Afgørelse om invaliderente ved psoriasisgigt og fleksjob: Alm. Brand Forsikring A/S

Sagen drejer sig om en klage fra en forsikringstager mod Alm. Brand Forsikring A/S vedrørende afslag på udbetaling af invaliderente. Klageren har en pensionsforsikring med tab af erhvervsevne hos selskabet.

Sagens omstændigheder

• Klageren, født i 1956, er uddannet teknisk assistent og har hovedsageligt varetaget administrative opgaver.
• Hun har siden 1980 haft smerter fra knæ, hæle og fødder, og senere også i skulder, hænder og albuer.
• I 2006 fik hun diagnosen psoriasisgigt, og i januar 2011 blev hun sygemeldt.
• Hun genoptog arbejdet delvist i februar 2011 og blev tilkendt fleksjob med 16 timer ugentligt pr. 1/12 2011.
• I september 2013 blev hendes ugentlige arbejdstid reduceret til 12 timer.

Klagerens påstande

• Klageren anfører, at hun ikke kan arbejde mere end 12 timer om ugen, hvilket er under 1/3 af en normal fuldtidsarbejdsuge.
• Hun fremhæver, at Jobcenteret har godkendt nedsættelsen af arbejdstiden, og at arbejdspladsen tager alle de skånehensyn, der kan tages.
• Klageren henviser til tidligere afgørelser fra Ankenævnet, hvor der er lagt vægt på det ugentlige timetal og kommunale vurderinger af arbejdsevnen.

Selskabets argumenter

• Selskabet anfører, at klageren ikke har dokumenteret, at hendes erhvervsevne er nedsat i dækningsberettigende grad.
• De mener, at det fastsatte antal fleksjobtimer ikke nødvendigvis afspejler den generelle erhvervsevne.
• Selskabet henviser til en speciallægeerklæring, der ikke viser objektive tegn på forværring af klagerens tilstand.
• Alm. Brand argumenterer for, at klagerens erhvervsevne er nedsat med omkring halvdelen, og at hun med de rette skånehensyn kan varetage et ikke-ledbelastende arbejde med mindst 16 timer om ugen.
• Selskabet henviser til Højesterets domme, der fastslår, at forsikrede har bevisbyrden for, at den generelle erhvervsevne er nedsat til 1/3 eller mindre, og at kommunens bevilling af fleksjob ikke i sig selv skaber en formodning herfor.

Ankenævnet fandt, at klagerens erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad.

Nævnet lagde vægt på, at klagerens fleksjob i høj grad opfyldte de nødvendige skånebehov, og at det fremgik af speciallægeerklæringen, at klageren oplevede tiltagende smerter og træthed i løbet af en arbejdsdag, selvom arbejdsdagen kun var på fire timer. Nævnet lagde også vægt på, at klagerens timeantal i fleksjobbet var nedsat til 12 timer ugentligt.