Sag om afslag på invaliderente og præmiefritagelse grundet manglende dokumentation for erhvervsevnetab

Klageren, født i 1977, klagede over Alm. Brand Forsikring A/S' afslag på at yde dækning for tab af erhvervsevne. Klageren var uddannet bygningsmaler og havde arbejdet som sådan indtil sygemelding i 2003. Hun var kendt med hypermobilitet og havde siden 2001 haft smerter i højre skulder og bevægeapparatet. Senere udviklede hun nakkesmerter, koncentrationsbesvær, hovedpine og svimmelhed. Hun blev bevilget fleksjob pr. 1/3 2008, men hendes gener forværredes, og arbejdstiden blev nedsat. Pr. 1/4 2014 var hun ansat i fleksjob som butiksmedarbejder med 3 timers ugentligt arbejde.

Klagerens argumentation

Klageren anførte, at hun i ca. 12 år havde haft smerter i nakke og skuldre. Hun havde været til adskillige undersøgelser og var grundigt udredt. Hun havde fortsat daglige gener i form af hovedpine, smerter i nakke, skuldre og kroppen, koncentrationsbesvær, balanceproblemer, svimmelhed og kvalme. Hun arbejdede pt. 3 timer ugentligt, og hun mente, at hun opfyldte betingelserne for invaliderente og præmiefritagelse.

Selskabets argumentation

Selskabet anførte, at det ikke var dokumenteret, at klagerens erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad. Selskabet havde indhentet fleksjobsagens akter og en lægeattest, hvoraf det fremgik, at tilstanden var uændret. Undersøgelser havde ikke påvist reumatologisk lidelse eller alvorlig patologi. Smerterne vurderedes at være på degenerativt basis. MR-scanninger viste normale forhold. Der var tale om cervikale rygsmerter og muskelspændinger samt en uhensigtsmæssig håndtering af tilstanden, da klageren ophørte med træning, der havde god effekt. Selskabet anførte, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at den generelle erhvervsevne var nedsat i tilstrækkeligt omfang.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at hendes erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad. Det blev lagt vægt på, at der ikke forelå lægelige oplysninger, der nærmere begrundede forværringen af klagerens smertegener og nedsættelsen af hendes arbejdstid, og at der ikke var dokumenteret en lægelig forandring i klagerens tilstand siden nævnets tidligere afgørelse. Nævnet henviste til, at en sygehusepikrise ikke viste objektive tegn på alvorlig patologi eller nerverodspåvirkning, og at en speciallæge i arbejdsmedicin havde udtalt, at funktionsevnen kun var indskrænket af smertetilstanden, og at der ikke var risiko for organspecifikke helbredsskader ved normale aktiviteter. Endelig lagde nævnet vægt på, at en osteopat havde noteret en betydelig bedring af klagerens tilstand i flere perioder, som dog blev negativt påvirket af løbeture.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.