Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Relaterede love
Sagen omhandler en klage over Energitilsynets afgørelse vedrørende ikrafttrædelsestidspunktet for en ny tarifstruktur i Klitmøller Kraftvarmeværk a.m.b.a. (herefter værket). Klageren indledte sagen i januar 2009 med en henvendelse til Energitilsynet, hvor det blev anført, at værket siden 2003 havde opkrævet en fast afgift på 5000 kr. for alle boliger uanset størrelse, hvilket klageren mente var urimeligt for mindre boliger.
På baggrund af klagerens henvendelse anmodede Energitilsynet værket om en redegørelse for dets tariffer. Tilsynet vurderede, at det var urimeligt, at samtlige forbrugere betalte den samme faste afgift uanset belastning af fjernvarmenettet, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Værket meddelte i februar 2009, at det var indstillet på at justere tarifstrukturen.
I maj 2010 meddelte værket, at det ville omlægge tariferingen, så den faste afgift (effektbidraget) blev baseret på ejendommens kvadratmeter ifølge BBR-registeret. Omlægningen skulle indfases over tre år fra 1. juli 2010. Energitilsynet anså herefter sagen for afsluttet.
I juni 2011 kontaktede værket Energitilsynet igen med et nyt forslag til beregning af effektbidraget, hvor prisen pr. m² faldt, jo større boligen var. Energitilsynet fandt oprindeligt ingen indvendinger mod denne model i september 2011. Klageren anmodede dog Energitilsynet om at se på sagen igen, da den nye model efter klagerens vurdering favoriserede større ejendomme.
I december 2011 indbragte klageren sagen for Energiklagenævnet, som videresendte den til Energitilsynet for fornyet behandling. Energitilsynet erkendte i januar 2012, at det ikke havde været tilstrækkeligt opmærksomt ved vurderingen af den ændrede tarifstruktur og genoptog sagen. Tilsynet fandt, at forskellen på 20 kr. pr. m² mellem de første to intervaller (0-99 m² og 100-149 m²) var uforholdsmæssig stor og anmodede værket om et nyt forslag til tarifstruktur.
Værket fremsendte et nyt forslag til tarifstruktur den 21. marts 2012, som skulle træde i kraft den 1. juli 2012. Den foreslåede struktur var som følger:
| Kvadratmeterinterval | Pris pr. m² (kr.) |
|---|
| Spring (kr.) |
|---|
| 0 – 99 | 53,00 | 10 |
| 100 – 149 | 43,00 | 8 |
| 150 – 199 | 35,00 | 6 |
| 200 – 276 | 29,00 | 4 |
| 280 – | 25,00 |
Klageren udtrykte tilfredshed med den nye struktur, men ønskede, at den skulle gælde med tilbagevirkende kraft for regnskabsåret 2011/2012. Energitilsynet meddelte den 2. april 2012, at det ikke havde indvendinger mod den foreslåede tarifstruktur for 2012/2013, men afviste at give den tilbagevirkende kraft. Energitilsynet henviste til, at varmeforsyningsloven bygger på fremadrettet regulering, og at priser først er gyldige, når de er anmeldt, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 3.
Klageren klagede herefter til Energitilsynet den 6. april 2012 over afgørelsen om ikrafttrædelsestidspunktet. Energitilsynet traf den 29. april 2012 den påklagede afgørelse, hvoraf det fremgik, at tilsynet ikke kunne pålægge værket at give de nye tariffer tilbagevirkende kraft, da dette ville være i strid med varmeforsyningslovens bestemmelser om anmeldelsestidspunktet.
Klageren indbragte herefter sagen for Energiklagenævnet den 10. maj 2012. Klageren klagede også over Energitilsynets besvarelse af 6. september 2012, hvor tilsynet igen afviste at have indvendinger mod tariferingen og de stigende priser, idet denne besvarelse ikke blev anset for en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.
Energiklagenævnet behandlede klagerens to klager samlet: klagen over Energitilsynets afgørelse af 29. april 2012 og klagen over Energitilsynets besvarelse af 6. september 2012.
Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 29. april 2012. Nævnet fandt, at Energitilsynets gentagne behandlinger af værkets tarifering og påbud om ændringer havde været tilstrækkelige. Der forelå ikke længere en konkret begrundet mistanke om en lovovertrædelse af betydning eller ulovlig adfærd vedrørende værkets faste afgifter, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.
Nævnet bemærkede, at varmeforsyningsloven bygger på et princip om fremadrettet regulering. En tarif skal anmeldes til Energitilsynet for at være gyldig, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 3. Dette betyder, at et pålæg i medfør af Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 skal efterleves fremover, og en ny tarifstruktur kan ikke få virkning på et tidspunkt, der ligger før anmeldelsen er foretaget.
Energiklagenævnet afviste klagen af 9. oktober 2012 over Energitilsynets besvarelse af 6. september 2012. Nævnet fastslog, at Energitilsynets besvarelse ikke udgjorde en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og derfor kunne den ikke behandles af Energiklagenævnet, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Dette skyldes, at Energitilsynet ikke havde iværksat yderligere skridt til at oplyse sagen eller anlagt mere konkrete retlige betragtninger ud over en generel henvisning til tidligere afgørelse.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.



