Godkendelse af flisfyret varmecentral og den retlige status af en ikke-offentliggjort forudsætningsskrivelse

Energi E2 A/S klagede til Energiklagenævnet over Helsingør Kommunes afgørelse om at godkende et projektforslag for etablering af en ny flisfyret varmecentral på ca. 5 MW. Klagen var baseret på flere centrale anbringender.

Energi E2's Hovedargumenter

Energi E2 A/S fremførte, at projektet var i strid med gældende regler og aftaler:

• Overtrædelse af forudsætningsskrivelse: Projektet ville medføre, at kraftvarmeandelen faldt til under 80 %, og at ren varmeproduktion steg til over 10 %. Dette var ifølge Energi E2 i strid med en generel forudsætningsskrivelse fra 1990 og en udtalelse fra Energistyrelsen.
• Konflikt med Varmeforsyningsloven: Godkendelsen blev anset for at være i strid med Varmeforsyningsloven § 6, stk. 1, nr. 4, som pålægger kommuner at undersøge mulighederne for at omlægge anlæg over 1 MW til kraftvarmeproduktion.
• Fejl i økonomiske beregninger: Energi E2 mente, at de samfundsøkonomiske beregninger var mangelfulde, da de ikke indregnede tabet ved fortrængning af kraftvarme samt omkostninger til erstatning for Energi E2's tidligere investeringer i opgraderinger.
• Brud på samarbejdsaftale: Selskabet hævdede, at projektet udgjorde et brud på en samarbejdsaftale fra 1990, som forpligtede Helsingør til at aftage 90 % af varmen fra Energi E2's kraftvarmeværk.

Helsingør Kommunes Forsvar

Helsingør Kommune afviste klagen og fastholdt gyldigheden af deres godkendelse. Kommunen argumenterede for, at projektet var i overensstemmelse med lovens formål om at fremme miljøvenlig energianvendelse ved at erstatte naturgas med CO2-neutral biomasse. Kommunen anførte desuden, at den påberåbte forudsætningsskrivelse ikke var juridisk bindende, og at spørgsmål om kontraktbrud skulle afgøres ved voldgift, ikke af Energiklagenævnet.

Energiklagenævnet stadfæstede Helsingør Kommunes afgørelse af 11. november 2002 om at godkende projektforslaget for den flisfyrede varmecentral. Nævnets afgørelse var baseret på en vurdering af flere juridiske og faktiske forhold.

Forudsætningsskrivelsens retlige status

Nævnets centrale konklusion var, at bestemmelserne om brændselsvalg og dækningsgrader i forudsætningsskrivelsen fra 1990 ikke kunne håndhæves over for Helsingør Kommune. Begrundelsen var, at skrivelsen ikke var blevet offentliggjort i overensstemmelse med kravene i Lovtidendeloven § 2, stk. 1 og 2. Da forskrifter, der har væsentlig betydning for privates retsstilling (herunder forsyningsselskaber), skal være behørigt kundgjort for at være retligt bindende, kunne Energi E2's argumenter om overtrædelse af 90 %-kravet ikke tages til følge.