Sag om lovligheden af tvangsindlæggelse i 1981

Sagsøgers Forklaring og Synspunkter

Sagsøger forklarede, at han ikke var psykisk syg ved indlæggelsen i 1981, men kun under de seks uger, hvor han fik psykofarmaka. Han hævdede at have været udsat for tortur og tvangsmedicineret for at få ham til at afsværge sine observationer om chikane og indtrængning i hans hjem. Han mente, at den oprindelige diagnose var forkert, og at den nye diagnose af "enkel paranoia" fra Odense Universitetshospital burde have været stillet allerede i 1981. Han har ikke været indlagt siden 1981 og har ikke taget medicin i årevis. Han fastholdt, at hans observationer lå inden for virkelighedens rammer, og at det ikke burde komme ham til skade, at sagen havde været langvarig, da dette skyldtes vanskeligheder med aktindsigt.

Region Syddanmarks Synspunkter

Region Syddanmark fastholdt, at sagen allerede var prøvet ved domstolene i 1981, og at der ikke var fremkommet væsentlige nye oplysninger, der kunne berettige en fornyet domstolsprøvelse. Subsidiært gjorde Region Syddanmark gældende, at Sagsøger på grund af passivitet havde mistet muligheden for at få prøvet tvangsindlæggelsen igen.

Retten udskilte afvisningsspørgsmålet til særskilt afgørelse i medfør af Retsplejeloven § 253. Retten pålagde Sagsøger at antage en advokat i medfør af Retsplejeloven § 259, stk. 2 og beskikkede advokat Charlotte Szocska for ham i medfør af Retsplejeloven § 259, stk. 3.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten fandt, at spørgsmålet om lovligheden af Sagsøgers tvangsindlæggelse og den efterfølgende tvangstilbageholdelse i 1981 allerede var endeligt afgjort af Vestre Landsret ved dom af 22. december 1981. Denne afgørelse blev yderligere bekræftet af Vestre Landsrets domme af 29. april 1998, 4. juni 2002 og 31. august 2004, som alle fastslog, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der kunne give grundlag for en fornyet domstolsprøvelse af tvangsindlæggelsen.

Retten vurderede, at den nye diagnose af "enkel paranoia", som Overlæge 2 fra Odense Universitetshospital fremlagde den 18. februar 2013, ikke udgjorde nye oplysninger om Sagsøgers tilstand i 1981, der kunne berettige en fornyet domstolsprøvelse af omstændighederne ved tvangsindlæggelsen og den efterfølgende tvangstilbageholdelse.

På baggrund heraf tog Retten Region Syddanmarks påstand om afvisning til følge.

Sagsomkostninger

Ingen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part. Dette skyldtes sagens karakter, og at Region Syddanmark ikke havde været repræsenteret af en advokat.

Region Hovedstaden nedlagde påstand om, at Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse skulle stadfæstes. Regionen påstod desuden, at retten ikke kunne tage stilling til tvangstilbageholdelsen i perioden efter Patientklagenævnets afgørelse, subsidiært at den fortsatte tvangstilbageholdelse godkendes.

Det Psykiatriske Patientklagenævns Afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn behandlede sagen og traf afgørelse den 31. oktober 2019. Nævnet godkendte overlægens beslutning om tvangstilbageholdelse fra den 18. oktober 2019 og den fortsatte tvangstilbageholdelse. Nævnet tilsidesatte dog overlægens beslutning af 21. oktober 2019 om tvangsbehandling med tablet Abilify.

Nævnet begrundede godkendelsen af tvangstilbageholdelsen med, at betingelserne i Psykiatriloven § 5 og Psykiatriloven § 10 var opfyldt. Det blev vurderet, at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangstilbageholde klageren med henblik på behandling, da hun var sindssyg eller i en tilstand, der kunne ligestilles hermed, og fordi behandling ville medføre en betydelig og afgørende bedring af hendes tilstand.

Lægelige Oplysninger og Forklaringer

Journaloplysninger viste, at klageren på tidspunktet for tvangstilbageholdelsen var psykotisk med vrangforestillinger om medicinalindustrien, NASA og 5G-netværket, samt aggressivitet og øget psykomotorik. Lægelige revurderinger på 3. og 10. dagen bekræftede fortsat psykotisk tilstand og behov for frihedsberøvelse. En lægeerklæring af 8. januar 2020 bekræftede fortsat psykose, men med en vis bedring, dog uden sygdomsindsigt.

Klageren forklarede, at hun nu havde udgangstilladelser og tog medicin frivilligt. Hun anerkendte at have været psykotisk ved indlæggelsen, men mente, at tvangen burde ophøre. Hun fastholdt dog visse vrangforestillinger og udtrykte utilfredshed med journalens indhold. Overlægen forklarede, at klageren fortsat var psykotisk og havde behov for behandling, og at bedringen ikke var tilstrækkelig til at ophæve tvangstilbageholdelsen, især med bekymring for klagerens relation til hendes børn.