Odense Kraftvarmeværk A/S (herefter klager) klagede den 24. marts 2015 over Energitilsynets afgørelse af 24. februar 2015. Sagen omhandlede Energitilsynets vurdering af, at tillægsafgifter og CO2-afgifter først kunne indregnes i klagers varmepriser fra anmeldelsestidspunktet af en aftale om omfordeling af disse afgifter og omkostninger. Energitilsynet afslog samtidig klagers anmodning om dispensation.
Klager driver et kraftvarmeværk, der producerer el og varme ved afbrænding af affald. Affaldsleverandører betaler en omkostningsbestemt affaldsbehandlingspris, mens varmeaftagere betaler en omkostningsbestemt varmepris. Den hidtidige omkostningsfordeling var 65 % til varmeaftagerne og 35 % til affaldsleverandørerne. Klagerens forsyningsvirksomhed skal hvile økonomisk i sig selv.
Klagenævnet afviser samtlige klagepunkter fra Green Power Denmark og stadfæster Forsyningstilsynets benchmarkingmetode for 2020.
Efter et årelangt retsforløb har Forsyningstilsynet truffet en ny afgørelse, der sænker prisen for transport af gas i Ørsteds ledningsnet.
I marts 2014 indgik klager en aftale med Gartnernes Fjernvarmeselskaber (herefter gartnerne), en sammenslutning af gartnerier, der aftager varme fra klager. Baggrunden for aftalen var, at gartnerne har mulighed for at få tilbagebetalt tillægsafgift (efter den dagældende Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. §§ 8-9) og CO2-afgift (efter den dagældende Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter §§ 9-9b) fra SKAT, når varmen anvendes til godtgørelsesberettigede formål. Disse afgifter var hidtil indregnet i affaldsbehandlingsprisen.
Klager og gartnerne ønskede at omfordele tillægs- og CO2-afgifterne, så de blev indregnet i varmeprisen, mod at fællesomkostninger af samme størrelse blev flyttet over på affaldsleverandørsiden. Aftalen skulle have tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2010 for tillægsafgiften og fra 1. januar 2013 for CO2-afgiften. Denne omfordeling ville give gartnerne en besparelse på ca. 17 mio. kr. i perioden 2010-2013. Klager fastholdt, at aftalen ikke ændrede den samlede varmepris eller affaldsbehandlingsprisen, men alene var en omfordeling af omkostninger.
Energitilsynet afgjorde, at omkostninger til tillægsafgift (Varmeforsyningsloven § 20, stk. 12, nr. 1) og CO2-afgift (Varmeforsyningsloven § 20, stk. 12, nr. 2) kun kunne indregnes i varmeprisen fremadrettet fra anmeldelsestidspunktet, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 13, Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 1, jf. stk. 3. Energitilsynet afviste desuden klagers anmodning om dispensation efter Bekendtgørelse om anmeldelse af priser, omkostningsfordeling og andre betingelser for produktion, transport og levering af fjernvarme samt produktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prislofter § 8.
Energitilsynet begrundede afgørelsen med, at varmeforsyningsloven generelt bygger på fremadrettet regulering, og at en aftale om omfordeling af afgifter/omkostninger medfører en ændring af grundlaget for varmeprisen, som er anmeldelsespligtig efter Varmeforsyningsloven § 21, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om anmeldelse af priser, omkostningsfordeling og andre betingelser for produktion, transport og levering af fjernvarme samt produktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prislofter § 2. Energitilsynet fandt ikke hjemmel til at dispensere for bagudrettede ændringer, da dispensation kun gives forud for anmeldelse.
Klager gjorde principalt gældende, at omfordelingen ikke var omfattet af anmeldelsespligten, da den ikke ændrede varmeprisen eller affaldsforbrændingsprisen, og at den afspejlede en rimelig balance, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 13. Klager argumenterede, at der alene var tale om en teknisk, administrativ ændring, der muliggjorde afgiftsgodtgørelse for gartnerne. Subsidiært gjorde klager gældende, at der skulle meddeles dispensation fra anmeldelsesbekendtgørelsen, da manglende dispensation ville medføre et tab på 17 mio. kr. for gartnerne, uden at det ville påvirke andre varmekunder eller affaldsleverandører. Klager bestred Energitilsynets fortolkning af Varmeforsyningsloven § 20, stk. 13 og Varmeforsyningsloven § 21, idet klager mente, at loven ikke udelukker tilbagevirkende kraft for aftaler, og at Energitilsynet havde hjemmel til at dispensere fra anmeldelsesfristerne i Bekendtgørelse om anmeldelse af priser, omkostningsfordeling og andre betingelser for produktion, transport og levering af fjernvarme samt produktionsomkostninger til brug for fastsættelse af prislofter § 4.

Danmarks JordbrugsForskning (DJF) klagede til Energitilsynet over Hashøj Kraftvarmeforsyning a.m.b.a.'s (kraftvarmeværke...
Læs mere
En klager indbragte den 11. juli 2010 Energitilsynets afgørelse af 14. juni 2010 for Energiklagenævnet. Energitilsynet h...
Læs mereHøring over udkast til opdateret vejledning om netvirksomhedsbekendtgørelsen fra Forsyningstilsynet