Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Relaterede love
Sagen omhandler en klage over en ejendomsmægler, der indgik en formidlingsaftale om salg af en ejendom uden at indhente samtykke og underskrift fra den ene af ejendommens to ejere. Klager og hendes eksmand ejede i fællesskab den pågældende ejendom.
Den 25. april 2014 indgik klagers eksmand en formidlingsaftale med den indklagede ejendomsmægler. Aftalen var gældende i to måneder. Klager blev hverken orienteret om aftalen eller anmodet om at underskrive den, og hendes underskrift manglede derfor på dokumentet.
Den 14. juli 2014, efter aftalens udløbsdato, opdagede klager, at ejendommen stadig var annonceret til salg hos ejendomsmægleren. Efter flere henvendelser fra klager kontaktede ejendomsmægleren hende den 16. juli 2014 for at anmode om en forlængelse af formidlingsaftalen. Klager bad om at få tilsendt den oprindelige aftale, hvilket skete dagen efter, sammen med en fornyet anmodning om forlængelse.
Klager anførte, at aftalen var indgået uden hendes viden og accept, og at det var ejendomsmæglerens pligt at sikre samtykke fra alle ejere. Indklagede ejendomsmægler erkendte, at klagers underskrift manglede, men forklarede, at han havde opfattet det som en formalitet og havde glemt det på grund af den korte salgsperiode. Han henviste desuden til, at ejendommen tidligere havde været udbudt til salg gennem andre mæglere, hvorfor han antog, at klager var indforstået med et salg.
Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere tildelte den indklagede ejendomsmægler en advarsel, mens ejendomsmæglervirksomheden blev frifundet.
Nævnet fastslog, at en ejendomsmægler har pligt til at varetage begge parters interesser og sikre, at alle relevante oplysninger indhentes og kontrolleres. Ifølge Bekendtgørelse om formidling, udbud og rådgivning ved omsætning af fast ejendom § 6, stk. 3 skal en formidlingsaftale være underskrevet af samtlige aftaleparter.
Ejendomsmægleren havde indgået en aftale med kun den ene af ejendommens to ejere uden at undersøge ejerforholdene nærmere, herunder om der forelå særeje, en fuldmagt eller et generelt samtykke til salg. Dette er i strid med ejendomsmæglerens undersøgelsespligt jf. Lov om omsætning af fast ejendom § 14 og princippet i Lov om ægteskabets retsvirkninger § 18, som kræver begge ægtefællers samtykke ved salg af fast ejendom.
Ved at undlade at sikre sig samtykke og underskrift fra begge ejere handlede ejendomsmægleren i strid med og god ejendomsmæglerskik. På denne baggrund blev ejendomsmægleren tildelt en advarsel i henhold til . Der blev ikke fundet grundlag for at pålægge ejendomsmæglervirksomheden et ansvar.

Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere indskærper reglerne for udlæg. Det er brud på god ejendomsmæglerskik at opkræve mere hos sælger end de faktiske udgifter.


Sagen blev anlagt den 21. marts 2019 og omhandlede et krav fra Sagsøger ApS mod Sagsøgte AB om et honorar på ca. 8,1 mio. kr. for en påstået formidlingsaftale vedrørende salg af en ejendomsportefølje. Dommen vedrørte udelukkende spørgsmålet om værneting i henhold til Bruxelles I-forordningen artikel 7, nr. 1 b.
Ankenævnet på Energiområdet har siden januar 2017 behandlet en række sager om telefonsalg på både gas- og elområdet.
Sagsøger ApS gjorde gældende, at der var indgået en formidlingsaftale, som berettigede dem til et honorar. De henviste til, at opfyldelsesstedet for aftalen var i Danmark, hvilket etablerede værneting ved Retten i Lyngby. Sagsøger ApS argumenterede for, at dansk ret skulle anvendes i henhold til kontraktslovvalgs-konventionen artikel 4, da aftalen havde sin nærmeste tilknytning til Danmark. Det blev fremført, at Sagsøgte AB frivilligt havde påtaget sig at betale honorar for en tjenesteydelse, og at selv stiltiende aftaler kunne danne grundlag for værneting i henhold til EU-domstolens praksis. Sagsøger ApS fremhævede også, at nøglepersoner i sagen var danske statsborgere, og at korrespondancen foregik på dansk.
Sagsøgte AB bestred eksistensen af en formidlingsaftale og anførte, at drøftelserne var foregået under private omstændigheder og som en vennetjeneste uden forventning om honorar. Sagsøgte AB, et svensk selskab, fastholdt, at hovedreglen om værneting i sagsøgtes hjemland skulle anvendes, da der ikke var dokumenteret en konkret aftale med et leveringssted i Danmark. Det blev også fremført, at Sagsøger ApS's selskabsformål ikke omfattede ejendomsmægler- eller formidlervirksomhed, og at sagsøgerens finansielle situation gjorde kravet uberettiget. Sagsøgte AB hævdede desuden at have bestridt kravet forud for fremsendelse af fakturaen.

Sagen omhandler en advokats adfærd i forbindelse med en ejendomshandel, hvor Advokatnævnet havde pålagt advokaten en bød...
Læs mere
Sagen omhandlede en kompleks kommerciel tvist mellem sagsøgerne, Scheibye Holding ApS, DG-BYG ApS og Schellenbauer Consu...
Læs mereHøring om ny vejledning om værdipapirhandlers ansvar ved udførelse af kundeordrer