Afvisning af klage over tilladelse til geotermisk efterforskning grundet manglende klageberettigelse

Energistyrelsens bemærkninger

Energistyrelsen fastholdt, at klager ikke var klageberettiget. Styrelsen anførte, at tilladelsen er en rammetilladelse efter Undergrundsloven § 5, som ikke giver ret til at udføre konkrete arbejder uden yderligere godkendelse. Disse konkrete godkendelser, f.eks. for boringer efter Undergrundsloven § 28 eller produktion efter Undergrundsloven § 10, ville give klageadgang i henhold til Undergrundsloven § 37 a, stk. 3. Styrelsen mente, at den påklagede rammetilladelse ikke havde retlige, økonomiske eller faktiske virkninger for klager, og at en generel interesse ikke var tilstrækkelig for klageberettigelse efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 2.

Energiklagenævnet afviste klagen på grund af manglende klageberettigelse i henhold til Undergrundsloven § 37 a, stk. 1. Afgørelsen blev truffet på baggrund af de almindelige forvaltningsretlige principper for klageberettigelse.

Klageberettigelse efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 2

Nævnet fandt, at klager ikke havde en væsentlig og individuel interesse i afgørelsen efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 2. På tidspunktet for Energistyrelsens afgørelse var der ingen faktiske eller økonomiske virkninger for klager eller dennes repræsentant. Det forhold, at medlemmer bor eller arbejder i området, medfører ikke en tilstrækkelig individuel interesse, da en større kreds af personer berøres på samme måde.

Klageberettigelse efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 3

Energiklagenævnet fandt heller ikke, at klager var klageberettiget efter Undergrundsloven § 37 a, stk. 3. Nævnet lagde vægt på, at den påklagede tilladelse korrekt var givet med henvisning til Undergrundsloven § 5 og dermed ikke var omfattet af klagebestemmelsen i Undergrundsloven § 37 a, stk. 3. Tilladelsen er en rammetilladelse, som ikke giver rettighedshaveren ret til at udføre konkrete arbejder uden yderligere godkendelse fra Energistyrelsen. En tilladelse til boring vil kræve særskilt godkendelse efter Undergrundsloven § 28, og en boring til produktion af geotermisk vand vil kræve godkendelse efter Undergrundsloven § 10. Disse specifikke godkendelser giver klageadgang i henhold til Undergrundsloven § 37 a, stk. 3. EU-dom C-531/13 kunne ikke føre til et andet resultat.

Klageberettigelse efter Århuskonventionens artikel 9, stk. 2

Nævnet afviste også klageberettigelse efter Århuskonventionens artikel 9, stk. 2. Tilladelsen er en rammetilladelse, der ikke giver ret til at udføre arbejdet uden yderligere godkendelse, og den har derfor på nuværende tidspunkt ingen indvirkning på miljøet, jf. Århuskonventionens artikel 6, stk. 1, litra b, og Miljøvurderingslovens bilag 2, 2. punkt, litra d. Aktiviteten er heller ikke omfattet af bilag 1 i Århuskonventionen, hvorfor tilladelsen ikke er omfattet af artikel 6, stk. 1, litra a.

Konklusion

Energiklagenævnet afviste klagen på grund af manglende klageberettigelse. Afgørelsen blev truffet af Energiklagenævnets formand i henhold til Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 6, stk. 1.

Klager og klageberettigelse

Støtteforeningen Bevar De Kystnære Havmiljøer klagede over både forundersøgelsestilladelsen af 1. juni 2011 og godkendelsen af forundersøgelsesrapporten af 28. juli 2014. Foreningens formand og næstformand indgav også klage over godkendelsen af forundersøgelsesrapporten. Klagerne anmodede om opsættende virkning for godkendelsen af forundersøgelsesrapporten.

Energiklagenævnet skulle indledningsvist tage stilling til, om klagerne var klageberettigede, om klagerne var indgivet rettidigt, og om Energistyrelsens godkendelse af forundersøgelsesrapporten var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.

Støtteforeningen, stiftet den 7. oktober 2013, oplyste at den repræsenterede over 3.500 berørte grundejere og havde til formål at bevare de kystnære havmiljøer, herunder specifikt at friholde Århus Bugt for vindmøller. Foreningen henviste til Århus-konventionens artikel 2, stk. 5 og artikel 9, stk. 2, som grundlag for klageadgang.

De individuelle klagere, formanden og næstformanden, henviste til deres ejendomme (fritidshus og fast bopæl) med udsigt over Århus Bugt, som ville blive påvirket af møllerne. De var også andelshavere i elselskabet NRGi a.m.b.a., der var hovedaktionær i projektet, og ønskede at begrænse yderligere tab i et ifølge dem urentabelt projekt.

Energistyrelsens synspunkter

Energistyrelsen anførte, at Støtteforeningen ikke var klageberettiget over forundersøgelsestilladelsen fra 2011, da foreningen ikke eksisterede på tidspunktet for afgørelsen eller klagefristens udløb. Vedrørende godkendelsen af forundersøgelsesrapporten argumenterede Energistyrelsen for, at der var tale om en processuel beslutning og ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og at klagevejledningen i godkendelsen derfor var indsat fejlagtigt. Styrelsen mente, at kun Havvind Århus Bugt A/S var part i sagen, da godkendelsen alene havde væsentlig og individuel betydning for dem.

Klagernes synspunkter

Klagerne bestred Energistyrelsens vurdering af, at godkendelsen af forundersøgelsesrapporten ikke var en afgørelse. De fremhævede, at VVM-redegørelsen blev sendt i offentlig høring, og at Energistyrelsen medvirkede til tilpasninger af projektet. De argumenterede for, at godkendelsen gav Havvind Århus Bugt A/S en rettighed af væsentlig betydning, som kunne overdrages, og at projektmageren selv opfattede det som en godkendelse. Klagerne mente desuden, at forundersøgelsestilladelsen skulle tilbagekaldes/ophæves på grund af økonomisk urealiserbarhed, manglende hensyntagen til screeningsresultater og overtrædelse af afstandskrav.

Energiklagenævnets praksis

Energiklagenævnet henviste til tidligere afgørelser, herunder sagerne om Rødsand II (2008) og seks havvindmøller ud for Frederikshavn (2011). Praksis viste, at klageberettigelse kræver en væsentlig og individuel interesse. For Rødsand II blev klager afvist, da påvirkningen var ensartet for en stor, svært identificerbar kreds. For Frederikshavn blev klager fra beboere på Hirsholmene (ca. 1,2 km fra møllerne) anerkendt på grund af den tætte afstand og dominerende effekt, mens klager fra Frederikshavn (ca. 4 km fra møllerne) blev afvist, da påvirkningen ikke var individuelt væsentlig.