Højesteret stadfæster afvisning af legalitetsprøvelse af EncroChat-data før hovedforhandling

Højesteret afviste T3’s principale påstand om at tage stilling til bevisanvendelsen. Retten præciserede, at tvister om anvendelse af bevismidler under hovedforhandlingen skal forelægges retten til afgørelse efter Retsplejeloven § 841, og kan ikke prøves efter Retsplejeloven § 746, stk. 1.

Afvisning af subsidiær påstand (Legalitetskontrol)

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tage T3’s subsidiære påstand om legalitetsprøvelse efter Retsplejeloven § 746, stk. 1 til følge. Dette blev begrundet med:

• Sikringen, dekrypteringen og håndteringen af data blev foretaget af de franske myndigheder som led i en efterforskning i Frankrig, som Danmark ikke deltog i.
• Danmarks deltagelse i 'OTF Emma' (Europol) kunne ikke i sig selv føre til, at danske myndigheder måtte anses for at have deltaget i de franske myndigheders efterforskning.
• T3 havde ikke anført, hvilke konkrete efterforskningsskridt foretaget af dansk politi, der skulle prøves, eller hvilke ulovligheder der påberåbtes.

Højesteret konkluderede, at anvendelsen af EncroChat-materialet i den danske efterforskning ikke udgjorde et efterforskningsskridt, der kunne gøres til genstand for domstolenes legalitetskontrol efter Retsplejeloven § 746, stk. 1. Landsrettens kendelse blev derfor stadfæstet.

Anklagemyndighedens Kæremål

Anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse for så vidt angår Tiltalte 1. Anklagemyndigheden påstod principalt, at alle otte samtaler (a)-h)) måtte anvendes som bevis under hovedforhandlingen. Subsidiært påstod anklagemyndigheden, at samtalerne a)-d) måtte anvendes. Den subsidiære påstand vedrørte samtaler, der fandt sted, før Tiltalte 1's daværende advokat blev beskikket som forsvarer.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at der var begrundet mistanke om, at den pågældende forsvarer selv havde deltaget i den kriminelle handling, og at alle samtalerne var udtryk for en fortsættelse af forbrydelsen, også efter advokatens beskikkelse.

Forsvarerens Påstand og Argumenter

Forsvareren for Tiltalte 1 påstod, at byrettens kendelse skulle stadfæstes. Hovedargumentet var, at Tiltalte 1 har ret til fri og uhindret kommunikation med sin forsvarer, især efter at være blevet standset af politiet og have kontaktet sin advokat. Derfor burde samtalerne ikke tillades som bevis.

For så vidt angår Tiltalte 2, blev byrettens kendelse ikke kæret af ham eller anklagemyndigheden. Forsvareren for Tiltalte 2 anførte, at byrettens kendelse måtte angå begge de tiltalte, og at et eventuelt tilfældighedsfund burde kunne anvendes som bevis mod de tiltalte, da der ikke var fremlagt oplysninger om baggrunden for aflytningen af advokaten.

Baggrund for Telefonsamtalerne

De omhandlede telefonsamtaler (a)-h)) stammede fra telefonaflytninger af en advokat. Advokaten var oprindeligt mistænkt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter Straffeloven § 286, stk. 2, jf. Straffeloven § 279. Det blev oplyst, at advokaten nu var sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed efter Straffeloven § 290, stk. 2, samt for medvirken til falsk forklaring for retten i relation til de forhold, som Tiltalte 1 og Tiltalte 2 var tiltalt for. Advokaten havde tidligere fungeret som forsvarer for Tiltalte 1 i en beslaglæggelsessag, der dannede baggrund for tiltalen mod Tiltalte 1 og Tiltalte 2 om falsk forklaring for retten og medvirken hertil.