Sag om forældelse af krav på tabt arbejdsfortjeneste efter færdselsulykke

Parternes Synspunkter

Sagsøgerens synspunkter:

• Principalt: Forhandlinger om kravet har været ført frem til slutningen af 2010, hvorfor Forældelsesloven § 21, stk. 5 finder anvendelse. Forældelse indtrådte tidligst den 28. april 2011, og sagen er anlagt inden da.
• Subsidiært: Den 3-årige forældelsesfrist efter Forældelsesloven § 2, stk. 4 begyndte først at løbe, da sagsøgeren havde rimelig anledning til at rejse et endeligt eller foreløbigt erstatningskrav, hvilket ikke var muligt før den 1. februar 2008.
• Mest subsidiært: Forældelsen har været suspenderet fra skadestidspunktet og i hvert fald frem til fratrædelsen den 1. februar 2008, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 2.
• Kravet på tabt arbejdsfortjeneste er i årsagssammenhæng med færdselsuheldet og er opgjort korrekt baseret på sagsøgerens indtægter og ansættelsesvilkår efter skadestidspunktet.

Sagsøgtes synspunkter:

• Principalt: Kravet er forældet efter Forældelsesloven § 3, stk. 1, jf. stk. 4, da forældelsesfristen løber fra skadestidspunktet den 22. december 2005, og forældelse indtrådte den 22. december 2010. Der har ikke været ført reelle forhandlinger i forældelseslovens forstand, og sagsøgeren har ikke løftet bevisbyrden herfor.
• Subsidiært: Bestrider, at forældelsen er suspenderet frem til opgørelsestidspunktet i medfør af Forældelsesloven § 2, stk. 4. Sagsøgeren var fuldt ud vidende om, at ulykken medførte erhvervshindrende gener og tab.
• Bestrider kravets størrelse, herunder at månedslønnen kan opgøres som påstået, og at ATP bør medregnes. Offentlige ydelser skal fratrækkes kravet i henhold til Erstatningsansvarsloven § 2 og Erstatningsansvarsloven § 5. Spørgsmålet om sagens afslutning har betydning for anvendelsen af Erstatningsansvarsloven § 11.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten fastslog, at færdselsuheldet den 22. december 2005 forårsagede sagsøgerens skader. Det blev lagt til grund, at generne opstod kort efter ulykken og har bestået uændret over længere tid.

Forældelsesspørgsmålet

Udgangspunktet for forældelsesfristens påbegyndelse er skadens indtræden i overensstemmelse med Forældelsesloven § 2, stk. 4. Sagsøgeren var umiddelbart efter uheldet klar over, at hun havde pådraget sig en ikke ubetydelig skade, der kunne medføre erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Da sagsøgeren desuden var repræsenteret af advokat fra medio maj 2007, fandt retten, at hun ikke var i undskyldelig uvidenhed om sit krav. Forældelsesfristen blev derfor ikke suspenderet i medfør af Forældelsesloven § 3, stk. 2.

Forældelse efter Forældelsesloven § 3, stk. 1, jf. overgangsbestemmelsernes Forældelsesloven § 30, stk. 1, indtrådte den 22. december 2010.

Retten vurderede korrespondancen mellem parterne, herunder skrivelser af 5. maj 2009 og 7. august 2009, som forhandlinger om erstatningskrav, herunder tabt arbejdsfortjeneste. Sagsøgtes skrivelse af 14. januar 2010, hvoraf det fremgik, at de ikke kunne tilbyde yderligere, blev opfattet som en endelig afgørelse af spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste. Sagsøgerens advokat opfattede ligeledes dette som en endelig afgørelse, hvilket førte til advokatens udtræden af sagen den 12. april 2010.

Forhandlingerne blev således anset for endeligt afsluttet den 14. januar 2010. I medfør af Forældelsesloven § 21, stk. 5 udløber tillægsfristen et år efter dette tidspunkt. Da sagen blev anlagt den 26. januar 2011, var kravet forældet.

Afgørelse

Som følge heraf blev Topdanmark Forsikring A/S frifundet. Sagsøgeren blev pålagt at betale sagsomkostninger til Topdanmark Forsikring A/S på 50.000 kr. inden 14 dage.

Klageren blev overfaldet i sit hjem den 18/8 2007 og slået med en stavlygte på skulderen, nakken og i hovedet. Han blev undersøgt på skadestuen og efterfølgende af sin egen læge, der vurderede, at han havde pådraget sig en kraftig hjernerystelse. Klageren oplevede også snurren ned i fingrene på venstre hånd.

Selskabet anerkendte ulykkestilfældet og fastsatte méngraden til 8 % den 22/5 2008. Da klageren var uenig, forelagde selskabet sagen for Arbejdsskadestyrelsen og indhentede en speciallægeerklæring, der indikerede en mulig sammenhæng mellem overfaldet og klagerens symptomer i venstre arm.

Klageren blev undersøgt for generne i venstre hånd, og en neurofysiologisk undersøgelse i september 2009 viste karpaltunnelsyndrom. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte méngraden til 12 % den 21/1 2010, hvorefter selskabet udbetalte erstatning.

Klagerens advokat rettede henvendelse til selskabet den 16/7 2010, da klageren var uenig i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, idet der ikke var taget hensyn til skaderne i klagerens venstre hånd og bevægeindskrænkninger i nakken.

Selskabet indhentede en ny speciallægeerklæring den 12/4 2011, der konkluderede, at karpaltunnelsyndromet næppe var relateret til skaden. Selskabet fastholdt den tidligere opgørelse af méngraden på 12 % den 12/5 2011, men var indstillet på at forelægge sagen for Arbejdsskadestyrelsen igen, hvilket klagerens advokat anmodede om den 25/4 2012.

Arbejdsskadestyrelsen fremkom med en ny afgørelse den 7/9 2012, hvor de vurderede det varige mén til 12 %, men vurderede, at nerveskaden i venstre arm ikke kunne tilskrives ulykken.

Parternes argumenter

Klagerens advokat klagede til nævnet den 31/10 2013 og anførte, at der forelå uforenelige speciallægeerklæringer vedrørende årsagssammenhæng. Advokaten anførte desuden, at der ikke var statistisk belæg for at konkludere, at karpaltunnelsyndrom almindeligvis udvikles efter langvarige tryk og stød på nerven.

Selskabet anførte den 14/11 2014, at Arbejdsskadestyrelsen besidder lægefaglig kompetence til at vurdere årsagssammenhæng og udtale sig om méngrad, og at tilsidesættelse af Arbejdsskadestyrelsens vurdering kræver sikkert grundlag. Selskabet anførte desuden, at kravet var forældet, da der ikke havde pågået forhandling eller lignende mellem parterne efter Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse den 7. september 2012.