Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Energiklagenævnet modtog den 13. januar 2017 en klage fra Grundejerforeningen Sivbjerg/Fyrmarken over Energistyrelsens afgørelse af 22. december 2016. Denne afgørelse gav Vattenfall Vindkraft A/S tilladelse til etablering af havvindmølleparken Vesterhav Syd med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25 og Lov om elforsyning § 22 a. Grundejerforeningen, der repræsenterer sommerhusgrundejere på Holmsland Klit, anmodede desuden om opsættende virkning af klagen. Sagen omhandler primært spørgsmålet om klageberettigelse i relation til etablering af havvindmølleparker og de miljømæssige konsekvenser heraf.
Projektet med havvindmølleparken Vesterhav Syd er en del af en energipolitisk aftale fra 2012, der sigter mod at øge andelen af vedvarende energi og nedbringe fossile brændsler. Havvindmølleudvalget anbefalede i 2012 kystnære placeringer for at holde omkostningerne nede, men med en mindsteafstand på 4 km fra byer og sommerhusområder for møller på 200 meter. VVM-undersøgelser for Vesterhav Syd og Vesterhav Nord blev varetaget af Energinet.dk (nu Energinet), og VVM-redegørelsen var i offentlig høring i 2015. Vattenfall vandt udbuddet i 2016.
Grundejerforeningen anførte, at Vattenfalls projekt ikke lever op til kravene i VVM-redegørelsen, som anbefaler, at havvindmøllerne opstilles i en velafgrænset gruppe og placeres så langt fra kysten som muligt for at mindske den visuelle påvirkning. Klager mente, at møllerne var spredt ud over et 15 km langt område, hvilket maksimerede ødelæggelsen af det frie udsyn. Foreningen foreslog, at møllerne i den sydlige del af projektområdet flyttes længere ud på havet.
Klager gjorde desuden gældende, at annonceringen af etableringstilladelsen og klagemuligheden var mangelfuld, da den kun var bragt i en lokal ugeavis, hvilket udelukkede mange sommerhusejere, der ikke bor fast i området, fra at blive orienteret.
Grundejerforeningen argumenterede for, at dens 220 medlemmer havde en væsentlig og individuel interesse i sagen, da de ville blive kraftigt påvirket rekreativt, naturmæssigt og økonomisk (faldende ejendomsværdi og udlejningsindtægter) af projektets placering tæt på land ud for Nr. Lyngvig. De anså sig selv som en velafgrænset gruppe, der var særligt berørt.
Energiklagenævnet undersøgte støjbelastningen fra havvindmøller og indhentede udtalelser fra Energistyrelsen og Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen oplyste, at Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 6 fastsætter bindende støjgrænser for alle vindmøller, uanset placering. Selvom den svenske beregningsmetode (Parabolic Equation) for støj fra havvindmøller blev fremhævet af klager, vurderede Miljøstyrelsen, at den danske metode (baseret på Nord2000) var tilstrækkelig. Miljøstyrelsen konkluderede, at selv med en potentiel korrektion for multiple refleksioner, ville det samlede støjbidrag fra Vesterhav Syd og Nord ikke overstige grænseværdien på 20 dB for lavfrekvent støj indendørs.
Energiklagenævnet behandlede også spørgsmålet om retsvirkningerne af to EU-Domstolsdomme (C-290/15 og C-379/15) vedrørende miljøvurdering af planer og programmer, som klager mente kunne medføre ugyldighed af vindmøllebekendtgørelsen og dermed etableringstilladelsen. Energistyrelsen bestred dette og anførte, at en eventuel mangel ved støjvilkåret ikke ville ugyldiggøre hele tilladelsen, men snarere medføre, at vilkåret blev anset for ustillet. Miljø- og Fødevareministeriet var i gang med at analysere dommenes konsekvenser, men sagsbehandlingen skulle fortsætte efter gældende regler. Energiklagenævnet vurderede, at EU-dommene ikke uden videre kunne overføres til den danske sag, da de primært omhandlede landvindmøller og en anden national bekendtgørelse.
Energiklagenævnet afviste klagen fra Grundejerforeningen Sivbjerg/Fyrmarken på grund af manglende klageberettigelse.
Energiklagenævnet vurderede, at Grundejerforeningen ikke opfyldte betingelserne for klageberettigelse efter Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 2, da foreningens vedtægter ikke havde beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige rekreative interesser som hovedformål.
Nævnet anvendte de almindelige forvaltningsretlige principper for klageberettigelse, som kræver en væsentlig og individuel interesse i sagen, jf. Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 1 og Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 1. En interesse skal have en vis styrke og intensitet (væsentlig) og være mere indgribende for den enkelte end for en større kreds af personer (individuel).
