Krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste afvist da planlagte rejseplaner uden konkrete jobaftaler ikke dokumenterede økonomisk tab

Parternes argumenter

Sagsøgeren gjorde gældende, at han efter Erstatningsansvarsloven § 2 havde krav på erstatning, da han ved at blive i Danmark på grund af sygdom led et økonomisk tab sammenlignet med den mulige indtjening, han kunne have haft som taxachauffør eller ved arbejde undervejs på sin rejse.

Sagsøgte, If Skadeforsikring, argumenterede for frifindelse, idet sagsøgeren allerede havde opsagt sit job og ikke havde dokumenteret konkrete jobaftaler eller forventet indkomst i udlandet. Sagsøgte anførte, at der ikke var bevis for et reelt, konkret tab som direkte følge af ulykken, da sagsøgeren i den hypotetiske situation uden ulykken under alle omstændigheder ville have været uden fast indtægt under rejsen.

Retten frifandt If Skadeforsikring.

Rettens begrundelse

Retten lagde til grund, at sagsøgeren havde opsagt sit job som taxachauffør før uheldet. Herefter vurderede retten, om sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at han ville have haft en arbejdsindtægt i den omhandlede periode fra september 2005 til januar 2006.

Manglende dokumentation for tab

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren led et konkret økonomisk tab. Begrundelsen herfor var:

• Sagsøgeren ville under alle omstændigheder være rejst til udlandet af ubestemt varighed.
• Der forelå ingen oplysninger om konkrete aftaler om lønnet arbejde undervejs på rejsen.
• Sagsøgerens forklaring om, at han var nødt til at søge arbejde for at finansiere turen, var ikke tilstrækkelig dokumentation for et tabt arbejdsfortjeneste.

Da der ikke var bevis for, at sagsøgeren ville have oppebåret indtægt i den pågældende periode, var betingelserne for erstatning efter Erstatningsansvarsloven § 2 ikke opfyldt.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagsøgeren havde fri proces. Derfor blev det bestemt, at statskassen skulle betale sagsomkostninger til sagsøgte på 15.000 kr. for advokatbistand.

Administrativ Sagsbehandling

Statsadvokaten imødekom oprindeligt kun kravet delvist med 3.600 kr. for frihedsberøvelse og ransagning, idet man afviste yderligere godtgørelse for sigtelse og tort. Efter klage anerkendte Rigsadvokaten i januar 2019 imidlertid yderligere 50.000 kr. i erstatning for ikke-økonomisk skade efter Retsplejeloven § 1018 b.

Det blev anført, at den samlede intensitet af strafforfølgningen, herunder varigheden, de 16 retsdage og byrettens kritik af sagsbehandlingen, undtagelsesvist gjorde sigtelsen erstatningsberettiget, selvom sigtelsesperioden var under den administrative grænse på fem år.

Kernen i Erstatningskravet og Myndighedsfejl

E's advokat gjorde gældende, at politiet og anklagemyndigheden havde handlet ansvarspådragende og culpøst, hvilket berettigede til erstatning efter Retsplejeloven § 1018 h. Den fremsatte kritik inkluderede:

• Anvendelse af en inhabil revisionsrapport, der var et centralt bevis, hvilket førte til dens afvisning under hovedforhandlingen.
• Mangelfuld efterforskning, hvor centrale dokumenter blev gjort utilgængelige eller først fremlagt meget sent for forsvaret.
• Lang sagsbehandlingstid, selvom de to års forsinkelse i retssagen skyldtes medtiltaltes sygdom (anset som force majeure).

Anklagemyndigheden og Rigsadvokaten afviste, at de kritisable forhold udgjorde tilstrækkeligt grove culpøse fejl til at udløse erstatning under § 1018 h, men anerkendte, at de indgik i den samlede vurdering af belastningen under § 1018 b.