Advarsel til ejendomsmægler for ikke at videregive et højere, uforpligtende købstilbud

Nævnet understregede, at den ansvarlige ejendomsmægler har ansvaret for alle dele af formidlingsopdraget, også opgaver udført af medhjælpere, jf. Lov om formidling af fast ejendom m.v. § 28, stk. 2. Det var derfor ikke en undskyldning, at en sagsbehandler uden kendskab til det nye tilbud havde ekspederet købsaftalen.

Som følge af overtrædelserne blev ejendomsmægleren tildelt en advarsel i henhold til Lov om formidling af fast ejendom m.v. § 53, stk. 1.

Sagens Baggrund

Sagsøger ApS gjorde gældende, at der var indgået en formidlingsaftale, som berettigede dem til et honorar. De henviste til, at opfyldelsesstedet for aftalen var i Danmark, hvilket etablerede værneting ved Retten i Lyngby. Sagsøger ApS argumenterede for, at dansk ret skulle anvendes i henhold til kontraktslovvalgs-konventionen artikel 4, da aftalen havde sin nærmeste tilknytning til Danmark. Det blev fremført, at Sagsøgte AB frivilligt havde påtaget sig at betale honorar for en tjenesteydelse, og at selv stiltiende aftaler kunne danne grundlag for værneting i henhold til EU-domstolens praksis. Sagsøger ApS fremhævede også, at nøglepersoner i sagen var danske statsborgere, og at korrespondancen foregik på dansk.

Sagsøgte AB bestred eksistensen af en formidlingsaftale og anførte, at drøftelserne var foregået under private omstændigheder og som en vennetjeneste uden forventning om honorar. Sagsøgte AB, et svensk selskab, fastholdt, at hovedreglen om værneting i sagsøgtes hjemland skulle anvendes, da der ikke var dokumenteret en konkret aftale med et leveringssted i Danmark. Det blev også fremført, at Sagsøger ApS's selskabsformål ikke omfattede ejendomsmægler- eller formidlervirksomhed, og at sagsøgerens finansielle situation gjorde kravet uberettiget. Sagsøgte AB hævdede desuden at have bestridt kravet forud for fremsendelse af fakturaen.

Vidneforklaringer

• Vidne 1 (fra Sagsøger ApS) forklarede, at han havde bistået med at finde en køber til en svensk ejendomsportefølje og havde drøftet honorar med Vidne 3 (fra Sagsøgte AB), som ikke bestred betaling. Han henviste Advokat 1, som derefter fandt køberen.
• Vidne 3 (fra Sagsøgte AB) forklarede, at han havde ydet bistand til Vidne 1 som en vennetjeneste uden forventning om betaling. Han bestred, at der var indgået en formidlingsaftale, og anførte, at Advokat 1 var den egentlige formidler.
• Vidne 2 (partner med Vidne 1) bekræftede møder og drøftelser om honorar og støttede, at Vidne 1 havde skaffet køberen.