Klage over Energitilsynets afgørelse om ikrafttrædelsestidspunkt af ny tarifstruktur i Klitmøller Kraftvarmeværk a.m.b.a.

Klageren udtrykte tilfredshed med den nye struktur, men ønskede, at den skulle gælde med tilbagevirkende kraft for regnskabsåret 2011/2012. Energitilsynet meddelte den 2. april 2012, at det ikke havde indvendinger mod den foreslåede tarifstruktur for 2012/2013, men afviste at give den tilbagevirkende kraft. Energitilsynet henviste til, at varmeforsyningsloven bygger på fremadrettet regulering, og at priser først er gyldige, når de er anmeldt, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 3.

Klageren klagede herefter til Energitilsynet den 6. april 2012 over afgørelsen om ikrafttrædelsestidspunktet. Energitilsynet traf den 29. april 2012 den påklagede afgørelse, hvoraf det fremgik, at tilsynet ikke kunne pålægge værket at give de nye tariffer tilbagevirkende kraft, da dette ville være i strid med varmeforsyningslovens bestemmelser om anmeldelsestidspunktet.

Klageren indbragte herefter sagen for Energiklagenævnet den 10. maj 2012. Klageren klagede også over Energitilsynets besvarelse af 6. september 2012, hvor tilsynet igen afviste at have indvendinger mod tariferingen og de stigende priser, idet denne besvarelse ikke blev anset for en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.

Energiklagenævnet behandlede klagerens to klager samlet: klagen over Energitilsynets afgørelse af 29. april 2012 og klagen over Energitilsynets besvarelse af 6. september 2012.

Afgørelse vedrørende ikrafttrædelsestidspunkt

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 29. april 2012. Nævnet fandt, at Energitilsynets gentagne behandlinger af værkets tarifering og påbud om ændringer havde været tilstrækkelige. Der forelå ikke længere en konkret begrundet mistanke om en lovovertrædelse af betydning eller ulovlig adfærd vedrørende værkets faste afgifter, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Nævnet bemærkede, at varmeforsyningsloven bygger på et princip om fremadrettet regulering. En tarif skal anmeldes til Energitilsynet for at være gyldig, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 3. Dette betyder, at et pålæg i medfør af Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 skal efterleves fremover, og en ny tarifstruktur kan ikke få virkning på et tidspunkt, der ligger før anmeldelsen er foretaget.

Afvisning af klage over besvarelse

Energiklagenævnet afviste klagen af 9. oktober 2012 over Energitilsynets besvarelse af 6. september 2012. Nævnet fastslog, at Energitilsynets besvarelse ikke udgjorde en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og derfor kunne den ikke behandles af Energiklagenævnet, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Dette skyldes, at Energitilsynet ikke havde iværksat yderligere skridt til at oplyse sagen eller anlagt mere konkrete retlige betragtninger ud over en generel henvisning til tidligere afgørelse.

Aftale om omfordeling af afgifter

I marts 2014 indgik klager en aftale med Gartnernes Fjernvarmeselskaber (herefter gartnerne), en sammenslutning af gartnerier, der aftager varme fra klager. Baggrunden for aftalen var, at gartnerne har mulighed for at få tilbagebetalt tillægsafgift (efter den dagældende Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. §§ 8-9) og CO2-afgift (efter den dagældende Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter §§ 9-9b) fra SKAT, når varmen anvendes til godtgørelsesberettigede formål. Disse afgifter var hidtil indregnet i affaldsbehandlingsprisen.

Klager og gartnerne ønskede at omfordele tillægs- og CO2-afgifterne, så de blev indregnet i varmeprisen, mod at fællesomkostninger af samme størrelse blev flyttet over på affaldsleverandørsiden. Aftalen skulle have tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2010 for tillægsafgiften og fra 1. januar 2013 for CO2-afgiften. Denne omfordeling ville give gartnerne en besparelse på ca. 17 mio. kr. i perioden 2010-2013. Klager fastholdt, at aftalen ikke ændrede den samlede varmepris eller affaldsbehandlingsprisen, men alene var en omfordeling af omkostninger.

Energitilsynets afgørelse

Energitilsynet afgjorde, at omkostninger til tillægsafgift (Varmeforsyningsloven § 20, stk. 12, nr. 1) og CO2-afgift (Varmeforsyningsloven § 20, stk. 12, nr. 2) kun kunne indregnes i varmeprisen fremadrettet fra anmeldelsestidspunktet, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 13, Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 1, jf. stk. 3. Energitilsynet afviste desuden klagers anmodning om dispensation efter Bekendtgørelse om anmeldelse af priser, omkostningsfordeling og andre betingelser for produktion, transport og levering af fjernvarme samt produktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prislofter § 8.

Energitilsynet begrundede afgørelsen med, at varmeforsyningsloven generelt bygger på fremadrettet regulering, og at en aftale om omfordeling af afgifter/omkostninger medfører en ændring af grundlaget for varmeprisen, som er anmeldelsespligtig efter Varmeforsyningsloven § 21, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om anmeldelse af priser, omkostningsfordeling og andre betingelser for produktion, transport og levering af fjernvarme samt produktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prislofter § 2. Energitilsynet fandt ikke hjemmel til at dispensere for bagudrettede ændringer, da dispensation kun gives forud for anmeldelse.

Klagerens synspunkter

Klager gjorde principalt gældende, at omfordelingen ikke var omfattet af anmeldelsespligten, da den ikke ændrede varmeprisen eller affaldsforbrændingsprisen, og at den afspejlede en rimelig balance, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 13. Klager argumenterede, at der alene var tale om en teknisk, administrativ ændring, der muliggjorde afgiftsgodtgørelse for gartnerne. Subsidiært gjorde klager gældende, at der skulle meddeles dispensation fra anmeldelsesbekendtgørelsen, da manglende dispensation ville medføre et tab på 17 mio. kr. for gartnerne, uden at det ville påvirke andre varmekunder eller affaldsleverandører. Klager bestred Energitilsynets fortolkning af Varmeforsyningsloven § 20, stk. 13 og Varmeforsyningsloven § 21, idet klager mente, at loven ikke udelukker tilbagevirkende kraft for aftaler, og at Energitilsynet havde hjemmel til at dispensere fra anmeldelsesfristerne i Bekendtgørelse om anmeldelse af priser, omkostningsfordeling og andre betingelser for produktion, transport og levering af fjernvarme samt produktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prislofter § 4.