Afgørelse om erhvervsevnetab efter kompliceret benbrud

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over AP Pensions afvisning af at anerkende et erhvervsevnetab på mindst halvdelen efter en faldulykke i 2010. Klageren, der er født i 1949 og uddannet typograf, pådrog sig et kompliceret knusningsbrud i benet og har siden været sygemeldt. Selskabet udbetalte midlertidig dækning for erhvervsevnetab fra april 2011 til maj 2012, men stoppede herefter udbetalingerne med henvisning til, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat i tilstrækkelig grad.

Klagerens påstand

Klageren, repræsenteret af sit fagforbund, anfører, at hans erhvervsevne er varigt nedsat med mindst halvdelen som følge af de helbredsmæssige gener efter ulykken. Han henviser til en revideret ressourceprofil fra kommunen, der vurderer hans resterende arbejdsevne som begrænset, samt en speciallægeerklæring.

Selskabets argumentation

AP Pension fastholder, at klagerens generelle erhvervsevne ikke er varigt nedsat med mindst halvdelen. Selskabet lægger vægt på, at klagerens fraktur er helet, og at de kommunale arbejdsprøvninger viser en vis arbejdsevne, selvom der er behov for skånehensyn. Selskabet anerkender, at klageren har varige skånehensyn, men mener, at han med de rette hensyn kan varetage en funktion på minimum halv tid.

Sagens udvikling

Klageren har efterfølgende fremsendt yderligere dokumentation, herunder en speciallægeerklæring og en kommunal arbejdsevnevurderingsjournal. Disse dokumenter beskriver klagerens vedvarende smerter, hævelse i benet og nedsatte bevægelighed. Klageren er visiteret til et fleksjob med 10 ugentlige arbejdstimer.

Nævnet fandt, at klagerens generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen efter den 1/6 2012.

Nævnets afgørelse

Selskabet, AP Pension, blev pålagt at anerkende, at klagerens generelle erhvervsevne fra den 1/6 2012 er nedsat til under halvdelen og skulle på den baggrund yde ham forsikringsdækning i overensstemmelse hermed. Udbetalingerne skulle forrentes efter Forsikringsaftaleloven § 24.

Nævnet lagde vægt på:

• Klageren havde vedvarende smerter og nedsat bevægelighed i sin fod.
• Der opstod daglige hævelser i hans underben, selv i ro.
• Hans tilstand var stationær uden mulighed for forbedring.
• Han burde have afvekslende arbejdsstillinger.
• Speciallægeerklæringen bekræftede overensstemmelse mellem objektive fund og nedsat funktionsniveau.
• Han var bevilliget diverse hjælpemidler i forbindelse med virksomhedspraktik.