Afvist krav om svie og smerte: Tvist om sagsbehandlingsfejl hos Sønderjysk Forsikring

Selskabet informerede klageren om, at personskaden også skulle anmeldes til modpartens motoransvarsforsikring i henhold til Færdselsloven § 101, da personskader normalt behandles af motoransvarsforsikringen efter reglerne i Erstatningsansvarsloven.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren ønsker kompensation for svie, smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Hun anfører, at Sønderjysk Forsikring på egen foranledning kontaktede modpartens forsikringsselskab og sendte et krav, hvor de fejlagtigt påstod, at modpartens kunde havde påkørt klageren. Dette udsagn blev først korrigeret af Sønderjysk Forsikring i juli 2020, næsten ni måneder efter den oprindelige henvendelse. Klageren mener, at denne fejl i sagsfremstillingen er årsagen til, at modpartens forsikringsselskab afviste hendes personskadekrav, og at Sønderjysk Forsikring derfor er ansvarlig for dette tab.

Selskabets påstande og argumenter

Sønderjysk Forsikring har principalt påstået afvisning af sagen, idet de gør gældende, at Ankenævnet for Forsikring ikke har kompetence til at behandle klagen. De anfører, at klagerens påstand om selskabets ansvar for manglende anerkendelse af personskadekravet ikke udspringer af en forsikringsaftale mellem parterne, men derimod er en tvist om sagsbehandling.Subsidiært har selskabet påstået, at klageren ikke kan gives medhold. De argumenterer for, at de ikke er ansvarlige for modpartens forsikringsselskabs afvisning af personskadekravet efter Erstatningsansvarsloven, da selskabet alene har videregivet information. Endvidere fremhæver de, at klagerens ulykkesforsikring ikke dækker godtgørelse for svie, smerte eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men udelukkende varigt mén.

Nævnet bemærker, at klagerens ulykkesforsikring ikke indeholder en dækning for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Spørgsmålet er herefter, om selskabet har ifaldet erstatningsansvar for sin sagsbehandling. Nævnet bemærker, at det er klageren, der har bevisbyrden herfor.Efter en gennemgang af sagen finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at selskabet har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med skadebehandlingen, der kan begrunde, at selskabet er erstatningsansvarlig på almindeligt erstatningsretligt grundlag over for klageren for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste.Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at de oplysninger, som selskabet har meddelt modpartens ansvarsforsikringsselskab omkring skadeforløbet, ikke kan føre til, at selskabet bliver erstatningsansvarlig for klagerens eventuelle krav mod ansvarsforsikringsselskabet.Hvad angår klagerens krav mod ansvarsforsikringsselskabet bemærker nævnet, at det falder uden for nævnets kompetence at afgøre, om klageren har et berettiget krav. En eventuel tvist herom må i givet fald føres ved domstolene.Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til andet resultat.Som følge heraf bestemmes:Klageren får ikke medhold.

Selskabet bestrider klagerens fremstilling og anfører, at de ikke kan bekræfte, at der blev lovet to biler. Deres underleverandør, Autohjælp, trak bilen fri, udførte en nødreparation og aftalte, at klageren selv skulle køre bilen til værksted. Selskabet har undersøgt sagen med Autohjælp, taksator og overtaksator, som alle vurderer, at nødreparationen var forsvarlig, og at bilen ikke var sikkerhedsmæssigt uforsvarlig at køre i. Den hvide røg fra motoren kunne ikke forklares med skader fra uheldet.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klageren kræver kompensation for den psykiske skade, som selskabet angiveligt har pådraget hendes mand og børn på grund af manglende overholdelse af vejhjælpsaftalen. Hun hævder desuden, at selskabet har brugt uetiske metoder til at presse hende til at acceptere en for lav kontanterstatning for bilen på 15.000 kr., idet hendes egne reparationer oversteg 23.000 kr. Klageren har fremlagt dokumentation for reparationer og en psykiaterrapport.

Selskabet afviser ansvar for den psykiske skade og anfører, at klageren ikke har bevist fejl eller forsømmelser i forbindelse med bugseringen. De fastholder, at personskadekrav, som klageren har rejst på vegne af sin mand og børn, er et erstatningskrav uden for kontraktforhold og skal behandles under bilens lovpligtige motoransvarsforsikring i henhold til Færdselsloven § 108, stk. 1. Selskabet har tilbudt at behandle eventuelle personskadekrav under Erstatningsansvarsloven og har informeret om muligheden for advokatbistand.

Vedrørende bilens værdi fastholder selskabet, at 15.000 kr. er en korrekt kontanterstatning baseret på taksator- og overtaksatorvurderinger samt markedsanalyse. De påpeger, at klageren har accepteret dette beløb via mail og underskrift på erstatningsopgørelsen.

Endelig er klageren utilfreds med en opkrævning på 877,60 kr. for et gebyr for forkortet opsigelse af bilforsikringen. Selskabet forklarer, at forsikringen blev opsagt inden for 12 måneder efter ikrafttræden, hvilket ifølge forsikringsbetingelserne udløser et forhøjet gebyr.