Energiklagenævnet fandt, at påvirkningen af udsigten, lysafmærkningen af møllerne og støj fra havvindmølleparken Vesterhav Syd generelt ville have den samme betydning for alle beboere i området ved Holmsland Klit med udsigt til møllerne. Da havvindmølleparken er placeret minimum 4,2 km fra kysten, og en stor og afvekslende kreds af personer ville blive berørt, ansås den enkeltes interesse for at falde under væsentlighedstærsklen.
Vedrørende støjproblematikken fandt nævnet, baseret på Miljøstyrelsens notater, at den anvendte støjberegningsmodel ikke var misvisende, og at selv med potentielle tilføjelser ville støjbelastningen ikke overstige grænseværdien på 20 dB. Støj blev derfor ikke anset for en afgørende faktor for klageberettigelse.
De to EU-domme om miljøvurdering af planer og programmer kunne efter Energiklagenævnets vurdering ikke føre til et andet resultat end afvisning af klagen på grund af manglende klageberettigelse.
Energiklagenævnet afviste klagen på grund af manglende klageberettigelse i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 66 og Lov om elforsyning § 89. Anmodningen om opsættende virkning blev derfor ikke realitetsbehandlet. Afgørelsen er truffet i henhold til delegation fra formanden, jf. Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men kan prøves ved søgsmål inden 6 måneder, jf. Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 5 og Lov om elforsyning § 89, stk. 7.
Energistyrelsen har givet den endelige etableringstilladelse til Danmarks største havvindmøllepark, der med en kapacitet på 1 GW skal stå klar i Nordsøen i 2027.
Søndervig Beboerforening indgav en klage til Energiklagenævnet over Energistyrelsens afgørelse af 22. december 2016, som gav Vattenfall Vindkraft A/S tilladelse til at etablere havvindmølleparken Vesterhav Syd. Tilladelsen blev givet med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25 og Lov om elforsyning § 22a.
Beboerforeningen, der repræsenterer fastboende, sommerhusejere og erhvervsdrivende i Søndervig-området, anførte, at de planlagte havvindmøller, med en højde på 190 meter og placeret mellem 4 og 10 km fra kysten, ville have en katastrofal visuel påvirkning. De frygtede en betydelig reduktion i turismen, fald i ejendomsværdier og ødelæggelse af den uspolerede natur, herunder udsigten over havet, solnedgange og stjernehimmel, samt gener fra lysglimt og lavfrekvent støj. Foreningen foreslog alternative placeringer, herunder ved Esbjerg eller længere fra kysten.
Energiklagenævnet har stadfæstet Energistyrelsens tilladelser til to havvindmølleparker, hvilket betyder, at etableringen af Lillebælt Syd og Jammerland Bugt kan fortsætte som planlagt.
Lillebælt Vind A/S har fået tilladelse til at opstille 11 havvindmøller mellem Als og Helnæs med omfattende krav til dyrebeskyttelse.
Energistyrelsen vurderede, at kun Vattenfall A/S var part i sagen, da ingen andre borgere eller virksomheder i området havde en tilstrækkelig væsentlig og individuel interesse i afgørelsen. De henviste til, at miljømæssige hensyn, herunder støj, kunne fastsættes som vilkår i etableringstilladelsen i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 25, stk. 3.
Energiklagenævnet anmodede Energistyrelsen om bemærkninger vedrørende støjbelastning fra havvindmøller og retsvirkningerne af to domme fra EU-Domstolen (C-290/15, Patrice D’Oultremont og C-379/15, Association France Nature). Miljøstyrelsen, som Energistyrelsen indhentede udtalelse fra, konkluderede, at den danske støjberegningsmetode, baseret på Nord2000, ikke var misvisende, selvom en anbefalet tilføjelse til beregningsmetoden kunne være mere præcis. De vurderede, at selv med et supplerende støjbidrag ville den lavfrekvente støj indendørs ikke overstige grænseværdien på 20 dB. Vedrørende EU-dommene oplyste Miljø- og Fødevareministeriet, at en analyse af dommenes konsekvenser for vindmøllebekendtgørelsen stadig pågik, og at sagsbehandlingen indtil videre skulle ske efter gældende regler. Energiklagenævnet bemærkede, at EU-dommene ikke uden videre kunne overføres til denne sag, da de primært omhandlede landvindmøller.
En gruppe bestående af otte erhvervsvirksomheder og en brancheforening, repræsenteret ved Horten Advokatpartnerselskab, ...
Læs mereKlegod Grundejerforening (herefter klager) indgav en klage til Energiklagenævnet over Energistyrelsens afgørelse af 22. ...
Læs mere