Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
En potentiel køber klagede over en ejendomsmægler og dennes virksomhed, da en ejendom blev solgt til en anden køber for et lavere beløb. Klageren mente, at ejendomsmægleren havde handlet i strid med god ejendomsmæglerskik ved ikke at vælge det højeste bud og ved manglende kommunikation i salgsforløbet.
Sagen omhandlede salget af en ejendom udbudt til 4.100.000 kr. Forløbet af budgivningen var som følger:
Klageren anførte, at de havde afgivet det højeste bud, men alligevel blev forbigået uden løbende orientering. De ville have været villige til at matche de vilkår, den anden køber tilbød, hvis de havde kendt til dem. Klagen var således baseret på en påstået overtrædelse af Lov om formidling af fast ejendom m.v. § 24 og § 25.
Indklagede ejendomsmægler afviste klagen og forklarede, at det er sælger, der suverænt bestemmer, hvem ejendommen sælges til. Sælger prioriterede en hurtig og nem handel uden omkostninger til en ny tilstandsrapport og besvær med oprydning af boet. Klagers højeste bud kom desuden først efter, at en bindende aftale var indgået.
Disciplinærnævnet frifandt både ejendomsmægleren og ejendomsformidlingsvirksomheden.
Nævnet lagde vægt på, at en ejendomsmægler skal varetage sælgers interesser, herunder at opnå en handel på de vilkår, som sælger ønsker. I henhold til Bekendtgørelse om formidling m.v. ved salg af fast ejendom § 19 skal ejendomsmægleren straks orientere sælger om ethvert købstilbud, hvorefter det er op til sælger at træffe en beslutning.
Nævnet fandt det ikke godtgjort, at ejendomsmægleren havde undladt at videregive klagernes bud. Sælgers valg om at acceptere et lavere bud var baseret på andre fordelagtige vilkår, såsom at undgå udgifter til en ny tilstandsrapport og besværet med at rydde ejendommen. Dette valg kunne ikke bebrejdes ejendomsmægleren.
At klagerne først blev orienteret om salget et par dage efter underskrivelsen af købsaftalen, blev ikke anset for at være en tilsidesættelse af god ejendomsmæglerskik. Da der ikke blev fundet grundlag for at kritisere ejendomsmæglerens handlinger, blev både han og virksomheden frifundet i henhold til Lov om formidling af fast ejendom m.v. § 53.




Sagen omhandler en tvist om retshjælpsdækning fra ETU Forsikring A/S til en forsikringstager (Klageren) i forbindelse med to relaterede retssager vedrørende en ejendomsoverdragelse. Klageren anmodede om dækning for omkostninger til sagerne, men forsikringsselskabet afviste dækning med henvisning til, at omkostningerne ikke var afholdt med rimelig grund, og at de skyldtes forsømmelse fra klagerens advokat.
Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere indskærper reglerne for udlæg. Det er brud på god ejendomsmæglerskik at opkræve mere hos sælger end de faktiske udgifter.
Vestre Landsret har omstødt en byretsdom og slået fast, at en mindre difference i ejendomsvurdering ikke er bevis nok for et økonomisk tab ved ophævet salg.
Klageren mente at have indgået en bindende aftale med Modpart 1 om køb af en ejendom for 4.775.000 kr. Modpart 1 solgte imidlertid ejendommen til Modpart 2 for 5.000.000 kr. Klageren anlagde herefter to sager:
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om, at der var indgået en bindende aftale mellem Klageren og Modpart 1. Landsretten tog ikke stilling til erstatningsspørgsmålet, da dette afhang af udfaldet af sagen mod Modpart 2. Modpart 1 blev dømt til at betale 205.000 kr. i sagsomkostninger til Klageren.
ETU Forsikring A/S's afslag:
ETU Forsikring afviste retshjælpsdækning med henvisning til forsikringsbetingelsernes punkt 7, litra a) og f), som omhandler omkostninger, der ikke er afholdt med rimelig grund, eller som skyldes forsømmelse fra sikrede eller dennes advokat. Selskabet anførte, at klagerens advokat burde have:
Selskabet mente, at ankesagen og sagen mod Modpart 2 var unødvendige som følge af advokatens forsømmelser, og at der ikke var rimelig grund til at føre begge sager.
Klagerens argumenter:
Klageren bestred forsikringsselskabets begrundelse og anførte, at:
Klageren henviste til Tinglysningsloven § 1, stk. 2 vedrørende god tro og ekstinktion, Tinglysningsloven § 12, stk. 3 og Tinglysningsloven § 23 vedrørende tinglysning af stævninger, samt Retsplejeloven § 312, stk. 3 og Retsplejeloven § 383 vedrørende sagsomkostninger og påstande i landsretten. Klageren argumenterede også for, at retsafgiften var korrekt beregnet ud fra ejendommens værdi, hvilket er sædvanlig praksis ved påstand om naturalopfyldelse.

Klageren havde en retshjælpsforsikring hos Købstædernes Forsikring GS og klagede over, at selskabet havde afvist at give...
Læs mere
Sagen blev anlagt den 21. marts 2019 og omhandlede et krav fra Sagsøger ApS mod Sagsøgte AB om et honorar på ca. 8,1 mio...
Læs mereForslag til ændring af udbuds-, tilbuds- og klagenævnsloven for at styrke samfundsansvar og fleksibilitet i offentlige udbud

Dansk Boligforsikring A/S – Afvisning af dækning for manglende muroverliggere, ulovlige elinstallationer og mangler i tagkonstruktion