Ophævelse og hjemvisning af godkendelse til 200 MW elkedelanlæg ved Studstrupværket grundet mangelfulde samfundsøkonomiske analyser

Energiklagenævnets vurdering af kompetence og anlægstype

Energiklagenævnet tog først stilling til spørgsmålet om rådmandens kompetence. Nævnet fandt, at Aarhus Kommune i medfør af Lov om kommunernes styrelse § 64, stk. 2 og kommunens styrelsesvedtægt gyldigt havde delegeret afgørelseskompetencen til rådmanden. En byrådsbeslutning fra 2006 understøttede denne delegation specifikt på varmeområdet, hvorfor klagepunktet om inkompetence blev afvist.

Nævnet fokuserede derefter på definitionen af anlægget i forhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 16, stk. 1, nr. 10. Her konstaterede nævnet, at elkedelanlægget ifølge projektbeskrivelsen ikke udelukkende var tiltænkt spids- og reservelast, men eksplicit skulle anvendes til "daglig driftsoptimering" og levering af "systemydelser til elmarkedet". Da anlægget dermed skulle agere på markedsvilkår i den daglige drift, kunne det ikke nyde godt af de lempeligere analysekrav, der gælder for rene spids- og reservelastanlæg.

Energiklagenævnet ophæver Aarhus Kommunes afgørelse af 6. december 2021 og hjemviser sagen til fornyet behandling.

Begrundelsen er, at elkedelanlægget på 200 MW ikke kan karakteriseres som et spids- og reservelastanlæg i projektbekendtgørelsens forstand, når det er planlagt til at indgå i den daglige driftsoptimering. Nævnet lagde vægt på, at anlægget ifølge projektforslaget prioriteres ved lave elpriser, hvilket er udtryk for en driftsform, der rækker ud over blot at sikre forsyningen ved spidsbelastning eller havari.

Da anlægget ikke er et rent spids- og reservelastanlæg, er det et krav efter Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 16, stk. 1, nr. 10, at kraftvarmeanlæg inddrages som et relevant scenarie i den samfundsøkonomiske analyse. Da dette ikke var sket, led Aarhus Kommunes afgørelse af en væsentlig mangel, idet kommunen ikke havde et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om projektet var det samfundsøkonomisk mest fordelagtige, jf. Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 19, stk. 1, nr. 3.

Skive Kommune anmodede værket om en følsomhedsberegning baseret på Finansministeriets nye vejledning, hvilket øgede den samfundsøkonomiske fordel til 1.013.000 kr. Denne følsomhedsberegning blev dog ikke sendt i høring til klager.

Skive Kommunes afgørelse

Skive Kommune godkendte projektforslaget den 5. oktober 2017. Kommunen var enig med klager i, at omkostninger til drift og vedligeholdelse af gasnet var dobbeltindregnet, og at en KFUM-bygning, der allerede var fjernvarmeforsynet, burde udgå af beregningerne. Dette reducerede den samfundsøkonomiske fordel med 210.000 kr., så den endelige fordel udgjorde 591.000 kr. Kommunen vurderede, at projektet var det samfundsøkonomisk mest fordelagtige i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 26, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at projektet opfyldte betingelserne i Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 7, stk. 1 og Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 8, stk. 1 og bidrog til kommunens CO2-neutralitetsmål.

Klagers og værkets argumenter

Klager anførte, at projektet ikke var det samfundsøkonomisk mest fordelagtige, da beregningerne ikke var baseret på Energistyrelsens teknologikatalog fra september 2017, som var gældende før kommunens afgørelse. Klager mente, at dette var en tilsidesættelse af kommunens oplysningspligt, og at en opdatering ville resultere i et samfundsøkonomisk underskud på 415.000 kr.

Værket og Skive Kommune fastholdt, at teknologikataloget ikke var retligt bindende og ikke kunne sidestilles med de beregningsforudsætninger, der er nævnt i Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 2, stk. 1, nr. 9. De argumenterede for, at kommunen havde et skøn, og at officialprincippet var begrænset af ressourcer og sagsbehandlingstider. Kommunen fremhævede desuden, at teknologikataloget eksplicit angiver, at dets forudsætninger ikke bør lægges til grund for konkrete investeringsbeslutninger.