kvotedirektivet) om at tilskynde til øget energieffektivitet og mindre CO2-udledning.