Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
En potentiel køber klagede over en ejendomsmægler i forbindelse med forhandlinger om et huskøb. Klageren mente at have indgået en bindende aftale, mens ejendomsmægleren afviste dette.
Klageren havde afgivet to tidligere købstilbud på ejendommen, som begge var under udbudsprisen på 1.675.000 kr. og blev afvist af sælger. Den 6. september 2006 afgav klageren et mundtligt tilbud om at købe ejendommen til den udbudte pris. Ejendomsmægleren oplyste ved denne lejlighed, at en anden køber også havde vist interesse for ejendommen.
Klageren anførte, at ejendomsmægleren dagen efter telefonisk meddelte, at sælger ønskede at sælge til klageren. Udarbejdelsen af en købsaftale blev ifølge klageren udskudt, da der manglede en gyldig tilstandsrapport. Efter modtagelsen af rapporten oplevede klageren, at processen trak ud. Ved direkte henvendelse til sælgeren fandt klageren ud af, at ejendommen var ved at blive solgt til den anden interesserede køber.
Ejendomsmægleren afviste at have givet klageren et bindende tilsagn om køb. Han fastholdt, at han blot ville forelægge tilbuddet for sælger, og at han havde informeret klageren om, at der var flere potentielle købere. Det blev understreget, at det var sælgers afgørelse, hvem ejendommen skulle sælges til, og at ingen aftale kunne afsluttes, før der forelå en gyldig tilstandsrapport.
Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere frifandt ejendomsmægleren.
Nævnet lagde til grund, at klageren var orienteret om, at der pågik forhandlinger med en anden interesseret køber. Det kunne ikke mod ejendomsmæglerens benægtelse bevises, at han uden forbehold havde lovet klageren, at denne kunne købe ejendommen.
Nævnet understregede, at det under alle omstændigheder er sælgers afgørelse, hvem en ejendom skal sælges til, efter at have fået forelagt de afgivne købstilbud. På denne baggrund fandt nævnet det ikke godtgjort, at ejendomsmægleren havde handlet i strid med god ejendomsmæglerskik.
Kendelsen blev offentliggjort i henhold til Bekendtgørelse om Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere § 13, stk. 3.




Sagen omhandler en tvist om retshjælpsdækning fra ETU Forsikring A/S til en forsikringstager (Klageren) i forbindelse med to relaterede retssager vedrørende en ejendomsoverdragelse. Klageren anmodede om dækning for omkostninger til sagerne, men forsikringsselskabet afviste dækning med henvisning til, at omkostningerne ikke var afholdt med rimelig grund, og at de skyldtes forsømmelse fra klagerens advokat.
Vestre Landsret har omstødt en byretsdom og slået fast, at en mindre difference i ejendomsvurdering ikke er bevis nok for et økonomisk tab ved ophævet salg.
Sælgere har krav på erstatning for prisforskellen mellem den aftalte købspris og markedsprisen, selvom ejendommen ikke er videresolgt.
Klageren mente at have indgået en bindende aftale med Modpart 1 om køb af en ejendom for 4.775.000 kr. Modpart 1 solgte imidlertid ejendommen til Modpart 2 for 5.000.000 kr. Klageren anlagde herefter to sager:
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om, at der var indgået en bindende aftale mellem Klageren og Modpart 1. Landsretten tog ikke stilling til erstatningsspørgsmålet, da dette afhang af udfaldet af sagen mod Modpart 2. Modpart 1 blev dømt til at betale 205.000 kr. i sagsomkostninger til Klageren.
ETU Forsikring A/S's afslag:
ETU Forsikring afviste retshjælpsdækning med henvisning til forsikringsbetingelsernes punkt 7, litra a) og f), som omhandler omkostninger, der ikke er afholdt med rimelig grund, eller som skyldes forsømmelse fra sikrede eller dennes advokat. Selskabet anførte, at klagerens advokat burde have:
Selskabet mente, at ankesagen og sagen mod Modpart 2 var unødvendige som følge af advokatens forsømmelser, og at der ikke var rimelig grund til at føre begge sager.
Klagerens argumenter:
Klageren bestred forsikringsselskabets begrundelse og anførte, at:
Klageren henviste til Tinglysningsloven § 1, stk. 2 vedrørende god tro og ekstinktion, Tinglysningsloven § 12, stk. 3 og Tinglysningsloven § 23 vedrørende tinglysning af stævninger, samt Retsplejeloven § 312, stk. 3 og Retsplejeloven § 383 vedrørende sagsomkostninger og påstande i landsretten. Klageren argumenterede også for, at retsafgiften var korrekt beregnet ud fra ejendommens værdi, hvilket er sædvanlig praksis ved påstand om naturalopfyldelse.

Klageren havde en retshjælpsforsikring hos Købstædernes Forsikring GS og klagede over, at selskabet havde afvist at give...
Læs mere
Sagen blev anlagt den 21. marts 2019 og omhandlede et krav fra Sagsøger ApS mod Sagsøgte AB om et honorar på ca. 8,1 mio...
Læs mereJustering af ejendomsskattereglerne: Ændringer i låneordninger, samvurderinger og kommunal budgetsikkerhed