Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Energiklagenævnet modtog den 28. maj 2008 en klage over Energistyrelsens afgørelse af 6. maj 2008, som gav E.ON Sverige AB tilladelse til at etablere elproduktionsanlægget Rødsand II samt et internt ledningsnet. Klageren anførte, at vedkommende allerede var generet af lavfrekvent støj og visuelle forstyrrelser fra den eksisterende havvindmøllepark og forventede yderligere gener fra det nye anlæg. Klagen var en af over 200 indgivne klager over samme afgørelse. Tilladelsen var givet i henhold til elforsyningslovens § 16, stk. 1.
Klageren blev anmodet om at redegøre for sin klageberettigelse i henhold til elforsyningslovens § 89 a, stk. 1. Klageren henviste til sin bopæls placering og sin funktion som opsynsmand i området som grundlag for en individuel interesse. E.ON Sverige AB, repræsenteret af advokatfirma Bech Bruun, fremsatte bemærkninger til klageberettigelsen og argumenterede for, at klagere skal have en væsentlig og individuel interesse i afgørelsen, i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler, som også er beskrevet i elforsyningslovens §§ 89 og 89 a.
Energistyrelsens afgørelse krævede en VVM-vurdering (Vurdering af Virkninger på Miljøet) i henhold til reglerne i Bekendtgørelse om vurdering af virkninger på miljøet af elproduktionsanlæg på havet. Dette betød, at afgørelsen var omfattet af elforsyningslovens § 17, hvilket åbnede for klagemulighed over de miljømæssige forhold. VVM-vurderingen for Rødsand II havvindmøllepark inkluderede støjberegninger udført med computerprogrammet WindPro og i henhold til Bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Beregningerne viste, at støjen fra havvindmølleparken kunne ligge inden for de lovlige grænser, med en udbredelse på 0-35 decibel langs Lollands kystlinje.
Energiklagenævnet anerkendte, at opførelsen af havvindmølleparken ville påvirke udsigten og potentielt øge støjen, herunder lavfrekvent støj, for beboere og brugere af rekreative områder. Dog fandt nævnet, at generne – navnlig påvirkningen af udsigten og lysafmærkningen af møllerne – i al væsentlighed ville være de samme for alle, der havde udsigt til havvindmøllerne, uanset den præcise placering af deres bolig. Parken skulle opføres 1,7 km fra Hyllekrog og 13 km fra Nysted. Nævnet konkluderede, at klageren ikke var særligt berørt af afgørelsen i forhold til andre beboere eller brugere af området, da påvirkningen af havvindmølleparken Rødsand II som udgangspunkt ville have samme betydning for en stor og svært identificerbar mængde personer.
Energiklagenævnet afviste klagen af 28. maj 2008 på grund af manglende klageberettigelse.
Nævnet fandt, at klageren ikke havde en væsentlig og individuel interesse i Energistyrelsens afgørelse af 6. maj 2008, som krævet i elforsyningslovens § 89 og § 89 a, stk. 1. Begreberne "væsentlig" og "individuel interesse" skulle forstås i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler, hvilket indebærer, at betydningen af afgørelsen for den pågældende skal være af en vis styrke og intensitet, og at interessen skal være individuel og ikke blot generel eller moralsk.
Energiklagenævnet bemærkede, at klageren havde mulighed for at anmode om genoptagelse af sagen, hvis der fremkom nye oplysninger vedrørende klageberettigelsen. Nævnet oplyste desuden, at Danmarks Naturfredningsforening havde indgivet en klage over Energistyrelsens afgørelse af 6. maj 2008. Da Danmarks Naturfredningsforening er klageberettiget i medfør af den særlige klagebestemmelse i elforsyningslovens § 89 a, stk. 2, ville Energistyrelsens afgørelse blive prøvet af Energiklagenævnet på baggrund af denne klage.
Afgørelsen blev truffet af Energiklagenævnets formand på vegne af nævnet efter bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 6, stk. 1. Afgørelsen kunne ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet skulle anlægges inden 6 måneder efter meddelelse af afgørelsen, jf. elforsyningslovens § 89, stk. 5.
Nævnenes Hus
Energiklagenævnet modtog en klage fra en borger over Energistyrelsens afgørelse af 6. maj 2008, som gav E.ON Sverige AB tilladelse til at etablere elproduktionsanlægget Rødsand II samt et internt ledningsnet. Tilladelsen blev givet i henhold til elforsyningsloven § 16, stk. 1.
