Afgørelse om henvisning til landsret, 3-dommerbehandling og hovedintervention i sag om jobklausuler

Rettens Bemærkninger og Afgørelse

Retten fandt, at sagen ikke var af principiel karakter, hvilket er en forudsætning for henvisning til Landsretten i henhold til Retsplejeloven § 226. Dette blev begrundet med, at sagsøgeren ikke havde været ansat i et selskab, der var omfattet af den påberåbte jobklausul, som var sagens omdrejningspunkt.

Derudover fandt retten ikke grundlag for, at sagen skulle behandles af mere end én dommer i henhold til [Retsplejeloven § 12, stk. 3, nr. 1].

Vedrørende sagsøgerens påstand 2 i replikken, fandt retten, at sagsøgeren ikke havde en retlig interesse i at få dette spørgsmål prøvet, og påstanden blev derfor afvist.

Endelig blev PROSAs begæring om at hovedintervenere i sagen ikke imødekommet. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren ikke havde været ansat i et selskab, der havde indgået de omstridte jobklausulaftaler, hvilket betød, at sagsøgeren ikke kunne have været omfattet af en sådan klausul.

Afgørelse

Retten bestemte følgende:

• Sagsøgerens begæring om henvisning af sagen til Landsretten blev ikke taget til følge.
• Sagsøgerens begæring om sagens behandling af 3 dommere blev ikke taget til følge.
• Det blev ikke tilladt PROSA at hovedintervenere i sagen.
• Den af sagsøgeren i replikken nedlagte påstand 2 blev afvist.

Sagen blev udsat.

Sagsøgernes Hovedargumenter

• Sagsøgerne, som handlede som mandatarer for de afskedigede funktionærer, gjorde gældende, at deres medlemmer havde krav på løn i henhold til de lovpligtige opsigelsesvarsler i Funktionærloven § 2, uanset konkursens indtræden.
• Der blev også rejst krav om godtgørelse i henhold til Funktionærloven § 3 for de funktionærer, der havde været ansat i længere tid, og hvor opsigelsen potentielt blev anset som urimelig i situationen.
• Sagsøgerne argumenterede for, at de skyldige beløb udgjorde massekrav, som skulle dækkes af konkursboet før ufornødne dividender.

Sagsøgtes Forsvar

Sagsøgte (kurator for Top-Toy A/S under konkurs) påstod primært frifindelse og subsidiært anerkendelse af et væsentligt mindre beløb.

Kurator argumenterede for, at funktionærernes krav i overvejende grad måtte rettes mod Lønmodtagernes Garantifond (LG) og ikke direkte mod boet, især efter afsigelsen af konkursdekretet. Konkursens indtræden udgjorde ifølge sagsøgte en legitim grund til de omfattende afskedigelser, hvilket begrænsede retten til godtgørelse efter § 3.

Retten måtte afgøre, i hvilket omfang de ansættelsesretlige forpligtelser i Funktionærloven § 2 forblev gældende ved konkurs, og om de mange afskedigelser som følge af insolvens berettigede til godtgørelse for usaglig opsigelse.