Afslag på invalidepension: Erhvervsevnetab vurderet i forhold til helbred, sociale forhold og arbejdsaktivitet

Klageren, født i 1969, klager over, at PFA Pension har stoppet udbetalingen af hans invalidepension pr. 1/2 2015. Han har en pensionsordning med forsikring ved tab af erhvervsevne i PFA Pension.

Sagens baggrund

Klageren blev i 1999 overfaldet og slået i hovedet og nakken, hvilket har medført gener i form af hovedpine, nakkesmerter og rygsmerter. I 2007 blev han godkendt til fleksjob og har siden været afprøvet i forskellige jobfunktioner med varierende timeantal. Selskabet har udbetalt invalidepension siden december 1999, men har stoppet udbetalingerne med henvisning til, at det ikke længere er dokumenteret, at klagerens erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen.

Parternes argumenter

• Klageren: Klageren fastholder, at hans helbred kun er blevet forværret siden 1999, og at han derfor fortsat er berettiget til invalidepension.
• PFA Pension: Selskabet anfører, at klagerens erhvervsevne ikke længere kan anses for at være nedsat med mindst halvdelen. De henviser til lægelige vurderinger og klagerens arbejdsaktivitet.

Dokumentation og vurderinger

• Kommunale akter fra 2007 viser, at klagerens arbejdsevne ikke kun kan beskrives ud fra helbredsmæssige og psykologiske forhold, men også familieforhold og personlighedsstruktur. Klageren så sig selv bedst i et fleksjob med 15-18 timer ugentligt eller på pension.
• En socialmedicinsk afslutningsstatus fra 2010 noterer, at det er vigtigt at tage hensyn til klagerens gener med nakke- og rygsmerter samt hovedpine, og at han har psykiske mén i form af PTSD. Funktionsniveauet er varigt nedsat uden mulighed for ændring.
• Kommunale rapporter fra 2012-2013 beskriver klagerens jobsituation, herunder afskedigelse fra et fleksjob med 25 timer ugentligt, efterfulgt af et nyt slag i hovedet og manglende tro på en fremtid med fleksjob. Han træner 2-3 timer dagligt for at kunne fungere.
• En ortopædkirurgisk speciallægeerklæring fra 2014 finder ingen forhold ved MR-scanninger, der kan forklare klagerens symptomer.
• En psykiatrisk speciallægeerklæring fra 2014 vurderer, at klageren fremtræder depressiv, men at der ikke er så svære psykiske begrænsninger, at han ikke ville være i stand til at arbejde i et større timeantal. Psykiateren udtrykker dog tvivl om diskrepans mellem det sagte og det klinisk observerede.
• En udtalelse fra klagerens arbejdsgiver i 2015 bekræfter, at klageren maksimalt kan holde til 8 timer ugentligt, og at forsøg på at øge timerne resulterer i sengeleje med svære smerter.

Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at hans erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger, hvor MR-scanninger ikke havde kunnet forklare klagerens symptomer, og at han senest i 2012 kunne arbejde op til 25 timer ugentligt og angav, at dette var foreneligt med hans daglige rytme. Nævnet lagde også vægt på, at praktiske, familiemæssige og sociale forhold spillede en ikke ubetydelig rolle i forhold til klagerens begrænsninger ved at påtage sig et fleksjob af længere varighed end de nuværende 8 timer.