Klageren udtrykte stærk modstand mod projektet og dets placering, som blev beskrevet som en "total galimatias" og "fuldstændig katastrofal" grundet dens omfang og nærhed til sårbare kystnære områder. Klageren fremhævede, at VVM-redegørelsen, udarbejdet af energiselskabet selv, var mangelfuld og biased. Der blev draget paralleller til tidligere "hovsa-løsninger" som udretningen af Skjern Å.
Energistyrelsen har givet den endelige etableringstilladelse til Danmarks største havvindmøllepark, der med en kapacitet på 1 GW skal stå klar i Nordsøen i 2027.
Energiklagenævnet har stadfæstet Energistyrelsens tilladelser til to havvindmølleparker, hvilket betyder, at etableringen af Lillebælt Syd og Jammerland Bugt kan fortsætte som planlagt.
Klageren argumenterede for, at vindmølleparker burde placeres jævnt fordelt i hele landet, langt til havs, og ikke koncentreres i befolkningsmæssigt svage egne. Placeringen tæt på EU-Ramsar-, habitat- og fuglebeskyttede områder som Hyllekrog/Rødsand og i et tæt besejlet område blev anset for uforståelig. Desuden blev der klaget over lysafmærkning, blinkende projektørlys og støj fra de eksisterende møller, samt forventede gener fra Rødsand II, som ville spolere havudsigt, rekreative oplevelser og naturlyde, og dermed forringe ejendommens herlighedsværdi.
Klageren uddybede sin klageberettigelse ved at anføre, at vedkommende havde udsigt til de eksisterende 72 møller og led under støj fra disse. Placeringen af Rødsand II tæt på Hyllekrog, familiens foretrukne strand i 40 år, ville ødelægge rekreative oplevelser. Klageren mente, at området burde udlægges til nationalpark og var bosat i området i forvisning om dets fredning under EU-direktiver.
E.ON, repræsenteret af advokatfirma Bech Bruun, fremsatte bemærkninger til spørgsmålet om klageberettigelse. E.ON henviste til elforsyningsloven § 89 og elforsyningsloven § 89 a, som fastslår, at kun parter med en "væsentlig og individuel interesse" i afgørelsen er klageberettigede, udover visse foreninger. E.ON argumenterede for, at generelle, rekreative, naturmæssige og miljømæssige forhold ikke alene kunne begrunde klageret, og at ingen af de mange klagere havde dokumenteret en særlig påvirkning.
Energiklagenævnet fastslog, at betingelserne for at klage var en "væsentlig og individuel interesse" i afgørelsen, jf. elforsyningsloven § 89 og elforsyningsloven § 89 a, stk. 1. Disse begreber skulle forstås i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler, hvor en moralsk eller generel interesse ikke er tilstrækkelig. Energistyrelsens afgørelse var omfattet af elforsyningsloven § 17, da den krævede en VVM-vurdering i henhold til Bekendtgørelse om vurdering af virkninger på miljøet af elproduktionsanlæg på havet.
Nævnet anerkendte, at opførelsen af havvindmølleparken ville påvirke udsigten og potentielt øge støjen for beboere og rekreative brugere. Dog fandt nævnet, at generne – især påvirkningen af udsigten og lysafmærkningen – i al væsentlighed ville være de samme for alle, der havde udsigt til møllerne. Det forhold, at en person boede tættere på kysten, gjorde ikke i sig selv personen særligt berørt. Da havvindmølleparken skulle opføres 1,7 km fra Hyllekrog og 13 km fra Nysted, ville påvirkningen have samme betydning for en stor og svært identificerbar mængde personer. Energiklagenævnet fandt derfor, at klageren ikke var særligt berørt i forhold til andre beboere eller brugere af området.
En advokat anmodede på vegne af sine klienter Energiklagenævnet om at genoptage en afgørelse fra 30. juli 2008. I denne ...
Læs mereSagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Energiklagenævnets afgørelse af 30. juli 2008, hvor nævnet afviste en kl...
Læs mereHøring over ændringer i bekendtgørelser om naturbeskyttelse og klageadgang for havprojekter
Afvisning af klager over Energistyrelsens afgørelser vedrørende Mejlflak Havvindmøllepark på grund af manglende klageberettigelse
